Tv’et hev folk ud af biografen og hjem i stuen, og videomediet - ånden bag al hjemmeunderholdning og genstand for stor branche-ueninghed - har hjulpet til med at holde dem fast
HJEMMEBIO
Hvis tv-mediet er rygraden i al hjemmeunderholdning og stedet, hvor det meste af teknikken udspringer fra, så inkarnerer videomaskinen ånden bag. Hvor videoen blev udviklet til professionelt tv-brug, så antog mediet for alvor sit eget liv, da det viste sig, at det blev tilstrækkelig billigt og håndterligt til, at privatpersoner med fordel kunne købe det.
Nu behøvede man ikke længere at se, hvad der nu engang var i fjernsynet. Man kunne i stedet leje eller købe en film og se den, når man havde lyst - måske endda spole igennem den, hvis den var for kedelig. Eller var man ikke hjemme til at se TV-Avisen, så kunne man optage udsendelsen og se den senere.
En mulighed, som for alvor kunne udnyttes, da parabolantenner og kabel-tv begyndte at indtage markedet i midten af 80’erne med specialiserede tv-kanaler for bl.a. film, sport og nyheder. Var folk blevet hevet ud af biograferne ved tv’ets fremkomst, så var de nu fast forankret i sofaens bløde hynder.
Videosystemerne tilbød også med deres transportable kameraer og øjeblikkelig mulighed for at se det optagede et glimrende alternativ til den besværlige og omkostningstunge smalfilm til brug ved f.eks. private optagelser.
Videoboom
Jagten på forbrugerne gik for alvor ind i 1970’erne, hvor elektronikfabrikanterne, som indtil da kun havde leveret maskiner og bånd til tv-brug, allierede sig med filmbranchen og besluttede sig for at ville konkurrere med tv-mediet.
Man havde nemlig indset, at der lå et kæmpemarked og ventede på at blive fodret med videomaskiner og -film.
Efterhånden som filmbranchen opdagede, at der var mange penge i hjemmeunderholdning, og at de kunne vinde tabte biografandele tilbage via videomarkedet, begyndte de at satse hårdt. Så hårdt, at de i dag tjener flere penge på en films videodistribution end på selve biograflanceringen. Og muligvis når et større publikum end tidligere med de enkelte film.
Videomarkedet er derfor mere end noget andet grundlaget for al moderne og storstilet filmindustri.
Men vejen frem til det videosystem, som vi kender det i dag, har ikke været helt uproblematisk. I et træk, som har vist sig at være symptomatisk for videobranchen, besluttede de enkelte elektronikfirmaer sig for, at de, i stedet for at samarbejde, hver for sig ville udvikle deres egne systemer.
Det betød bl.a., at der skulle gå det meste af 70’erne og til midten af 80’erne, før fabrikanterne og underholdningsindustrien langt om længe kunne enes om et fælles videosystem.
Hollandske Philips introducerede VCR, japanske Sony satsede på det professionelle U-Matic, men det var Sonys videreudvikling af U-Matic, Betamax og de japanske kolleger JVC og Panasonics VHS-system, der blev de mest udbredte formater.
Alligevel fulgte Philips VCR op med Video 2000, som de troede, skulle blive video-alternativet til det kompakte og meget håndterlige kassettebånd, men det slog aldrig for alvor an, bl.a. fordi hele branchen i starten af 80’erne gik sammen om den fælles standard Video 8.
Men nu sagde software-leverandørerne, de store amerikanske filmselskaber, nej, ligesom flere af elektronikgiganterne alligevel ikke bakkede op om formatet.
Hele affæren endte med det allerede dominerende VHS-system som den eneste overlevende - trods en dårligere teknik og billedkvalitet end Betamax - primært fordi man var klar over, at en langvarig kamp mellem Video 8, Betamax og VHS ville betyde et stort økonomisk tab for branchen.
Sony, som måtte siges at være den store taber i spillet om hjemmemarkedet, vandt dog i stedet det professionelle marked. U-Matic blev adopteret af tv-stationer, mens et senere system, Betacam, bruges den dag i dag, om end i sin, som tiderne dikterer det, digitale udgave.
Også på videokamera-området slog Sony igennem med deres kompakte camcordere, Video 8, som siden blev udviklet til Hi8 og digital Hi8.
Udviklingen fortsætter
Som på tv-området stoppede udviklingen af videomediet ikke med VHS.
Videomaskinerne fik flere og flere finesser indbygget, samtidig med, at man forsøgte at forbedre lyd- og billedkvalitet med hifi-stereo-maskiner og flere af de videohoveder, som omsætter båndstrimlernes informationer til noget, vi kan se og høre på.
Men billedmæssigt har VHS-systemet aldrig haft ligeså høj en kvalitet som tv-udsendelser.
Det hænger sammen med, at de vandrette linjer, som udgør opløsningen på en tv-skærm, for en videofilms vedkommende kun er på ca. 250 linjer, mens tv-programmer sendes ud i mere end 500 linjers opløsning.
Så på trods af at videosystemet er en praktisk indretning, så har det ikke kvalitetsmæssigt kunnet true filmmediet. Også fordi man som regel har været henvist til at se filmene på en lille tv-skærm, som slet ikke yder filmene retfærighed.
Højopløselig storskærm
Men det har ændret sig inden for de sidste ti år med fremkomsten af video-cd’er med både billede og lyd. LaserDisc’en, som det dominerende format kaldes, kan mønstre en vandret opløsning, der er næsten ligeså god som fjernsynets, og det er blevet muligt med en højopløselig storskærm i widescreen-format eller en videoprojektor at blæse billedet op fra tv-format til biograflærred-størrelse, uden at billedkvaliteten samtidig forringes.
Det begynder virkelig at ligne noget, når man kombinerer en LaserDisc med en videoprojektor og et avanceret lydsystem, som f.eks. det dynamiske surround sound, hvor højtalere placeret forskellige steder i lokalet lader lyden følge handlingen på lærredet, og derved øger illusionen og i sidste ende også den private filmoplevelse.
LaserDisc’en har dog aldrig slået an blandt det brede publikum.
For filmfanatikere, som er interesseret i god lyd, flotte billeder og nogle af alle de specielle features som interviews, making-of-film etc., LaserDisc’en også kan tilbyde, er formatet fantastisk. Men for den almindelige bruger, som holder af at se en film i ny og næ, som foretrækker at leje, og for hvem kvaliteten ikke er det altafgørende - i hvert fald ikke når købsprisen når op på 2-400 kr. pr. film, fordi man ikke kan leje - forbliver LaserDisc’en et overflødigt luksusmedie. (Hvilket også biografen i store perioder har været, især anskuet fra sofajhøjde af mageligt anlagte tv-seere.)
Endvidere har LaserDisc-formatet den store ulempe, at man ikke kan optage på pladerne, som iøvrigt er på størrelse som en gammeldags LP-plade og derfor mere uhåndterlige end et videobånd.
Fremtidens standard
LaserDisc’ens største problem ligger dog i, at elektronikindustrien og underholdningsbranchen ikke lige entusiastisk har bakket op omkring formatet, som f.eks. aldrig har fået seriøs lancering i Europa.
Desuden forsøgte Philips i starten af 90’erne at introducere deres egen hybrid af filmmedie og spillemaskine, CD-i - et format, som ingen rigtig troede på, og som kvalitetsmæssigt og teknisk heller ikke levede op til LaserDisc.
Men Philips forsøgte som de første den, helt i udviklingens ånd, naturlige sammensmeltning af musik, film, computerteknologi og interaktivitet, som udvides med fremtidens standard, DVD’en (Digital Versatile Disc).
Dette er den anden artikel i en serie på tre, som sporer hjemmeunderholdningens historie fra tv’ets indførelse og op til i dag. Den første blev bragt 4. august.