Jim Woodrings univers nærmer sig konstant det punkt, hvor kvalmen sætter ind. Kvalme over det alt for sentimentale og kvalme over det frastødende.
Det er en bevidst strategi, og resultatet bliver som regel, at læseren efterlades både forvirret og foruroliget. Man bliver budt indenfor af Woodrings indbydende streg og den legende lethed, der er en del af historiernes særkende, men kun for snart efter at befinde sig i et mareridt, man på ingen måde har lyst til at være en del af. Han er på samme tid forførende og skræmmende, fordi han nu på 20. år insisterer på at dykke stadig længere ned i en verden, der virker umiddelbart genkendelig, men snart viser sig ikke at gøre den ringeste indsats for at række ud efter læseren.
Den nyeste bog fra amerikanske Jim Woodrings hånd - det må vel kaldes en graphic novel, selv om om rubriceringer ikke hjælper meget på forståelsen i hans tilfælde - hedder Alkymisterne og er lidt af et scoop. Det er hans første udgivelse i mange år, det er hans første bog på dansk, og endelig er den danske udgave såmænd også en verdenspremiere. Som alle Woodrings historier er den aldeles ordløs og ligner noget fra den mest sødsuppede del af barnekammerets underholdning. Den gennemgående figur Frank bor i et sjovt lille hus, og Alkymisterne åbner med, at han bager sig en dejlig kage og gør sig klar til at tage på picnic med nogle andre glade og smilende figurer.
Der er lagt op til en gang tryg prime time underholdning for de yngste i stil med fjernsynets tilbud hver fredag aften. Men herefter skrider det hele. Et underligt griselignende affaldsmonster bevæger sig rundt i et uhyggeligt landskab. Nogle ondskabsfulde fuglemennesker er i færd med at pine en art frø. Uforståelige og ubehagelige begivenheder hober sig op. Figurerne ligner en blanding af Brueghel og Dürer, og til sammen danner de forskelige elementer en form for narrativt forløb, selv om det aldrig bliver helt indlysende, hvad det egentlig går ud på.
Hvis der er en logik i handlingen, så er det en drømmelogik, hvor associationer følger hinanden efter en indre sammenhæng, der ikke er umiddelbart tilgængelig. I virkeligheden er Jim Woodrings serier nok noget af det nærmeste, man kommer mareridt i grafisk form. Hver eneste historie fra hans hånd er en slags psykedeliske drømmetableauer og gerne befolket af sære væsner, der piner hinanden. Det er altid tegnet, så man tror, at det er klassisk underholdning. Men som i et rigtigt mareridt viser det sig at være en verden, man gerne vil slippe ud af, men som man aldrig rigtig kan vågne fra.
Såvel Jim Woodring som svenske Charlie Christensen laver tegneserier med dyrefigurer i hovedrollerne, uden at det af den grund er egnet for børn. Men her hører lighedspunkterne også op, for mens Woodrings serier er ordløse og poetiske, er Charlie Christensens yderst ordrige og meget konkrete.
Med Ned med monarkiet er han nået til den syvende samling af historier om den fjedrede fyldebøtte Arne And og dennes meritter i det stockholmske barmiljø - denne gang dog også med afstikkere til København. Det er 20 år siden, Arne And trådte ind på scenen som en parodi på yuppie-æraens cafékultur og gjorde sit bedste for at holde fanen højt som det direkte forbindelsesled til en stolt svensk tradition for begavede snapseviser og spids satire. De korte historier om Arne And var en moderne pendant til barokskjalden Bellmans Fredmands epistler. Men det er allerede en generation siden, og nu er tømmermændene enten blevet for hårde, eller også har Arne udviklet sig til en bitter gammel and, der vrisser ad alt og alle og i særdeleshed tidens økonomiske krise, de gamle mænd ved magten, amerikaniseringens forbandelser og monarkiets idioti.
Der var engang, hvor Arne And - når han ikke påpegede andres dumhed og verdens generelle fortrædeligheder - også fandt tid til at begejstres over smukke kvinder og besynge gudernes nektar, men i vore dage er der ikke meget, der kan få ham til at løfte armene. Han sidder som regel blot som en anden Jeppe på bjerget og udlægger verdenssituationen fra en stadig mere vaklende barstol. Sådan kan det i al fald godt fremstå, hvis man indtager serien i alt for store doser. Men læser man den, sådan som den er skabt - én side ad gangen med en passende pause imellem - så er det stadigvæk galdesort satire i skarp sovs, der gør foruroligende godt i en varm tid.
Endelig kan man for tiden til fulde forvisse sig om tegneseriemediets store spændvidde ved at tage et kig på den seneste kollektion i serien 676, hvor forlaget Aben maler med jævne mellemrum lader en række danske kunstnere tage livtag med mediet i dets korte form.
Hvert hæfte har form som en pixi-bog, men ud over formatet er der intet fællestræk ved serien. Her får Thomas Thorhauge - der tidligere på året markerede sig med den formfuldendte graphic novel Kom hjem - lov til at svælge i sin åbenbare fascination af gamle mænds livsfilosfiske udgydelser. Han har tidligere kastet sig over Jørgen Leth, og denne gang er turen komme til Clint Eastwood. Det er letbenet, men også det stilistisk mest sikre kort i bunken.
Mikkel Damsbo kan i den ellers lovende Forlystelseshuset ikke løbe fra, at han til daglig er arkitekt, mens Jens Blendstrup og Rikke Villadsen får lov til at udfolde al deres trang til surrealistiske optrin og underground i Skægmanden fra Varde. Og endelig får G.R. Mantard i Jeg så en film, og verden gik under lov til at udbrede sig om det presserende klimaspørgsmål. Der er plads til både det nysgerrige og det frelste, og man mindes om, hvor fremragende mediet kan være til at formidle et fagligt og debatterende indhold.
Som altid er seriens små bøger først og fremmest penneprøver fra en række begavede kunstnere, men i denne tid må de siges at være perfekte advents- og mandelgaver til den grafisk interesserede.