U-landene kræver penge på bordet fra de udviklede lande, og der skal være tale om nye offentlige midler, som skal ligge i en fond, som u-landene selv vil være med til at styre. Samtidig skal verdens rige lande forpligte sig til CO2-reduktioner på 40 procent i 2020, og det skal ske i egne lande - ikke ved bare at købe klimakvoter i de fattige lande.
Sådan lyder det i et udspil til en klimaaftale fra Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika og Sudan, det land, der leder den såkaldte G77-gruppe, som er paraplyorganisation for 130 ulande.
Udspillet blev offentliggjort af den franske avis Le Monde i går og ses som et modsvar til den danske tekst, der under stort ståhej kom frem tidligere på ugen.
Hvornår klimaudspillet er blevet udarbejdet fremgår ikke, men rammerne er højst sandsynligt blevet lagt ved det møde som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika holdt et par uger, inden klimatopmødet gik i gang.
»Det er svært at sige, hvornår det er lavet, og hvorvidt det er et forhandlingsudspil, der rent faktisk stadig ligger på bordet. Vi er ved at gå ind i den fase nu, hvor der hele tiden begynder at komme nye udspil og cirkulere nye tekster. Det er en del af spillet, og vi vil se stadigt flere komme fra weekenden og ind i næste uge,« siger Jon Burgwald, klimamedarbejder i Greenpeace.
Jon Burgwald ser dog visse tilnærmelser fra u-landene i forhold til i-landene i teksten. For eksempel åbner u-landene op for, at man kan vente med at lukke det såkaldte Kyoto-spor, som forpligter i-landene indtil juni 2010 - samtidig med det, man kalder klimakonventionssporet, som er det, der skal forpligte de lande, der ikke er med i Kyoto-protokollen.
Indtil nu har u-landene stået stejlt på, at de rige lande skulle forpligte sig i København til at fortsætte Kyoto-protokollen, hvis der skulle komme en aftale.
Men på trods tilnærmelsen er der dog også mange problemer i udspillet.
»Der står ikke noget om, hvad der skal ligge i klimakonventionssporet, som er det, u-landene selv skal forpligte sig i. Der står intet om, hvorvidt det skal være en juridisk bindene aftale, eller hvilken typer binding der skal være tale om. Så u-landene bevæger sig ikke særligt langt i forhold til, hvad de selv skal forpligte sig til,« siger Jon Burgwald.
Det er John Nordbo, klimachef i Verdensnaturfonden enig i.
»U-landenes egen vilje til at løse klimaproblemerne er ikke særlig fremtrædende i det her papir. Det er som om, de skal have det hele serveret på et sølvfad,« siger John Nordbo, der også kun ser u-landenes udspil som en modreaktion til den danske tekst - ikke som et seriøst forhandlingsudspil.
I det lækkede papir kommer u-landene også med en blød formulering om, at de tilslutter sig den videnskabelige opfattelse af at globale temperatur ikke bør stige med mere end to grader.
Tidligere har der været rygter om, at u-landene ikke ville tilslutte sig målet på to grader, men lige nøjagtig på det punkt er gruppen splittet, og det har fået uenigheden mellem u-landene til at bryde ud i lys lue på klimatopmødet.
Tuvalu, en lille østat i Stillehavet, som er et af verdens mest klimatruede lande, frygter at forsvinde på grund af havets stigning, og de har derfor formelt foreslået, at man laver en ny juridisk bindende aftale om, at den globale temperatur maksimalt må stige med 1,5 grad i stedet for 2 grader, som er det, de industrialiserede lande går efter. Tuvalu bakkes op af næsten 100 andre lande, primært små østater og afrikanske lande, som er dem, der er allermest truede af klimaforandringerne.
Men lande som Kina og Indien er imod så skrapt et mål.
»De nye voksende økonomier som Indien, Kina og Brasilien vil gerne have lov til at udlede mere CO2 og er derfor interesseret i så lempelige krav som muligt, så de skal gøre mindst muligt. Østaterne derimod, som ikke udleder noget nævneværdigt, er dem, der rammes af konsekvenserne. Derfor er der en splittelse,« forklarer Jørgen Dige Pedersen, lektor på Institut for Statsvidenskab på Aarhus Universitet.
Han ser tre hovedgrupper blandt u-landene som er de nye vækstøkonomier som Kina, Indien og Brasilien, de afrikanske lande og så de små stillehavsnationer, som også alle har dannet egne gruppe udover G77-gruppen, som repræsenterer alle ulandene.
»De afrikanske lande har for eksempel også et fælles udspil, som godt nok ikke er offentliggjort endnu. De sidder med den ekstra fare i forhandlingerne, at pengene, som de rige lande skal give til u-landene, risikerer at blive taget fra de eksisterende udviklingsmidler,« siger Jørgen Dige Pedersen.
Bliver det resultatet vil det gå ekstra hårdt ud over de afrikanske lande, som er de primære modtagere af udviklingsbistanden.
»De risikerer, at pengene bliver taget fra dem og givet til klimateknologi i de nye økonomier og så bliver det dem, der betaler hele gildet. Det er de selvfølgelig på vagt overfor,« siger Jørgen Dige Pedersen.
Han tror dog ikke på, at u-landsgruppen for alvor vil blive splittet under klimatopmødet.
»Det er klart, at der er uenigheder, der svækker dem, men samtidig er det, der altid historisk har samlet dem, ønsket om, at i-landene skal give sig og hoste op med økonomiske midler, og det er jo lige præcis det, det her handler om.«