Et gammelt ord siger, at kan man ikke få den, man elsker, må man elske den, man kan få. Forleden erfarede jeg, at hvis man ikke kan komme til at spise på den restaurant man ønsker sig, må man spise på den, der er.
Oven på novembers regn og rusk var vejret både solrigt og lunt, da vi ankom til Malmø. Vi havde taget toget og nydt turen fra vores komfortable vinduespladser.
Malmø var i julehumør. Det vrimlede med så mange mennesker, at jeg ikke mindes så tæt en trængsel siden mit første besøg i Beijing.
Vi startede vores rundtur i det svenske med et gott kaffe og en kanelbulla. Det hører for mig med til en Sveriges-tur. Ligesom korv med pottatismos var det vildeste i min barndom. Vi fortrød lidt det der med kanelbullarne. For hovedformålet med turen til Malmø var at indtage en rigtig svensk julefrokost med stort gåsebord, blodsuppe og alt, hvad der hører den traditionelle svenske jul til.
Efter kaffen travede vi så Malmø rundt og genopdagede denne yndige by, der på mange måder minder om København, før den blev kommercielt udhulet og fik alt liv og charme trukket ud af centrum. Der er gamle 1700-tals bygninger med bindingsværk og imposante borgerhuse, der giver mindelser om byerne i det gamle østrig-ungarske kejserdømme. Der er gågader, torve og toppede brosten i hele centrum.
Vi så på de lave priser og kunne have købt vildt ind, hvis vi havde haft mod på at slæbe. Især fødevarer er billige, fordi man kan skære næsten en tredjedel af priserne på grund af den lave svenske kronekurs. Og det blev da til nogle kilo af den gode svenske ost og et kæmpe brød.
Alt var fryd og gammen, indtil sulten nærmede sig, og det var tid til at indtage den vidt berømmede svenske julefrokost. Vi satte kursen mod restaurant Årstiderne, mens vi beredte vores smagsløg på svenske sild med sennep, skånske ål, julegåsen og den helt specielle blodsuppe. Men ak. Porten var lukket. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at et berømt og feteret spisested ikke var frokoståbent med byen fuld af både danske og svenske gæster i julehumør.
En artikel, jeg tilfældigvis havde medbragt, anbefalede også restaurant Översten, der skulle ligge på Regementsgatan 2. Det gjorde den bare ikke. Her lå Jensens Bøfhus. Men en sød malmøgenser pegede langt ud i horisonten på en stor blå skyskraber, som stedet hvor Översten holdt til. Og intet steds var der til at øjne en taxa. Vi stavrede på brostenstrætte ben og rygge rundt for at finde et traditionelt svensk spisested, der holdt åbent. Men forgæves. Et sidste forsøg hos Sankt Marcus i Stadt Hambursgatan, som vi i øvrigt knap kunne finde af lutter træthed, var sagen den samme. Lørdag lukket til frokost.
På vejen havde vi mindst et par gange passeret det yndige Lilla Torv. Her lå pizza- og pastabarer og et enkelt, let forkullet steak house. Men inden sulttårerne for alvor meldte sig, fandt vi frem til Czechpoint. En gammeldags restaurant, der osede af hygge.
To lineaquavitt gav os modet tilbage og slørede trætheden. Spisekortet var enkelt. Sild er godt. Og det slog heller ikke fejl her. To slags sild, kartofler, knækbrød og lidt ost uvist af hvilken grund gjorde det ud for en fuldbåren svensk forret. Löjrom med ristet brød, cremefraiche, hakkede rødløg var i særklasse en delikatesse. Fejlagtigt besluttede vi os for and til hovedret, næsten gås og dog. Det var dagens fejltagelse. Der var rigeligt af den. En halv blev båret ind og parteret ved bordet. Den havde givet kendt bedre dage lidt stiv i det, tør i kødet og sine steder sej. Den var ikke tilberedt samme dag, men havde nok fået en tur i mikroen for at fremstå nystegt. Surkålen og rødkålen var til gengæld gode. Næste dumhed skyldtes mit evige dilemma. Jeg elsker cheescake. Min mormor lavede den, så jeg fik vand i øjnene. Amerikanerne er mestre i cheescakes, og på Operacafeen i Berlin er den altid uovertruffen. Her var den skuffende. Smagte af kanel, var fed og fad i smagen og blev tilmed serveret på en brændende varm tallerken. Det tjekkiske øl, som er stedets kendemærke, var godt, og som sagt var stedet hyggeligt og godt at gæste, hvis man bare holder sig fra anden, nøjes med sildeboret, den fine laksesalat eller den pilsnerkogte gullaschsuppe.
Vi blev mætte, og vi havde hygget os. Endda i en sådan grad, at vi blev enige om, at det ikke var sidste gang vi tog toget til Malmø.
Czechpoint. Hedmanska Lilla Torg, Malmø. Tlf. 040-79990
De samme restauranter holder også lukket hele søndagen