Videnskabsminister Helge Sander er mester i muntre pressemeddelelser. Den han udsendte i går om evalueringen af universitetsloven fra 2003 er ingen undtagelse. Helge Sanders gode humør skal ikke ødelægges af, at evalueringen på stort set alle de punkter, hvor der har været rejst kritik blandt andet i Informations dækning, giver kritikerne ret.
Mere end 6.000 forskere og studerende har afleveret deres underskrifter i protest mod universitetsloven, hvilket blev fulgt op af folk, der ikke kan siges at være forvildede nulforskere, f.eks. rektor på Københavns Universitet Ralf Hemmingsen, Danmarks Forskningspolitiske Råd og Videnskabernes Selskab.
Sander, der blev presset af et politisk flertal til at gennemføre evalueringen, tolker den som et cadeau til lovens intentioner om at gøre universiteterne mere dynamiske og bedre rustede til at agere i den internationale konkurrence og sikre forskning af høj kvalitet. Men det er jo også let at glæde sig, når der ikke i kommissoriet var lagt op til, at det internationale ekspertpanel skulle kigge på selve den grundlæggende nyskabelser i universitetsloven: Den nye ledelsesstruktur og de nye bestyrelser med eksternt flertal.
Konsekvenserne af disse ændringer har panelet ikke haft mulighed for at forholde sig til, og Sanders positive udlægning af rapporten kommer således på en billig baggrund. Med andre ord er det nemt at være glad, når man selv har bestemt, hvad der skal undersøges og selv har udpeget det panel, der skulle stå for evalueringen. Set i det lys, er rapporten fra panelet faktisk meget kritisk.
Kritikken, som evalueringen imødekommer, er: Manglende medarbejderindflydelse. Medbestemmelse er ikke indført i tilstrækkelig grad, og hverken lov eller lovens bemærkninger indeholder generelle sikringer af indflydelse til medarbejderne, hvilket panelet anbefaler sker. (Dette punkt kom ifølge forligspartiet Socialdemokraterne kun med efter stædigt pres) For meget detailstyring. Universitetsledelserne får medhold i, at de mangler autonomi, og at der eksisterer et regeltyranni i form af ministeriets indblanding i institutionerne med akkreditering af uddannelser, frafaldspolitik og optagelsessystem. Risiko for tab af forskningsfriheden. Den paragraf i loven, der omhandler den traditionelt højt vægtede forskningsfrihed i Danmark, skal ændres, anbefaler panelet. Man mener, at den kan opfattes som legitimering af institutledernes mulighed for at diktere sine medarbejderes forskningsfelt. Der er kun få konkrete eksempler på dette, men alligevel mener Rådet, at paragraf 17 stk. 2 er så uforenelig med europæisk forskningstradition, at den bør afskaffes. Endelig bør forbuddet mod gruppeeksamen droppes.
Ytringsfriheden er derimod ikke truet, eftersom ekspertpanelet ikke har kunnet finde nok konkrete eksempler herpå. De politisk omstridte frie basismidler udgør en høj andel af universiteternes finansiering set i international sammenhæng, konkluderer panelet. Men til det må man huske, at basismidlerne faktisk udgør en mindre del af bevillingerne end før universitetsloven.
Eksperterne går heller ikke så langt som til at anbefale offensive løsninger på de problemer, evalueringen påpeger. For eksempel at universiteterne kunne sikres større autonomi, hvis man gav dem lov til at eje deres egne bygninger, som de kunne optage lån i.
I en ny rapport fra European University Association om universiteternes autonomi fremgår det, at lige godt halvdelen af alle europæiske universiteter har mulighed for at eje deres egne bygninger og på den måde sikre sig finansiel frihed fra staten.
Det er i det hele taget ærgerligt men forudsigeligt, at eksperterne er så vage i deres anbefalinger og løsningsforslag.
I den politiske drøftelse, partierne bag loven nu skal have, har Socialdemokraterne allerede beklaget, at der ikke er mere håndfaste formuleringer at forholde sig til. Og skal der komme lovændringer ud af hele evalueringsarbejdet, er det formentlig S og Dansk Folkepartis Jesper Langballe, der skal gå forrest, hvis der skal ske markante ændringer.
Til trods for panelets meget vage anbefalinger, må man konkludere, at det er et klokkeklart nederlag til Helge Sander, at paragraf 17 stk. 2 skal ændres. Sander har hele tiden hævdet, at forskningsfriheden var fuldt og helt intakt i loven fra 2003. Samtidig med at han har forsikret, at frihed, uafhængighed og medbestemmelse var forudsætning for forskning og uddannelse på højeste niveau. Det har ministeren nu sit eget ekspertpanels ord for ikke er tilfældet. Det er skammeligt - om end forventeligt - hvis Sander fortsætter sine muntre afledningsmanøvrer efter gårsdagens kritik.