»Den nye PLANTbottle tænker på miljøet.«
Sådan står der på flere af Coca-Colas ‘Hopenhagen’-reklamer, som er en kampagne, der kører i forbindelse med det forestående klimatopmøde. Reklamen fortæller os, at Coca-Cola også tager ansvar for vores klodes fremtid, de har CSR (Corporate Social Responcibility) - et nyt akronym i det kapitalistiske vokabular. Men reklamen fortæller også, at hvis vi køber en Coca-Cola i den nye PLANTbottle, så tænker den på miljøet. Det vil sige, at jo mere af deres læskedrik man køber i denne tænkende og i sig selv ansvarlige emballage, desto mere fritaget bliver man for at bekymre sig om/eller tænke på, hvordan vi reder jordens økosystem. Forbruget, eller i det mindste den del af forbruget, der kommer fra firmaer med en CSR-profil, umyndiggører således borgeren og reducerer ham/hende til alene at være en forbruger, der deponerer sit ansvar hos det gode firma.
Selv om Coca-Colas CSR-strategi, som den kommer til udtryk i deres kampagne, kan synes overgjort i en sådan grad, at den virker latterlig, er der eksempler på mere subtile former for CSR. I en kronik i Berlingske Tidende 4. november: »Sådan bliver vi bioteknologisk nr. 1,« skriver Novozymes administrerende direktør, Steen Riisgaard, og SF’s Villy Søvndal om de miljømæssige og samfundsøkonomiske gevinster, der potentielt ligger i Novozymes udvikling af andengenerations bioethanol. Kronikken udstiller det sociale ansvar, som Novozymes ønsker at tage ved at udvikle dette produkt, men at den nuværende regering qua deres politik forhindrer dem i at gennemføre deres CSR. Og det er der desværre langt hen ad vejen uden tvivl megen sandhed i, men lige så desværre er kronikkens primære konklusion: »Lad os derfor komme i gang med en målrettet erhvervs- og klimaindsats.«
Altså plæderer Novozymes for (med den mod magtens midte søgende Villy Søvndal som figenblad), at hvis de gives de rette betingelser, der sikrer deres indtjeningsmuligheder, så påtager de sig ansvaret for at sikre vores fremtidige klima.
På trods af at Coca-Cola for den klima og miljøbevidste danskers sikkert ofte opfattes som værende et skidt produkt, og andengenerations bioethanol som ofte opfattes som værende et godt produkt, så er deres brug af CSR langt værre i en samfundsmæssig optik. Coca-Cola-reklamen påstår, at den enkelte kan frikøbe sig stillingtagen og ansvar gennem deres produkt, men Novozymes går et skridt videre og eliminerer det politiske. Som det nemlig fremgår af førnævnte citat, reduceres politikernes rolle (også Villy Søvndals) til at sammenkæde erhvervet - underforstået den for samfundet ansvarlige - men private foretagsomhed med klimaet. Og når først det er sket, så vil de gode selskaber med de gode produkter og de rette holdninger lede os alle som bæredygtige forbrugere gennem krisen. Det er løgn!
Klimaet, og alt andet for den sags skyld, redes alene ved, at der skabes et samfund, hvor borgeren emanciperes gennem deltagelse og ikke gennem forbrug. Det vil sige at det, der skal satses på politisk, er en fortsat oplysnings og dannelsesproces. Og det kan ikke ske ved firmaers snævre pekuniære interessers mellemkomst, lige meget hvor CSR-rigtige deres produkter måtte være.
Oplysning og dannelse er noget, der hører til at være menneske og borger i et samfund; ikke forbruger.
Jacob Borup Nørløv er arkitekt