For nylig begyndte en af mine veninder at arbejde på et bordel i København. Det gjorde hun hovedsageligt for at betale sin husleje, som var høj i forvejen og pludselig fordobledes, da kæresten flyttede ud. Nu sælger hun sex en gang om måneden, det giver 4-6.000 kroner pr. arbejdsdag, så med SU oveni kan det lige løbe rundt.
Jeg kommer i tanke om min veninde, fordi professor Elizabeth Bernstein fortæller om skyhøje boligpriser i New York.
»Det bliver sværere og sværere at finde boliger, der er til at betale. Flere af mine egne studerende har solgt sex. Det samme gør sig gældende i en del europæiske hovedstæder, hvor det er virkelig dyrt at leve og bo, og for store dele af befolkningen betaler sexarbejde bedre end meget andet,« siger hun.
Vi befinder os på Manhattan, næsten oppe ved Harlem, Elizabeth Bernstein sidder bag sit skrivebord på Barnard College, som er en del af Columbia University, hvor hun underviser i feministisk teori og aktivisme. Hun er professor i sociologi og har flere års feltarbejde blandt sexarbejdere i San Francisco, Amsterdam og Stockholm bag sig. Det er hende, der foreslår, at vi snakker om boligpolitik, og det gør hun, fordi jeg har spurgt hende, om ikke der er andre måder at diskutere prostitution på end den evindelige frem-og-tilbage om, hvorvidt det er voldtægt eller frit valg, sexslaver eller sexarbejdere, kriminalisering eller legalisering, for eller imod.
Hun nævner en undersøgelse, Revolving Doors, lavet af the Urban Justice Center i New York blandt 30 gadeprostituerede, hvoraf størstedelen viste sig, ikke overraskende, at være stofbrugere. De fleste af dem viste sig også at være uden et fast hjem, og netop deres ustabile boligsituation var en af de største forhindringer for dem, der ønskede at slippe ud af stofmiljøet og stoppe med at sælge sex.
Det kunne være udgangspunktet for en diskussion om prostitution. Men det er det sjældent.
»Der sker det samme igen og igen: Debatten udspiller sig inden for meget snævre rammer, fuldstændig løsrevet fra større politisk-økonomiske sammenhænge,« siger Bernstein, der gerne så, at prostitution blev analyseret og diskuteret i forhold til generelle samfundsudviklinger i stedet for som et isoleret, transhistorisk fænomen, man skal tage principiel stilling til.
»Der bliver hele tiden snakket om specifik lovgivning – kriminalisering, afkriminalisering, legalisering – men ingen snakker om neoliberalisme, byfornyelser, gentrificering og skiftet fra produktionsøkonomi til forbrugsøkonomi. Det er faktorer, der har været gennemgående for alle de steder, jeg har undersøgt, og de påvirker et fænomen som prostitution i højere grad end de her små, snævre love,« siger Bernstein.
Hun har i sin bog Temporarily Yours – Intimacy, Authenticity, and the Commerce of Sex beskrevet, hvordan prostituerede ligesom andre skæve eksistenser forsvinder fra vestlige storbyer i takt med, at butikker og eksklusive ejerlejligheder rykker ind: Middelklassen flytter ind til centrum, forretningerne følger efter, og gadebilledet bliver langsomt ryddet for sociale afvigere.
»Det bedste eksempel er vel nok Times Square,« siger Bernstein om den populære plads, der for 30 år siden var alt andet end en turistattraktion med narkohandlere, pornobutikker, hjemløse og prostituerede.
I dag er Times Square en af byens største turistattraktioner med lysende reklameskilte, Broadway-teatre, en tre-etagers M&M’s butik, tv-studier og restauranter.
»Det er ren Disney. De hjemløse er fejet væk, og det er det samme, der sker i post-industrielle byer verden over,« siger Bernstein, der foreslår, at taberne i denne udvikling slår sig sammen:
»Der er nogle grupper og sammenslutninger, der forsøger sig med en slags Genvind Gaden-dagsorden,« siger hun og nævner organisationen Different Avenues, som arbejder for og med hjemløse, transkønnede unge, sexarbejdere, indvandrergrupper og andre, der har det svært i et stadigt mere glatpoleret bybillede.
»Der findes også en række anti-gentrificeringsbevægelser, og jeg tror, de her forskellige folk ville udgøre en mere effektiv form for aktivisme, hvis de indså, at deres kampe hænger sammen,« siger Elizabeth Bernstein.
»Det handler ikke kun om sex, det handler om forskellige former for social marginalisering. Det er her, diskussionen bør begynde.«
Men det gør den stort set aldrig. I stedet for at handle om fattigdom, boligpriser, diskrimination eller stofmisbrug handler den som regel om at fange bagmændene, straffe kunderne og tage afstand fra sexhandel med straffeloven som middel – hvilket er typisk neoliberal politik, forklarer Bernstein:
»Neoliberalisme indebærer blandt andet, at velfærdsstaten viger til fordel for fængselsstaten. Der bliver færre sociale ydelser, staten går fra at være godgørende barnepige til at være straffende, hvilket er omkostningseffektivt, for så behøver du kun tage dig af dem, der skaber problemer,« siger Bernstein, der undrer hun sig over, hvorfor venstrefløjen og kvindeorganisationer har taget strategien til sig.
»Hvordan går det til, at feminister begynder at omfavne denne politiske agenda? Feminister, som førhen har været så mistænkelige over for den her slags. Der er mange forskere, der arbejder med det her emne,« siger hun og refererer professor i statskundskab og kønsstudier Kristin Bumillers bog In an Abusive State – How Neoliberalism Appropriated the Feminist Movement against Sexual Violence:
»Feministers meget snævre fokus på seksuelle overgreb har på mange måder været med til at bane vejen for den neoliberale politik, fordi det giver moralsk opbakning til en strafferetslig agenda. Det er med til at fjerne samfundets fokus fra spørgsmål omkring økonomisk ulighed til følelsesmæssigt overbevisende billeder af seksuelle overgreb, som umiddelbart ser ud til at retfærdiggøre en strafferetslig reaktion. Det er med til at ændre fokus,« siger Bernstein, der tidligere på året udfærdigede en rapport om emnet for partiet De Grønne i Tyskland og for tiden kigger nærmere på den alliance, der er opstået mellem kvindeorganisationer og den religiøse højrefløj i kampen mod trafficking. En kamp der også handler unødigt meget om sex:
»Jeg stiller spørgsmålstegn ved en politik, der er baseret på de absolut værste eksempler, mens de store masser af udnyttede migrantarbejdere bliver usynliggjort, fordi vi fokuserer på den her forfærdelige ting ved navn trafficking. Det skal vi selvfølgelig også kigge på, men vi skal kæde det sammen med den større historie om migrantarbejde,« siger Elizabeth Bernstein.
Nogenlunde samme pointe leverede FN’s særlige rapportør på traffickingområdet, Joy Ngozi Ezeilo, da hun for nylig besøgte Odd Fellow Palæet i København. Her var 100 gæster samlet til en aften med middag, musik og taler for at rejse penge til organisationerne Safe and Alive og Reden International, der driver henholdsvis et lukket beskyttelsestilbud og et døgnbemandet krisecenter for handlede kvinder – eller sexslaver, som Safe and Alive kalder dem.
Joy Ngozi Ezeilo roste arrangementet, men mindede samtidig om, at en stor del af verdens traffickingofre ikke bliver handlet til prostitution.
»Mennesker bliver handlet til tvangsægteskaber, tvangsarbejde på fabrik, i miner, som hushjælp. Mennesker bliver handlet til organdonation, for at levere kropsdele eller væv. Ofrene gemmer sig ofte i den uregulerede del af økonomien, i sexindustrien, som tiggere, mennesker bliver handlet til at tigge, til at være soldater, til at arbejde i landbruget,« sagde Ezeilo og nævnte et eksempel med hundredvis af polske mænd, der var blevet handlet til en tomatplantage i Sydeuropa.
»Der er brug for at efteruddanne arbejdstilsynet, for vi får sjældent øje på dem, der er handlet til tvangsarbejde. Det er nemmere at se trafficking til prostitution, når man går gennem Red Light-distrikter, mens dem, der arbejder i private firmaer, er sværere at opdage.
Efterfølgende forklarede FN-rapportøren, at talen om menneskehandlens mangfoldighed ofte falder for døve øren.
»Det er et vanskeligt budskab at udbrede, især i lande hvor folk har fået en opfattelse af, at trafficking er lig med prostitution, så hvis vi forbyder prostitution, så bekæmper vi trafficking effektivt. Derfor vil jeg gerne slå fast, at det her ikke bare er et spørgsmål om kriminalitet og straf; vi er nødt til at kigge på migrantarbejdere og menneskerettigheder, især i en tid med økonomisk krise, som virkelig får trafficking til tvangsarbejde til at stige,« sagde hun og forklarede, at det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel:
»Små forretninger har brug for at maksimere deres indtægter, så de fyrer de dyre ansatte og hyrer billigere arbejdskraft, som ikke er medlem af en fagforening. Det er det samme, hvis du er på udkig efter en hushjælp, og én tilbyder at gøre dit hjem rent for 500 kroner, og en anden tilbyder det for 100 kroner. Du kan ikke vide, at der er tale om trafficking-ofre, så du tager det bedste tilbud.«
Der er behov for øget fokus på de omstændigheder, der gør folk til nemme ofre for menneskehandlere, fortalte hun: »Fattige folk er sårbare. Hvis du ikke har noget arbejde, og du er sulten, og nogen kommer og tilbyder dig et arbejde, så tager du det,« sagde hun og forklarede, at ofre for menneskehandel skal tilbydes hjælp, der gør en forskel:
»Vi er nødt til at give dem et arbejde, give dem en uddannelse, for ellers bliver de bare handlet igen. Det ser vi tit. Deres situation har jo ikke ændret sig.«
Og så skal der gøres noget ved det sørgelige faktum, at godt en milliard af klodens befolkning sulter dagligt:
»Jeg forsøger altid at kæde kampen mod trafficking sammen med FN’s Millenium-mål, særligt mål nummer et: Halver verdens fattigdom og sult. Så skal du se et fald i menneskehandlen. Men folk siger, ’Ah, men hvordan skal vi nogensinde få løst det problem, lad os gøre noget med det samme, noget vi kan se’, og så kommer straffeloven, og der bliver kriminaliseret, men det er et quick fix, straffeloven er ikke et universalmiddel mod menneskehandel.«
Elizabeth Bernstein, som i december 2008 redigerede en særudgave af tidsskriftet Sexuality Research & Social Policy med titlen Sexual Commerce and the Global Flow of Bodies, Desires, and Social Policies, mener, at der er brug for en afløser til begrebet ’trafficking’, hvis det skal lykkes at diskutere og analysere menneskehandlens mangfoldige udtryk og komplekse sammenhænge. ’Trafficking’ har i den offentlige bevidsthed været synonymt med tvungen prostitution alt for længe til, at begrebet kan blive tilstrækkelig ’renset’.
»Det har en historisk forbindelse til prostitution, der går helt tilbage til FN-konventionen fra 1949 (om bekæmpelse af menneskehandel og tredjeparts udnyttelse af prostitution, red.), så det er svært at skille ad. Selv progressive folk, der forsøger at bruge begrebet til at snakke om arbejdstrafficking, kommer i vanskeligheder, fordi ’trafficking’ er et klistret begreb, der hænger sammen med prostitution, og jeg er ikke sikker på, man kan adskille det fra hinanden,« siger hun og understreger endnu engang nødvendigheden af at sætte spørgsmålet om trafficking ind i en bredere sammenhæng:
»Jeg foretrækker at tænke på det her som et spørgsmål om migration og udnyttelse af arbejdere generelt. Det handler overordnet om arbejderes rettigheder og migranters rettigheder.«
– Men for mange politikere og organisationer handler det vel om at tage principiel afstand fra prostitution. Harmonerer det ikke dårligt med at diskutere det på linje med hushjælp og fabriksarbejdere og fokusere på rettigheder, arbejdsvilkår og global ulighed? Ligger der ikke en implicit accept af prostitution som fænomen i den tilgang?
»Jeg ved ikke, om det er en accept af prostitution, det er snarere en erkendelse af, at en principiel afstandtagen bare ikke er det mest presserende emne. Det er en omlægning af prioriteter, vil jeg mene.«
– Man hører ofte argumentet: Prostitution er ikke måden at løse verdens fattigdomsproblemer på.
»Ja, okay, udmærket, hvad gør du så for at løse verdens fattigdomsproblemer? Vis mig din aktivisme. Det ville være mit svar.«
»Hvis man virkelig bekymrer sig for udenlandske kvinder i sexindustrien, så kunne man hjælpe med at danne kooperativer, man kunne oprette selvhjælpsgrupper, der er med til at styrke folk. Men det her tætte parløb med staten, med det strafferetslige system og symbolpolitikken omkring seksualitet er ude på noget andet, der ikke handler om de her mennesker.«