For to år siden gav psykolog Torben Hanson mænd denne opsang: “Kom nu du danske mand - definer dig egen kønsrolle” i forbindelse med udgivelse af hans bog: Du danske mand - selvværd og strategier. Bogen opfordrede danske mænd til at holde op med at være vejrhaner for kvindernes skiftende forestillinger om, hvordan mænd skal være.
Et eller andet er forbigået den sikkert velmenende psykolog, eller også henvender han sig til en generation af mænd, der lever eller har levet i parforhold med rødstrømpegenerationens kvinder, som ofte er blevet beskyldt for at ville definere mændenes roller.
I Informations netop afsluttede sommerserie om mænd og manderoller anno 1998 er der ikke meget, der tyder på, at unge mænd i dag føler, at de ligger under for kvinders krav eller kønnet som sådan.
Det “kællingeævl”, som Morten Alsinger og Jakob Ejersbo står model til i brevromanen bygget på deres egne udvekslinger, føles ifølge de to unge mænd i weekendens udgave af Information ikke som et pres, der definerer deres rolle i parforholdet. Forskellighederne mellem kønnene er et vilkår, der giver anledning til uenigheder. Men det opleves lige så selvfølgeligt, som at disse uenigheder skal og kan forhandles.
Kønsrollerne er gennemskuet, mente Morten Alsinger - på den måde at forstå, at generationens mænd og kvinder ikke definerer sig ud fra kønnet, men fra en masser forskellige identiteter, som de kan vælge imellem.
“Jeg har ikke noget negativt syn på mænd, men mener bare, at overgangen mellem det mandlige og det kvindelige er mere flydende, og man derfor kan bevæge sig mellem kategorierne,” sagde Kristoffer Ørum, søn af en af 70’ernes markante kvindeaktivister, i serien den 21. juli.
Ofte betragtes seksualiteten som et område, hvor det stadig er en nødvendighed for manden at bekæmpe og undertvinge kvinden.
Men når en ung mand kan erobre en kvinde for en enkelt nat og næste dag føle sig forsmået, som Jacob Ejersbo fortæller i et af interviewene, tyder noget på, at unge kvinder også finder bekræftelse i selve erobringen uden at ville mere, samt at unge mænd har udviklet en følelseskultur, hvor de er bevidste om deres følelser.
Kønnet har ikke mistet sin betydning. Bevidstheden om forskellighederne og muligheden for at flyde mellem identiteter har frembragt en mere afslappet holdning til kønnet. Kønnet og rollerne forhandles. Han laver mad. Hun går ned med skraldet. Uenigheder opleves mere som relateret til det at leve i parforhold, hvor to forskellige mennesker skal fungere sammen, end det relateres til kønnet.
I tegneserieforfatteren Nicoline Werdelins streg Homo Metropolis i Politiken i disse måneder bliver planlægningen af et ægteskab dissekeret. Parret, der er seriens hovedpersoner, aftaler sig frem og tilbage til, hvad et sådant indeholder og skal kunne bære. Men aftalerne afviges. Endog på så fremskredet et stadige som under gommens tale til bruden:
“… Et samliv baseret på fælles værdier nemlig ære, værdighed, flid og ærlighed,” siger han. Hvorpå hun med pludseligt klarsyn kommenterer:
“Hvis vi lige skal holde os til det sidste, skal vi så ikke blive enige om, at det her er et forløjet cirkus.
Hele halløjet om brylluppet er mere et udstyrsstykke - romantisk, ja - men blottet for referencer til kristendommen, ud over at parret taler med en præst og holder showet i en kirke: Som da hun siger til ham under den prædiken, de pligtskyldigt deltager i som et led i forberedelserne:
“Det røde i den altertavle passer præcis til mine bonderoser (i brudebuketten, red.)”
Ritualerne vil vi have, men det kristne budskab har stadig noget at konkurrere med.
Tidens voluminøst iscenesatte bryllupper besværger noget andet end bare det kristne budskab. Bekendelsen til kærligheden - den romantiske kærlighed og den eneste ene.
Jo mere pomp, pragt og romantik, jo mere ægte kan man overbevise sig selv og andre, at det er.
“Kærligheden bliver en erstatningsreligion. Vi guddommeliggør kærligheden og sætter den udkårne op på en piedestal, som han eller hun selvfølgelig falder ned fra kort tid efter,” sagde Lars Kaalund, direktør på Østre Gasværk i sommerserien den 4. august.
Længslen efter identitet og indhold i tilværelsen bliver ifølge Kaalund forvekslet med længslen efter kærlighed. Stoffet der bedøver, er forelskelsen, og for en stund har man fundet svaret på ensomheden i den eneste ene, mente han og efterlyste fælles værdier, som modstand til markedskræfterne, der producerer kræve-mentalitet og konsumering af forelskelser.
Man fristes til at anskue det stigende antal udstyrsstykker i kirken som en lignende slags bedøvelse, hvor den iscenesatte romantik, måske også har til formål at sløre angsten for dilemmaet: Hvad hvis kærligheden forvitrer?
Nok har ungdommen tilsyneladende vendt 68-generationens frigørelsesprojekt ryggen og higer efter familielivet og kærligheden, men hvad hvis formlen ikke virker - uanset hvor mange besværgelser man kaster omkring sig. Hvad hvis forhandlingerne af kønnet og konsensusægteskabet ikke holder distancen?
Så finder man åbenbart et nyt kærlighedsforhold.0 Ifølge nye undersøgelser viser det sig, at de sammenbragte familier klarer sig overraskende godt. Papmødrene- og fædrene tager deres nye omsorgsroller til sig, og får det tilsyneladende det
til at fungere.
Vi har lært at forhandle os frem i en tid, hvor alle valgmulighederne gør selv kærligheden usikker, fordi man altid kan vælge noget andet. Spørgsmålet er, hvordan vi kan lære at leve den usikkerhed, valgfriheden givermeth