Vi blev modtaget af såvel Bagdads borgmester som af Iraks kulturminister. Derimod så vi ingenting til den danske ambassadør, skønt han var inviteret til reception med os. Han havde ikke tid. Bagdads borgmester tog sig tid og fortalte, at hovedformålet for ham var at skabe sikkerhed i byen. Hans eget kontor var blevet bombet, men alligevel mente han, at man i dag kan færdes sikkert i Bagdads gader, endog efter mørkets frembrud, hvilket vi gjorde en af de følgende aftener, hvor vi spadserede en midnatstur langs Tigris uden bodyguards. Muniam fortalte mig, at her havde han haft gode stunder i sin ungdom, hvor der var et rigt caféliv, og hvor unge holdt af at sværme. Dog kunne man risikere, at Saddams Husseins politi pludselig dukkede op og uddelte bank eller ville se identitetspapirer.
Bagdads borgmester mente ikke, at risikoen for ulykker var større i hans by end i andre storbyer. Trods alt bor der 5,3 millioner indbyggere, og antallet af bombeofre er faldet drastisk. Han viste gerne sit bogskab frem. Der stod et flerbindsværk med Bagdads historie, byen, som engang var blevet kaldt Mellemøstens perle. Desuden nogle bogudgivne, politologiske afhandlinger fra hans universitetstid.
Kulturministerens kontor var noget flottere end borgmesterens med forgyldte møbler og fladskærm. Han sagde, at han så os hver dag på tv og ville ønske, han kunne drage med os rundt. Irak er stolt af sin kultur, fortalte han, men desværre var mange teatre og andre kulturinstitutioner blevet ramt af amerikanske bomber. Derfor måtte skuespillerne spille på torve og i gaderne. Foran et teater var en bilbombe blevet udløst, men skuespillerne fortsatte bare med at spille, sådan var ånden. Mens han talte, lod han en forkortet version af en rosenkrans glide rundt mellem fingrene.
Kulturen kører således på lavt blus, men næste år vil man arrangere seks store festivaler, hvor over 500 kunstnere fra hele verden vil blive inviteret. Han ønskede, at vi, når vi kom hjem, ville fremstille Irak, som det virkelig er, og ikke, som det fremstilles i medierne. Så forærede han os et tæppe hver og viste os en palme af sølv, som han næste dag ville forære til Irans kulturminister, som han ventede besøg af.
Vi besøgte en af verdens største kulturelle seværdigheder, Iraks nationalmuseum, som blev åbnet for os, skønt der egentlig var lukket. Tusindvis af genstande fra Iraks 6000-årige historie er udstillet her, og museet har lige haft besøg af Googles direktør, som vil fotografere klenodierne og lægge dem ud på nettet. Det blev plyndret efter Saddams fald, men meget er leveret tilbage igen. Størst indtryk gjorde nogle vældige skulpturer og relieffer fra et assyrisk palads, som blandt andet viste mennesker i forskellige dragter, et slags katalog for kongen, så han kunne vælge, fik vi fortalt af en af vore guider.
Bagefter blev vi placeret i nogle fornemme lænestole, som stammede fra et af Saddams paladser. Der er en del snak om, hvad hans mange paladser skal bruges til i fremtiden. Et af dem skal måske være diktaturmuseum, et andet kollegium, og andre kan tjene som filmkulisser. Sådan diskuteres der. Måske vil man samle de mange statuer af diktatoren i et af dem. Diktatoren som turistattraktion? Jamen, hvorfor ikke.
Så tog vi ned til Babylon, 85 kilometer syd for Bagdad, alle kulturers vugge, hvor konger som Nebukadnesar, Alexander den Store og Hammurabi havde regeret. Nu var operasangerinden Isabel Piganiol stødt til vores lille gruppe, og hun diverterede generøst det indbudte publikum med sange fra Carmen. Stor succes. Der er noget imponerende over operasangere, når man får dem tæt ind på livet. Der var også en lille, lokal pige, som optrådte med recitation til stor rørelse. Over scenen hang et kæmpe banner: »Litterary and Culture of Babylon welcome the Danish group to the land of Babylon, the land of Civilization and History.«
Babylons borgmester gav frokost. Han fortalte om arbejdet med at få et demokrati op at stå i et lokalområde og give det social samfund en renæssance. Der er nok at tage fat på efter 30 år med diktatoren, og al lokalpolitik handler på det nærmeste om genopbygning. »Vi elsker livet og vil gerne samarbejde,« sagde han. I udkanten af byen så vi et kæmpemæssigt palads og fæstningsanlæg, som var rekonstrueret i noget, der lignede gule mursten. Per Kirkeby ville falde i svime, hvis han så det. Han har jo en stor kærlighed til mursten, og dette er det ultimative værk. Også her havde Saddam sat sit fingeraftryk på en måde, så det var svært at udviske: Med jævne mellemrum var der mursten med hans navn på. Dem kan man ikke sådan lige rive ud.
Indtrykkene væltede ind over os i hastig rækkefølge. Så skulle vi optræde i den irakiske forfatterforening. Ind imellem vore numre reciterede lokale lyrikere deres digte med store fagter og følelser, hvilket jo for tiden er forbudt inden for dansk lyrik. Vi læste op af vore digte, som var oversat til arabisk. Ved en fejl havde jeg ikke fået mine danske versioner med, men eftersom ingen forstod danske ord, klarede jeg den ved at recitere Jeg ved en lærkerede og Texas’ gule rose, som jeg kunne udenad. Det gik fint hjem, selv om det ikke var helt efter grønspættebogen.
Da vi forlod bygningen, begyndte to glade ungersvende at synge en improviseret sang, der kun bestod af disse ord: Weidona Copenhagen. De ville gerne genbesøge os i København. Det var det, det betød. Vi brugte dem som slagsang på resten af turen. En af vore guider fra kulturministeriet havde for øvrigt været i København. Det, han især var imponeret over, var vores hygiejne, og at systemerne fungerer. Tog og busser går til tiden. Og endelig bemærkede han alle de forskellige slags cykler.
Vi optrådte også på en kunstudstilling, og her blev vi takket, fordi »Danmark har taget ansvar« i forhold til Irak. Det matte være Fogh, den var adresseret til. Det blev også sagt af kulturchefen Aqeel, at tidligere ville 50 procent af malerierne have forestillet Saddam Husseins ansigt, men i dag ses hverken malerier af ham eller af Maliki, den nuværende statsleder. Det går fremad. Til sidst fandt vore to sangerinder, Gudrun og Isabel, sammen med T.S. Høeg i en improviseret jamsession, så ikke et øje var tørt, og Muniam havde hele aftenen været i sit es som en glimrende formidler.
Vi kunne unde de forfattere, der ikke turde tage med på turen, at se os nu, så ville de fortryde. Ikke blot følte vi os aldeles trygge, men vi blev også ført fra den ene kulinariske oplevelse til den anden på diverse restauranter. Altid begyndte et måltid med, at der blev sat en masse små tallerkener og skåle ind med småretter som hummus, bønner, salater, pasta, osv. Så fulgte hovedretterne med især lammekød, altid lækkert serveret. Kun i et par lukkede klub-restauranter fik vi serveret vin og whisky. Ellers stod den på vand og cola. Irakerne må gerne drikke, men har ikke det voldsomme forbrug, som vi har. Vi boede også på de bedste hoteller.
Nu havde vi været fire dage i Bagdad og skulle på den femte flyve videre op til irakisk Kurdistan. Vi havde pakket vore kufferter og stillet dem ned til bilerne, og mens vi stod foran Ishtarsheraton Hotel og ventede på march-ordre, lød der nogle høje brag inde fra byen. »Hvad var det?« spurgte vi den militære officer, en major, som passede på os og havde kommandoen over vores beskyttelsesgarde.
»Formentlig en øvelse,« sagde han efter at have konfereret med nogen i sin mobiltelefon. Først dagen efter fandt vi ud af, at der var tale om et af de største bombeangreb i byen med over 100 dræbte og mange sårede. En selvmordsbomber i en ambulance, lastet med eksplosiver, var kørt durk forbi vagterne og lige ind i Finansministeriet. Også et par andre steder i byen havde der været bilbomber. Her gjaldt det om at erindre sig borgmesterens ord om, at der trods alt bor 5,3 millioner mennesker i Bagdad. Bombningerne er tragiske, men kan næppe rokke ved demokratiseringsprocessen.