Det kimer nu til julefest, og gamle Grundtvig er på alles læber. Men i år er det ikke bare, fordi vi synger hans mange julesalmer. I år er Grundtvig nemlig kommet på Finansloven. 23 milioner kroner skal over de næste tre år bruges til at kommentere, digitalisere og forske i Grundtvigs enorme tekstkorpus på næsten 1.500 værker. Nu skal Grundtvig ud til folket.
Og som om det ikke var nok, så har DR’s julekalender Pagten fået børn og voksne over hele landet til at fatte fornyet interesse for den gamle teolog, digter, filosof, skolemand og politiker. Den gamle kulturkriger er tilbage i centrum af den politiske debat. Måske er han hidkaldt for at blæse lidt liv og ånd ind i en kulturkamp, der længe har været ved at miste pusten. Undervisningsminister Bertel Haarder er ikke i tvivl om, hvorfor det fortsat er relevant at beskæftige sig med Grundtvigs tanker:
»Man kan aldrig sætte Grundtvig på formel. Og det er derfor, han fascinerer generation efter generation. Alle kan finde noget brugbart hos Grundtvig. Men man skal passe på med at sige, hvad Grundtvig selv ville have ment i dag. Hvis han havde skiftet mening ligeså mange gange, som han gjorde i levende live, så kunne han jo i dag være endt både på den yderste venstrefløj og yderste højrefløj,« siger Bertel Haarder.
Og som forfatteren bag DR’s julekalender, Maya Ilsøe, for nyligt har udtalt til Information, er hendes anliggende med Grundtvig bestemt heller ikke en del af den borgerlige kulturkamp. Hun kæmper derimod for at vinde Grundtvig tilbage fra Dansk Folkepartis og de nationalkonservatives omklamring, og vil i stedet fokusere på Grundtvigs tanker om det menneskelige fællesskab på tværs af kulturelle forskelle.
Men ethvert forsøg på at indfange den sande Grundtvig kan meget vel vise sig at være ufrugtbart. Gennem årene er Grundtvig blevet brugt til alt fra ungdomsoprør og islamkritik til andelsbevægelser og skolereformer. Der er en SF-Grundtvig, en nationalkonservativ Grundtvig, en radikal højskole-Grundtvig, en liberal Grundtvig og så fremdeles.
Siden Bertel Haarder i 1971 skrev speciale om Grundtvigs frihedssyn, har han gang på gang i sin tid som minister hentet inspiration i de grundtvigianske tanker om åndsfrihed, folk og historie. Han peger også på, at alle altid har haft deres egen Grundtvig:
»Og alle har jo lidt ret. Grundtvig tumler rundt mellem forskellige yderligheder, og der er højt til loftet. Men han ender så i nogle dialoger, eller vekselvirkninger, som han selv kaldte det. I spørgsmålet om det nationale er han jo kernedansk. Men ikke fordi det danske er bedre end det tyske, men fordi det er vores. Og det er jo et hypermoderne synspunkt,« siger Bertel Haarder.
Det er Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet, der skal forvalte digitaliseringen og de mange millioner. Centerets leder, Michael Schelde, peger på den aktuelle politiske kontekst med fokus på sammenhængskraft som en væsentlig årsag til, at mange netop nu igen er begyndt at beskæftige sig med Grundtvig.
»Vi arbejder ikke med Grundtvig af arkæologiske årsager, men fordi vi har nogle spørgsmål i tiden. Globaliseringen har medført et behov for at besinde sig på sig selv og sin historie for at kunne gå ind i den store historie. Der er ingen tvivl om, at der er en interesse for den konstruktion, vi kalder danskhed. Og spørgsmålet om, hvordan vi finder en inkluderende danskhed, som samtidig fastholder vores egen identitet, trænger sig på,« siger Schelde.
Grundtvig er uløseligt knyttet til forestillingen om en særlig danskhed. Men danskheden er altid hos Grundtvig en del af en større sammenhæng. Det er også udgangspunktet for DR’s julekalender, der har ladet sig inspirere af Grundtvigs originale og vilde tolkning af Johannes Åbenbaring i digtet om Christenhedens Syvstjerne.
I det 833 vers lange digt fantaserer Grundtvig over kristendommens udvikling gennem syv menigheder, der har efterfulgt hinanden op gennem historien. Ifølge Michael Schelde indeholder Christenhedens Syvstjerne alle Grundtvigs forskellige synspunkter inden for teologi, litteratur, historie og pædagogik. Centralt i digtet står Grundtvigs kritik af bogstavtroen, som den kendes fra latinskolen. Her fra udfoldes hans skolesyn, der er baseret på mundtlighed og fortælling i relationen mellem lærer og elev.
»Hver menighed har styrkesider og svagheder. Men hebræermenigheden og den nordiske menighed er naturligt nok beskrevet positivt, mens beskrivelsen af tyskermenigheden rummer opgøret med bogstavtroen. Grundtvig hylder godt nok Luther, men ikke hans skriftsyn. Bogstavtro er ikke et plusord for Grundtvig. Det er mundtligheden derimod. Ordet, der lyder i menigheden, er det centrale,« understreger Michael Schelde.
Jørgen I. Jensen, tidligere lektor ved Det Teologiske Fakultet i København, peger på, at de to giganter fra den danske guldalder, Grundtvig og Kierkegaard, skiftes til at dominere til forskellige tider i en slags bølgebevægelser. Sidste år udgav han bogen Det tredje øjeblik om Grundtvig og Kierkegaard.
»I 60’erne var det Kierkegaard og eksistentialismen, der stod stærkt. Så kom ungdomsoprøret med Ebbe Kløvedal Reichs bog om Grundtvig, og den interesse kulminerede ved 200-året for Grundtvigs fødsel i 1983. Siden da har vi været i sådan en halvvejs eksistentialistisk tid, og vi har fået den store Kierkegaard-udgivelse. Og nu kan der så komme en Grundtvig-bølge igen,« siger Jørgen I. Jensen.
Han er enig med Michael Schelde i, at den politiske dagsorden og nationale selvbesindelse kan være afgørende elementer i den aktuelle interesse for Grundtvig. Men han fremhæver også vigtigheden af, at Grundtvig nu bliver tilgængelig for andre end forskere. Den digitale udgave rummer et demokratiserende potentiale, som er helt i Grundtvigs ånd.
»Grundtvig er ufattelig righoldig, men ingen ejer Grundtvig. Derfor er det heller ikke så vigtigt, om man har læst ham, for det handler om det levende ord og den folkelige dannelse. Dét, at der kommer en ny Grundtvig-bølge, er ikke ensbetydende med, at bestemte synspunkter og politiske holdninger vinder frem. Det afgørende er derimod den bevidstgørelse, det kan bringe med sig,« siger Jørgen I. Jensen.
Han kan godt se det ironiske i, at det netop er en ny digitalisering og skriftliggørelse, der skal bane vejen for Grundtvigs genmæle. Han fortæller, at hardcore grundtvigianske forskere tidligere nægtede at forholde sig til mesterens håndskrifter på Det Kgl. Bibliotek. Det levende ord måtte ikke besudles af den døde skrift. Men ifølge Jørgen I. Jensen udmærker digitaliseringen sig også her ved ikke at lægge op til død, skriftlig Grundtvig-dyrkelse, men netop til at beskæftige sig med ham i en åben, folkelig debat.
»For Grundtvig er og bliver mundtligheden det egentlige. Skriftsproget er afledt deraf. I den egenskab kan han bruges som kulturkritiker i dag, hvor ting kun eksisterer, hvis de er skrevet ned. Det gælder alt fra elevplaner og CV-hysteri til politirapporter. Alt skal afrapporteres. Det er så antigrundtvigiansk, som det kan være,« påpeger Jørgen I. Jensen.
Han fortæller, at mange af Grundtvigs prosatekster kan virke som sære, idealistiske luftkasteller. De er ofte knudrede og mange vil sikkert blive frastødt og synes, teksterne er for levende.
»Men pludselig lyser de vanvittigt op. Hemmeligheden ved Grundtvig er, at hans tekster altid tager udgangspunkt i noget, der er. Noget oplevet. Og det virkeligt særprægede ved ham var hans evne til at indstille sig på en ny situation. Først var han enevældens mand, men så pludselig var der en ny situation, hvor det var folket, der bestemte.«
»På samme måde med kirkekampen. Nu havde Kierkegaard afmytologiseret hele kirken, og så måtte der komme noget andet. Han var måske nok langsom, men altid i stand til at omstille sig uden at skifte identitet,« siger Jørgen I. Jensen.
Bertel Haarder har også kæmpet sine kampe med Grundtvigs tekster og prædikener. Og selv om han håber, at digitaliseringen vil åbne mange menneskers øjne for den gamle kæmpes tanker, så tvivler han på, at teksterne bliver udbredt godnat-læsning.
»Det vil fortsat være meget få, der kan udholde at læse den grundtvigianske prosa. Den er næsten ulæselig. Hvorimod hans digte er som mejslet i sten. Eller bøjet i neon. Ligeså snart han skulle lave vers, så blev han klar,« siger Haarder.
Grundtvig skrev sit første digt som 27-årig i 1810 under sit livs første og dybeste krise. Det var ved juletid, og Grundtvig var netop mod sin vilje beordret tilbage fra København til Udby Præstegård for at overtage faderens præstegerning. På vejen hjem til sin fædrene gård overnattede han på en kro.
Om natten fik han et voldsomt anfald, hvor han troede, han kæmpede med djævelen i form af en slange. Grundtvigs formørkede sindstilstand i tiden efter var udgangspunktet for digtet om De hellige tre Konger. Jørgen I. Jensen fortæller om digtets tilblivelse:
»Det er Grundtvigs første lyriske digt. På det tidspunkt anede han jo ikke, at han skulle forny hele salmetraditionen. Han havde det helt forfærdeligt og satte sig en dag ned for at skrive et digt, der svarer til den tilstand, han var i. Men så pludselig kommer symbolet til ham. Himlen. Stjernen. Og så begynder han forfra. Han glemmer, hvordan han har det. Og fyldes hele tiden af noget nyt. Det er hans hemmelighed,« fortæller Jørgen I. Jensen.
Resultatet af anstrengelserne kender vi alle. Det var den senere så velkendte julesalme Dejlig er den himmel blå. Men den specielle tilblivelse kan være værd at huske på, når vi i de kommende dage synger med på den eller en af de mange andre af Grundtvigs salmer. Eller hvis vi skulle finde på at give os i kast med nogle af Grundtvigs talrige tekster på nettet. Det kan jo være, der pludselig er noget, som lyser op. Og det er ikke altid, når man har mest lyst til at se på det.