»Disneyland - bare dobbelt op«.
Cirka sådan lød forretningskonceptet til den forlystelsespark, der skulle give Dubai endnu en plads i Guinness rekordbog. Arealet skulle være dobbelt så stort som forbilledet i Florida, pyramiderne skulle lige nøjagtigt slå de originale i Cairo, Eiffeltårnet skulle blot være et par meter højere, og også Taj Mahal blev fundet for småt og derfor pumpet op til halvanden gange sin operindeligestørrelse.
»Selv det skæve tårn i Pisa lagde de endnu mere ned. Også det største indkøbscenter i verden med det største akvarium i verden, den højeste bygning i verden, det højeste hotel i verden, den største kunstige ø i verden med den længste strandpromenade i verden, skulle landet have. Og det skulle gerne stå færdig i går,« skrev den canadiske arkitekturanmelder H. Masud Taj efter et besøg i Dubai i 2006.
Dengang var himlen det eneste loft og fantasien den eneste grænse i landet med mottoet: ‘Hvor solen aldrig går ned’. I slutningen af sidste uge frygtede den globale finansverden, at det lille emirat skulle vise sig at blive den mest voldsomme statsbankerot siden Argentina i 2001.
Dubais statskontrollerede investeringsselskab Dubai World var gået i betalingsstandsning. Selskabet hæfter for 60 milliarder dollar af dets kriseramte byggekoncern Nakheels 80 milliarder dollar store gæld. Og selskabet bad kreditorerne om seks måneders henstand. Det førte til kraftige aktiefald på verdens børser, og selv om Dubai mandag meddelte, at den planlagte rekonstruktion kun vil andrage 26 mia. dollars af Dubai Worlds samlede gæld på 59 mia., og panikken drev over, var magien brudt: Ville ‘Dubai-modellen’ også vise sig uholdbar under de globale kriserystelser.
Det kriseramte Dubai World ejes af Dubais enehersker, sheik Mohammed bin Rashid Al-Maktoum. Men dem, der troede, at det var det samme som statsgaranti tog grueligt fejl.
»Kreditorerne er nødt til at tage del i ansvaret for deres beslutning om at låne til firmaerne,« sagde Abdulrahman al-Saleh, generaldirektøren i Dubai ‘s finansministerium. »De tror, at Dubai World er en del af regeringen, men det er ikke korrekt«.
»Dubai har en spøjs statsstyret model,« forklarer Martin Hvidt, lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet. »Den ligner ikke nogen andre - og da slet ikke den type statsstyring, som vi så i den gamle østblok. Det giver faktisk mere mening at kalde den en ‘statsinitieret’ model. De har bygget landet op på, at staten giver et beløb til et projekt, der derefter forventes at kunne fortsætte på markedsvilkår,« siger Hvidt.
Men krisen ramte, og pludselig havde man belånt på baggrund af byggerier, hvis værdi var blevet halveret. Martin Hvidt sammenligner Dubai anno 2009 med en ny kaffebar, der har sat lokalet i fin stand, ansat folk og indkøbt kagerne.
»Men den dag, hvor man - fuld af spænding - slår dørene op, rammes alle kunderne af arbejdsløshed og dropper caffe-latten på vej til arbejde. På en måde ramte finanskrisen, da Dubai for alvor slog dørene op. Og de investorer, der troede på forsikringerne om, at forretningsmodellen ikke kunne gå galt, måtte tro om igen.»
Det var nemlig trods alt kapitalisme, måtte de konstatere, og verden vendte i stedet blikket mod det oliepengestærke med-emirat Abu Dhabi. De måtte træde til og forhindre, at krisen ville sætte gang i endnu en lavine på regionens boligmarked. Men nej. Dubai måtte selv ligge og rode med sine problemer, lød svaret fra Abu Dhabi. Det handler ikke om, at Abu Dhabi ville bløde over at træde til. For at forstå afvisningen, må man se på emiraternes historie.
I 1833 var en del af Maktoum -klanen i Abu Dhabi raget uklar med familien og valgte at drage op ad kysten for at slå sig ned ved en bugt.
»Dubai og Abu Dhabi har siden dengang ligget i konstant konkurrence. Engang var Dubai den uansvarlige lillebror, og man havde i Abu Dhabi en tilbøjelighed til at lægge afstand til det lidt klondike-lignende kaos. Men det vendte. Pludselig fremstod lillebroren som den fremadskuende, der havde succes med sine vilde eventyr, mens storebror syntes tung og gammeldags i sin olieøkonomi,« forklarer Martin Hvidt.
Det var derfor i en vis forstand hævnens time i fredags. »Charme eller ej - når der er krise, er dem med kontanter konger,» fastslår Martin Hvidt, der dog ikke tror, at lillebror får lov til at sejle i sin egen sø, hvis han virkelig får rodet sig ud i noget snavs. »Men Abu Dhabi vil kræve betaling. En palmeø eller et shoppingcenter kunne nok bløde dem op«.
I første omgang var det perlefiskeri, der brødfødte den lille flok, men inden længe tiltræk bugten alverdens virksomme folk. Det var fra starten en bevidst strategi at gå efter den persiske handelsklasse. De var blevet utilfredse med øgede skatter og afgifter i Iran og var på udkig efter nye rammer.
»De sagde: I får jord og beskyttelse og her kan alle stige i graderne, hvis de kan noget. Her er ikke noget, der hedder religion og klasse,« fortæller Martin Hvidt.
Gennem tiden har verdens store begivenheder påvirket økonomien i det lille land i Golfen. Den islamiske revolution i Iran i 1979 fik nye iranske investeringer til at komme. Efter 9/11 flød de saudiarabiske penge væk fra USA og til Dubai.
»De har været gode til mange ting, men særligt til at lukrere på kriser andre steder i deres region,» fastslår Martin Hvidt.
Men end ikke alverdens snilde kunne holde kolonimagterne fra døren. Briterne kom og blev der reelt indtil 1971, hvor Dubai slog sig sammen med de seks andre små stater og skabte De Forenede Arabiske Emirater: Men også kolonitiden syntes Dubai at lukrere på. Briterne tog nemlig folk fra deres kolonier i Sydasien med sig, og det stærke bånd til især Indien blev skabt.
Dubai har således gen- opfundet sig selv om og om igen, som reaktion på verdensbegivenheder. Også perlefiskeriet måtte de slippe. Krisen ramte USA i 1930’erne, og Hollywood droppede perlerne. Samtidig havde japanerne opfundet kulturperlen. Den var lige så smuk, men billigere og lagde reelt området i ruiner. Dubai måtte kigge sig om efter en ny måde at tjene penge. Der blev opfundet en del nye fiduser - blandt andet blev smugleri af guld til de indiske brude en lukrativ forretning. Men først og fremmest blev der satset på at gøre Dubai til en global handelsmagt med kolossale investeringer i havnen. Og i 1990’erne var de igen forrest i bussen og så før alle de andre, at der var kommet en ny global pengestærk klasse. Og de ville have en legeplads.
Hvis man for få år siden spurgte et skolebarn i Mumbai eller en rickshaw-chauffør i Delhi, hvor i verden de allerhelst ville på ferie, var svaret ni ud af 10 gange Schweiz. I dag er gamle Europa skiftet ud med Dubai, når man berører den indiske udlængsel. Og også den nye russiske og kinesiske øvre middelklasse kastede deres kærlighed på Dubai. De kunstige palmeøer, de gigantiske shoppingcentre, det nedkølede strandsand blev indbegrebet af den buldrende modernitet, som de nye udviklingsøkonomier drømte om.
»Man satsede længe entydigt på luksus. Man ville have David Becham og Bratt Pitt ud på palmeøerne, så de lidt mindre kendte, men meget rige havde lyst til at købe op på kysten,« forklarer Martin Hvidt.
Men succesen handler ikke kun om snilde. Lige omkring den tid, hvor briterne forlod Dubai, opdagede de olien. Det var stadig kun en brøkdel af, hvad naboen Abu Dhabi lå inde med, men det var nok til at sætte gang i hjulene. Modsat den populære forståelse er Dubais velstand ikke bygget på olie. Godt nok kom omkring 30 procent af Dubais indkomster indtil midten af 1990erne fra olien. I dag kommer kun omkring fem procent af emiratets indtægter fra olie. Men det sorte guld har altid været en bi-indtægt og bevidstheden om, at den ville rinde ud, har gennemsyret elitens strategiske dispositioner. Derfor blev oliepengene straks sat i at udvikle infrastrukturen under Sheikh Maktoums hårde lederskab. Olien gav dem mulighed for at bygge noget, der ellers aldrig var blevet bygget. De kunne nu tiltrække endnu flere folk med en af verdens største havne.
I dag har Dubai verdens største havn og ejer over 50 havneterminaler i Afrika, Sydamerika, Asien - herunder alle de store havne i Indien, Europa og Australien.
Derfra gik det bare fremad. Den britiske journalist Johan Hari skriver om udviklingen: »Sheikh Maktoum ville bygge et center for turisme og finansiel service og ville suge talent og kontanter fra hele verden. Han inviterede verden indenfor til et skattefrit paradis, og de kom i hobetal. Det så næsten ud som om en by faldt fra himlen, hel, færdig og blomstrende. De trykkede på spoleknappen, og landet gik fra det 18. århundrede til det 21. på en generation.«
Og det er netop tempoet, der adskiller Dubai fra alle de andre i regionen. Landets BNP er steget fra 19.000 dollar i 2000 til 30.000 i 2006. Som Dubai-eksperten Jeffrey Sampler skriver i sin bog From sand to Sillicon: »Ideen om hurtighed er altomfavnende, fra hestevæddeløb til bygningskonstruktion.«
Da verdens højeste bygning Burj Dubai - 160 etager, markedsført som ‘tungere end 100.000 elefanter’ - blev bygget, skete det i en hast, der svarer til en etage hver tredje dag. Og tempo har da også altid været et kodeord i beslutningsgangene. Som Jeoff Taylor, direktør i en af de helt store indtægtskilder, Dubai Dry Dock, fortalte om forretningsgangene i et interview med Martin Hvidt : »Hvis jeg vil bruge 40 millioner dollar på en udvidelse af faciliteterne i tørdokken, vil jeg spørge chefen i Dubai World, Mr. Sulayem, som er lige under Shaykh Mohammed. Normalt vil jeg få et svar indenfor en halv time.«
Og indvandringen er fortsat. De Forenede Arabiske Emirater har i dag verdens mest disproportionelle forhold mellem fastboende og gæstearbejdere - ca. 20 til 80, med Dubai som topscorer med blot 15 procent ‘nationals’.
Men det er ikke kun de handelsdygtige persere og indere med sans for guld og forsikringspapirer, der tjekker ind i verdens største internationale lufthavn. Der er også brug for hænder, og mange har gennem tiden peget på, at Dubai har de lave lønninger i Asien at takke for sin vækst. Underbetalte gæstearbejdere fra Filippinerne, Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka, Kina og ikke mindst Indien er rygradden i byggeboomet.
Internationale menneskeretsorganisationer har mere end en gang gjort opmærksom på de horrible forhold for Dubais gæstearbejdere, med lave lønninger, fysiske overgreb og strejkeforbud.
Men trods det faktum, at arbejdsgiverne ofte beslaglægger gæstearbejdernes pas, har der været protester. I 2005 strejkede 7.000 i hele tre timer - den største protest i Dubais historie - og under byggeriet af Burj Dubai i 2006 gik et par tusinder amok på byggepladsen i protest over løn- og arbejdsforhold. Det er nok tvivlsomt, om protesterne holdt eliten søvnløs, men der er, ifølge Martin Hvidt, stigende bekymring for, hvad ubalancen betyder for økonomien - og den berømte samfundsmæssige sammenhængskraft.
»Et samfund har brug for, at en betydelig del af dets beboere oplever, at de har en aktie i samfundsudviklingen og føler, at de for alvor har noget på spil, hvis det går galt. Når du ikke har demokrati, er det eneste, du kan gøre at flytte. Man ser faktisk nu splinternye biler med nøglen i tændingen, der er blevet forladt udenfor den internationale lufthavn,« fortæller Martin Hvidt.
Men selvom ting kan gå hurtigt i Dubai, er der noget, der stort set ikke har ændret sig siden grundlæggelsen: Landet er styret af en lille elite med Maktoum i spidsen. Det kan forklare, hvordan det har været muligt at køre en så målrettet udviklingsstrategi. Men det kan også forklare, hvorfor det kan gå galt. På det punkt er der klare sammenligninger med det kriseramte Island.
Det er den samme gamle klanstruktur. Alle i eliten kender hinanden, og der var ikke nogen til at sige, at det nogle gange er en god idé at lade det gå lidt langsomt.
Martin Hvidt mener dog ikke, at krisen vil føre til grundlæggende forandringer i Dubais politiske opbygning.
»Dubai er ikke klar til at blive et demokrati eller interesseret i det. Men det kan betyde, at antallet af mænd inden for den nuværende elite, der har noget at skulle have sagt, vil udvide sig.«
Og også på et andet punkt kan Dubai komme til at ligne alle de andre lidt mere. Krisen har understreget, hvor sårbar man bliver, når man satser på at invitere folk ind, når der er brug for dem og høvle dem ud igen, når tidevandet vender, og ikke skaber andet tilhørsforhold end hurtige penge og heste.
Dubai har derfor lagte en strategi, der sigter mod at fordoble arbejdsstyrken til 1,73 million i 2015, og den forøgelse skal ske ved at lokke folk til at bosætte sig. Ikke kun de stenrige forretningsfolk eller ludfattige arbejdsheste.
»De ønsker faktisk at opbygge en middelklasse, der kan understøtte et reelt hjemmemarked. Helt almindelige borgere, der bare går på arbejde, og køber en kop kaffe og taler i telefon.»
- Men det er vel ikke nok til at holde Dubai oven vande. Hvad finder de mon på næste gang?
»Ja, det bliver spændende. Man siger jo, at et hotel skal gå konkurs et par gange, inden der bliver opbygget en egentlig rentabel forretning. Det kan være, at det også er tilfældet med Dubai - hvis ikke, så kan man nok være sikker på, at de finder på noget nyt.«