Det er så latterligt, at det kunne være skrevet af H.C. Andersen. Hvis det altså ikke også var så kedeligt. Det skulle skabe åbenhed, men det lukker sig om sig selv. Den danske regering har nedsat en kommission til at komme med forslag til en ny offentlighedslov. Naturligvis virker denne kommission i en stor sags tjeneste: Der står i kommissoriet, at det drejer sig om »at udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol«. Vi ved godt, at der er nogle, der bestemmer, og nogle, der bliver bestemt over. Der er nogen, der administrerer og nogen, der bliver administreret. Det kan vi ikke ændre på, men vi kan kræve, at vi ved, hvordan de administrerer, og at vi i sidste instans kan være med til at bestemme, hvordan der bestemmes. Vi vil vide, hvad de ved, og vi vil overvåge dem, der overvåger os. Det er dem, der bestemmer sådan set enige i. Vi er jo alle demokrater, og principperne er der ikke strid om. Og derfor er det helt logisk, at regeringen lover borgerne indsigt i, hvordan de bliver regeret.
Åbenhed er altså rigtigt, og lukkethed er forkert. Så meget som muligt skal ud til borgerne. Men så er der undtagelserne: Alle accepterer tavshedspligten, når det kommer til særligt delikate oplysninger eller personlige sager. Eller rigets sikkerhed. Og så skriver kommissionen i betænkningen om »ændringer i den administrative struktur«, »den øgede deltagelse af styrelser og direktorater i ministerbetjeningen« og »det øgede tværministerielle samarbejde« som begrundelse for nye former for lukkethed. Det gælder ifølge betænkningen om at sikre »beskyttelse af den politiske beslutningsproces«. En minister skal kunne søge informationer i andre ministerier uden at frygte at ende på forsiden af andre aviser. Så kommissionen foreslår, at interne dokumenter, som udveksles mellem ministerierne eller mellem ministeriet og underordnede styrelser, nu holdes væk fra offentligheden. Et medlem af kommissionen har talt om, at man skal garantere ‘systemets selvopretholdelse’ og en anden betonet retten til ‘at tænke højt’. De stiller det op som et regnestykke, og siger, der er 26 nye forslag til åbenhed og fem nye begrænsninger af åbenhed. Så hvis det var en sportsdyst, vandt den gode sag 21 point. Men den sag, der diskuteres nu, handler om en ny form for lukkethed. Denne kommission, som skulle sikre demokratisk kontrol med magthaverne, anbefaler nye begrænsninger i retten til indsigt i forvaltningen. Alle er tilhængere af åbenhed, men alle er også tilhængere af effektiv og kompetent forvaltning. Og demokrati er enormt besværligt for dem, der administrerer. Det kræver jo, at de skal forklare sig. Og selv om man vil det bedste for alle, er det svært at overbevise alle om, at man har ret. Så kan man bruge ord som »tværministeriel« og »administrativ« til at kræve fred og ro.
Det er jo sådan set en relevant diskussion. Hvad skal vi vide, og hvad kan vi ikke få at vide? Det handler med andre ord om, hvordan man overvåger overvågerne. Men den diskussion synes på forhånd ødelagt med en manøvre, som ikke er censur eller undertrykkelse. I stedet for at sige for lidt siger man for meget og lægger det hele frem. I stedet for at skjule informationer ved at holde dem væk, så gemmer man dem i en overflod af andre informationer: Offentlighedskommissionens betænkning er på 1.216 sider. Der findes sikkert ikke en eneste engageret borger i dette land, som kommer til at læse hele denne betænkning. Det er et utroligt spændende tema, som bliver gjort utroligt tungt ved at blive lagt frem som en mursten.
Det er en raffineret strategi, som regeringen tidligere har benyttet: Man kalder det åbenhed, men ingen kan trænge igennem det. Medlemmer af strukturkommissionen har forklaret, hvordan regeringens embedsmænd udsendte en sand strøm af tal, tabeller og informationer. En forsker foreslog en udgivelse på 50 til 100 sider, som kunne inspirere til offentlig debat. Men embedsværket fabrikerede et værk på over 1.400 sider, som ingen læste, og ingen diskuterede. Det blev som en åbenlys sandhed sagt, at man ville spare penge, hvis små kommuner blev lagt sammen til store enheder. Men hvis man læste rapporten grundigt, ville man se, at der ikke kun var »stordriftsfordele«, men også »stordriftsulemper«. Det var slet ikke sikkert, at man ville spare penge ved at lave færre og større kommuner. Det var der naturligvis fuld åbenhed omkring. Man skulle bare læse alt det, ingen fik læst. Det er siden dokumenteret, hvordan oplysningerne blev præsenteret sådan, at alle læste den passage, hvor fordelene blev fremhævet, mens næsten ingen læste de passager, hvor ulemperne blev beskrevet. Det hele var lagt frem. Det var bare ikke til at få øje på. Forskere, som har deltaget i kommissionsarbejde, har beskrevet tilsvarende erfaringer: De bliver overdænget med papir, som de ikke når at læse igennem. De modtager dokumentation og oplæg fra embedsværket, som kræver mange timer at orientere sig i. Og det kræver endnu mere tid, hvis man skal udvikle alternative løsninger. Således har også en journalist i Offentlighedskommissionen udtalt, at »det ville være uden realpolitisk indvirkning, hvis vi udtalte dissens«, og det ville »skade vores mulighed for at blive opfattet som seriøse medspillere«. Hun kunne lige så godt have sagt, at de var med i kommissionen for at sige »ja«, og hvis de sagde »nej«, kunne de ikke være med. På den måde kan regeringen gennem kommissioner tvinge sin vilje igennem. Man fremlægger arbejdet som sandheden og lægger en kæmpe bog frem som dokumentation. Dem, der bestemmer, kommer til at fremstå som store demokrater, mens vi andre bliver små nikkedukker. Det er jo ikke vrøvl, de siger. Men når informationer vælter ud i enorme mængder, ender det som vrøvl i hovedet på modtagerne. De kommunikerer og kommunikerer uden at sige noget som helst. Det er åbenhed og åbenhed, og det er fuldstændighed tomhed. Og så kan det endda bruges til at forsvare mere lukkethed. Dem, der bestemmer får på den måde lov til at bestemme i fred, og dem, der bliver bestemt over, skal læse tusindvis af sider, de aldrig får læst og slet ikke forstået.