Lomborg vil ikke gå væk. Han dukker op alle de fine steder og i alle de fine sammenhænge. Han har taget fejl, men han er ikke forsvundet. For der er noget ved Lomborg, som er og bliver udfordrende. Det er vel at mærke ikke den ‘første Lomborg’, det er ikke den Lomborg, som brød igennem med ‘Verdens sande tilstand’. Den gamle Lomborg har selv den nye Lomborg lagt afstand til.
Den nye Lomborg søger ikke sandheden, han søger maksimal nytte: ‘mest muligt for pengene’, den størst mulige effekt af vores investeringer. Det er cost-benefit-Lomborg, som er på finansloven. Han oversætter alle spørgsmål til nyttekalkuler. Der er for så vidt ingen forskel på aids-epidemi i Afrika, oversvømmelse i Bangladesh og mangel på drikkevand i Peru. Det hele bringes på en fællesnævner bestemt af, hvor vi kan opnå mest for vores penge. Denne cost-benefit-Lomborg var længe klima-ideolog i regeringen Fogh. Hans logik provokerer helt fundamentalt, fordi den bryder med alle principper og hierarkier. Vi skal ikke vælge den sag, som er væsentligst for os. Vi skal vælge den, hvor vores penge gør størst nytte. Det er effekten af vores investering, som afgør, hvor og hvordan vi skal engagere os i verden omkring os. Intet er så væsentligt, at det sættes over andet. Intet er ukrænkeligt, og intet er hævet over vores eget univers af formål og ressourcer. Og denne målestok er ikke neutral: Den prioriterer de problemer, som er konkrete. Den udvælger de løsninger, hvor effekten kan måles. Det svære, det uvisse og det virkeligt udfordrende ender langt nede på listerne over costbenefit-prioriteringer, fordi vi risikerer at investere godhed uden et godt afkast. Denne cost-benefit-logik, som Lomborg har ophøjet til en særlig ideologi, er lige så frastødende som den er tiltrækkende. Vi bryder os ikke om den tankegang, fordi den gør vores egne fornemmelser af rigtigt og forkert overflødige. Men vi må også erkende, at vi anlægger cost-benefit-analyser hele tiden. Det er vores administrative logik.
Det var den ubehagelige fornemmelse af, at vi alle et eller andet sted er Lomborgianere, som talsmanden fra det lille ø-rige Tuvalu traf i sidste uge på COP15.
»Det handler om vores overlevelse,« sagde Ian Fry fra øen på størrelse med Anholt og med omkring 12.000 indbyggere.
»Jeg beder jer indtrængende,« fortsatte han. Han redegjorde for, at Tuvalu ville forsvinde i havet, hvis ikke topmødet ender med langt mere ambitiøse mål, end der aktuelt diskuteres. Hvis topmødet følger FN’s klimapanels anbefalinger om at begrænse de globale temperaturstigninger til to grader, har verdenssamfundet sandsynligvis ofret Tuvalu. Man har ladet en verden gå under, fordi det ikke kan betale sig at redde den. Det er ikke kun en konflikt mellem de gamle rige lande i Nord og de gamle fattige lande i Syd. Tuvalu splitter også den gruppe af traditionelle udviklingslande, som hedder G77. De ‘frembrydende økonomier’, som Kina, Indien og Brasilien kaldes, er ikke interesserede i at redde øer som Maldiverne og Tuvalu. De kræver deres ret til en industriel revolution, der svarer til den, som gjorde de nordlige lande til verdens økonomiske stormagter. Disse voldsomme vækstøkonomier forhandler sammen med verdens fattigste lande. De henviser til, at det meste af den globale opvarmning er skabt af de gamle rige lande i nord, og de henviser til gamle løfter fra de industrialiserede lande om reduktioner, som aldrig er blevet realiseret. Det er ikke forkert, hvad de siger.
»Vores skæbne ligger i jeres hænder,« sagde Ian Fry på konferencen i København. Hvis Tuvalu skulle reddes, krævede det, at man satte grænsen for temperaturstigninger ved 1,5 grader. Og Fry krævede, at man satte grænsen for CO2 på 350 ppm. Det er faktisk under niveauet i dag, som ligger på 387 ppm.
Tuvalus sag bragte tavshed og ubehag til København. Der blev stille. Der var ingen, som ville sige det indlysende: Dette ø-riges undergang regnes for det, man i krigsterminologi kalder for ‘collateral damage’, utilsigtede følgeskader. Ian Fry fra Tuvalu ved godt, han ikke har en chance. Men han greb den alligevel: Han brugte topmødet som globalt teater. Han fortalte sit lands historie for et verdenspublikum. Han har ikke en chance for at opnå det resultat, som han kræver. Men han fik sat Tuvalus historie ind i verdensborgernes bevidsthed. Hans historie minder om nogen af dem, man i disse dage i København hører fra Mali, Bangladesh, Maldiverne, Peru, Bolivia og mange flere lande. Det står igen klart, hvad alle i forvejen vidste, men ikke altid husker: Skader er allerede sket, og de bliver ved med at ske. De rammer elementer, som vi regner for ukrænkelige, og som alle føler sig forpligtet til at give videre til de næste generationer. Men det skønnes, at det ikke kan betale sig at gøre det, man ved, man burde gøre. Det er den logik, som måler i nytte og effekt, det er ‘cost-benefit-logikken’.
Det er der, vi ser, hvorfor Lomborg ikke vil gå væk.