Frankrigs tredjerigeste mand og verdens måske førende samtidskunstsamler, Francois Pinault, ville forære sin enestående samling af samtidskunst til byen Paris i et nyt museum på øen Ile de Seguin. Her lå en forurenet gammel Renaultfabrik. Den ville vrangvillige arbejdsklassesentimentalister og nedadsnobbende venstrefløjsmokker bare hellere have fredet som ruin-monument over de franske arbejderes storslåede industrielle fortid.
Efter forgæves at have forsøgt at håndtere benspændene, besluttede Pinault sig for, at livet var for kort til kommunalpolitikere af tvivlsomt format. Han erhvervede i stedet en storslået perle, Palazzo Grassi ved Venedigs Canal Grande, satte Tadeo Ando til at restaurere det til galleri og rykkede sin kunstsamling til drømmenes by.
Her udstiller han nu fra en kunstsamling, der mere end bider skeer med Saatchi og Peggy Guggenheim, hvis Venedig-hjem ligger lige på den anden side af kanalen, og praler af sine Pollocker, Kandinskyer, Picassoer, Ernster, Kleeer osv. Symbolsk med Peggys hjem som det historiske forlæg til Pinault. Man har jo kun en vis tid til fnidder her i livet, så må man videre, og nu tager vi andre så til Venedig og ikke til Paris og ser på kunst og så nåede vi tilmed lige at få den noget mindre imponerende biennale med (Den amerikanske pavillion, der vandt Guldløven, udstillede Nauman-værker ejet af Pinault det siger vist det meste).
Men Venedig er ikke spisemæssigt på højde med resten af Norditalien. Veneziansk mad er fiskebåret no surprise og kraftige grøntsager og krydderurter, som ellers definerer det italienske køkken, savner man i lagunens køkken.
Vi arbejdede os igennem tre klassiske venezianske aftensmåltider på steder, man finder i de fleste guider. Første aften spise vi på Antico Dolo i en gammel Michelinguide så jeg, den havde haft en Bib Gourmand men tag din Venedig-guide og streg den ud. Eneste formildende omstændighed var en sort risotto, med meget bløde og lækre blæksprutter men selv her havde risene fået for meget. Mor, der omhyggeligt har formet min madglæde siden jeg var lille, var nådesløs og gav mig ingen chancer for at tale det op. Stedet gjorde det meget i det ret ubehagelige venezianske fænomen: Antipasta af friturefisk, serveret koldt og uspændende. De begriber simpelthen ikke hvad friture er godt for.
Dagen efter passerede vi Antico Martini en 300 år gammel klassiker, engang et bohemested op ad operaen La Fenice. Wagner, Lord Byron, Casanova, Goethe, Balzac, Voltaire, Rousseau, og hvem du kan tænke på, er kommet her. Og bedre mad var det også jeg fik fine kammuslinger med safran og vanille. Mors kalvelever var blød, saftig og lige til at slubre ned. Martini prøvede til gengæld at revitalisere de døde fritureantipasta med noget tempura: Hvis ordsproget om skomageren nogensinde var på sin plads. Lammekronen, jeg fik til hovedret, var på en eller anden måde blevet hård, og den ellers superbe hjemmerullede gnocchi, der skulle have være serveret med krydderurter, manglede krydderurter.
Lørdag aften ville mor på al Covo. Endelig et måltid, der bidrog til fornemmelsen af at være et særligt sted på jorden. Carpaccio af havaborre, små og rå jomfruhummere (kun skallen om halen var fjernet) serveret med silkekårne grønne æbler og hel, rå kammusling i egen skal og marinerede urter. Så kom hvidvinsdampede hjertemuslinger med hvide bønner og persille som smagte fantastisk af hav som varmt østersvand. Og små søtungefiletter rullet om sig selv, stegt, med tyndflydende kartoffelpuré og oliven. Og så lidt gamle ost og en nøddeis. Det var sager. Halvdelen af alle hvidvinene havde et lille hjerte på kortet de økologiske. Vi drak en økovin: Terpin Ribolla Gialla til lige under 300 danske(!). Den var gul, ufiltreret fed, aromatisk uden at være blomstret og med en umærkelig syre, der holdt det hele sammen. Og så var det billigere end Antico Martini med al deres namedropperi. Kommer du til Venedig og ser Pinaults verdensvidunder, så spis på al Covo mindst en gang. Og husk at gå på Harrys og få Dry Martini inden.
Restauranter: Antico Dolo. Ruga Rialto 778, Antico Martini. Campiello della Fenice, S. Marco 2007 Al Covo. Castello 3968