CO2-udslippet må begrænses - men hvordan? Politiske målsætninger nytter ingenting uden beregninger af, hvad der skal til for at opfylde dem. For-fatteren til en ny rapport stiller skarpt på energipolitikkens dilemmaer
Dette samfunds maskineri har udviklet sig til et vældigt teknologisk kompleks, som for at fungere hele tiden skal fodres med fossile brændsler - kul, der sejles hertil fra andre verdensdele, olie og naturgas, der kommer hertil gennem rørledninger fra Nordsøens bund. At forvandle dette maskineri til en teknologisk organisme, et menneskeskabt økosystem, der kan fungere uden disse rigelige tilførsler af fossile brændsler og opfylde de fordringer om komfort, bevægelighed og forbrug af allehånde materielle goder, vi har vænnet os til - at gennemføre en sådan metamorfose af energiforsynings-infrastrukturen er historiens største tekniske, økonomiske og organisatoriske rekonstruktionsopgave.
Den tid, vi har til at løse opgaven, er knap. Hvis risikoen for globale klimaforstyrrelser på grund af drivhuseffekten skal tages alvorligt - og ellers har hverken den danske energipolitik i de senere år eller Kyoto-aftalerne om CO2-reduktion nogen mening - er der tale om, at den årlige CO2-emission i løbet af de kommende 20-30 år skal nedbringes til under halvdelen af den nuværende årlige emission. I løbet af 50 år skal samfundet kunne fungere i kraft af vinden og solstrålingen, med et meget lille forbrug af fossile brændsler - højst en fjerdedel af det nuværende, svarende til forbruget i 1930’erne.
Hele det fossile energisystem, som er opbygget i løbet af det sidste halve århundrede, og som alle samfundets funktioner helt og aldeles afhænger af, skal i løbet af det næste halve århundrede bygges om til et teknologisk helt anderledes og meget mere kompliceret og raffineret system. Det indebærer meget mere end at “satse på vedvarende energi” for at kompensere for virkningerne af EU’s el-markedsdirektiver, sådan som beskrevet af Svend Auken i artiklen “VE er en satsning for fremtiden” (Inf. den 18.-19. juli).
Det er politisk bekvemt at opstille tilsyneladende let begribelige målsætninger om, at vedvarende energi skal dække en stigende del af energiforbruget - f.eks. EU-kommissionens målsætning, at VE-kilder i 2010 skal dække 12 pct. af EU’s energiforbrug (Kommissionens hvidbog om VE, december 1997). Sådanne VE-procent-målsætninger er imidlertid usaglige, simpelthen fordi procenttallet ikke har nogen praktisk betydning:
‘Vedvarende energi’ er en politisk, simplistisk samlebetegnelse for mange ting af vidt forskellig art: Vindmøller og solceller, der føder elektrisk kraft ind i el-nettet, (vindmøllerne på alle mulige tidspunkter, solcellerne mest om sommeren og i dagtimerne); solfangere, der i sommerhalvåret varmer vand op i enkelte huse eller i fjernvarmenet; geotermiske varmereservoirer; biomasse-brændsler (og tilmed affald), der er kemisk bundet energi, som kan udløses i brændkamre. Der er ingen fornuft i at lægge den årlige el-produktion i vindmøller og solceller, varmeproduktion i solfangere, lunt vand fra geotermiske reser-voirer og biomasse-brændslernes brændværdi sammen: Summen - nævneren i VE-bidragsprocenten - har ingen som helst praktisk betydning. Ligesom det ikke har nogen praktisk betydning at ét kilo guld, ét kilo jern og ét kilo sand ialt giver tre kilo.
Når man således - som i EU’s program for VE i udvalgte lokalsamfund - udtrykker den ultimative målsætning som “100 pct. dækning af energiforsyningen med VE” sker der en tankemæssig kortslutning: Det sluttes, at så er vi nået en fjerdedel af vejen, når 25 pct. kommer fra VE, halvdelen af vejen, når 50 pct. dækkes af VE, osv. Hvilket er meningsløst, fordi denne procentregning - som lige forklaret - ikke kan gennemføres på en fornuftig måde. Forvirringen forsvinder, når den ultimative målsætning udtrykkes konkret som “konstruktion af et energisystem, der uden noget forbrug af fossile brændsler eller atomkraft kan opfylde vores behov for materielle goder og bekvemmeligheder”. Denne formulering rummer den samlede problemstilling, herunder spørgsmålet om vores materielle behov og bekvemmelighedskrav i virkeligheden behøver at blive så store, som forudset i de økonomiske vækstprognoser. Og der er god mening i at sige, at vi er nået halvvejen, når det fossile brændselsforbrug er formindsket så meget, at CO2-emissionen er halveret - forudsat at det ikke er sket på en sådan måde, at vejen videre frem er blevet unødigt besværliggjort.
Kort sagt: VE er et retorisk begreb, der hører nutiden til - ikke fremtiden: Sålænge der er tale om politisk at fremme udviklingen af nye teknologier, hvis bidrag til energiforsyningen endnu er marginalt i forhold til de fossile brændslers bidrag, har begrebet en retorisk funktion. I et fremtidigt system, hvor det er de fossile brændslers bidrag, der er marginalt, er retorikken og dermed begrebet overflødigt. I gamle dage, hvor vindmøller og vandmøller drev maskineriet i landbrug og industri og træ var det mest almindelige brændsel, var der jo ingen anledning til at indføre VE som begreb.
Dette er ikke en verbal kamp mod vejrmøller - og heller ikke mod moderne vindmøller, selvom jeg synes, at vi skal nøjes med så få af dem som muligt. Det drejer sig om at overvinde en usaglig retorik, som tilslører den faktiske konflikt mellem på den ene side de organisatoriske og institutionelle strukturer, den kommercielle el-markedsudvikling i EU fører til, og på den anden de strukturer, der skal til for at befordre en bæredygtig udvikling.
For at se hvordan VE-retorikken tilslører konflikten, kan man forestille sig, at det VE-begrebet udgår af den energipolitiske terminologi. Så skal EU-kommissionens hvidbog om VE skrives om under en ny titel: “Udvikling af europæiske energisystemer, der kan fungere med et kraftigt reduceret forbrug af fossile brændsler og uden atomkraft”, eller kortere: “Udvikling af bæredygtige energisystemer i Europa”. Under denne titel vil de økonomer, cand.polit’er o.lign., der skriver sådanne hvidbøger, nødsages til at forholde sig konkret til virkelighedens teknologiske - dvs. tekniske og organisatoriske - spørgsmål.
Først de tekniske spørgsmål: Hvordan kan det teknisk lade sig gøre at gennemføre en halvering af CO2-emissionen i løbet af de næste 20-30 år? Energibesparelser, vind, sol, biomasse og yderligere kraftvarmeudbygning! Ja, men hvor meget kan der i praksis opnås ved yderligere at formindske husenes varmeforbrug og el-apparaternes el-forbrug? Hvor meget kan solvarmeanlæg og solceller i praksis bidrage til at formindske CO2-emissionen? Hvor meget betyder kraftvarmeudbygningen? Og hvordan kan man i praksis indrette et energisystem, der hovedsageligt drives af vinden og solstrålingen, sådan at der er strøm i el-ledningerne og varme i radiatorerne en vindstille vinternat, og sådan at den elektricitet og varme, vindmøller, solceller og solfangere producerer en blæsende sommerdag ikke går til spilde? Hvilke transportmidler, kan fungere i et sådant system?
Dernæst de organisatoriske: Hvilke institutionelle og organisatoriske infrastrukturer skal der til, for at befordre udviklingen og opbygningen og sikre en effektiv drift af de nye systemer? Herunder to hoved-spørgsmål: Kan kapital-koncentrationen i de store el-selskaber, der agerer på det såkaldt ‘liberaliserede’ el-marked, befordre den teknologi-udvikling, der skal til? Svaret er nej, fordi den teknologi-udvikling, der skal til, indebærer en kraftig decentralisering af investeringerne: I husene; i fremstilling af mere energi-effektive el-apparater; i nye transportsystemer; i decentrale kraftvarmeværker; i vindmøller, solceller, varmepumpeanlæg, brint-producerende anlæg; etc.
Kan en markeds-organisation, hvor en central system-operatør - her i landet én vest for Storebælt og én øst for - løbende skal regulere el-produktion og el-handel, sikre en effektiv drift af mange hundrede lokale energisystemer, hvor elektrisk kraft ikke kun sælges til forbrugerne, men i stort omfang udnyttes internt i forsyningssystemerne (i varmepumpeanlæg, til brint-produktion eller til opladning af batterier til el-biler)? Næppe. Organisationen af el-markedet er solidt forankret i de centrale, fossile teknologier, der skal afvikles.
Denne kaskade af spørgsmål - i første række de tekniske - har dannet udgangspunkt for en omfattende udredning af praktiske muligheder for her i landet at opfylde de langsigtede energipolitiske CO2-målsætninger. Udredningens resultater er fornyligt tilstillet Energistyrelsen i rapporten ‘Energipolitikkens teknologiske råderum’. Heri belyses konkret i tal, kurver og diagrammer et bredt spektrum af alternative scenarier for den fremtidige udvikling af samlede det danske energisystem. Det er et komplekst billede der tegner sig - netop så komplekst sammensat, som virkeligheden er. Der er ingen simple konklusioner, men kun en fremstilling af de første resultater af de omfattende modelberegninger, der skal til for at belyse de muligheder, der tegner sig: En første kortlægning af det teknologiske råderum, indenfor hvilket energi og miljøpolitiske målsætninger kan udstikkes.
Det kan ikke overraske, hvis der kommer regressive reaktioner på denne rapport: Det er for kompliceret; det er for meget; vi kan ikke lave det hele om; i denne markedsøkonomi kan det ikke lade sig gøre at planlægge og iværksætte de store investeringer, der skal foretages - specielt i transportsektoren. Nej, måske ikke. Men hvad så? Skal vi så bare lade el-marked være el-marked og satse på VE og håbe, at det nok går alligevel. Skal vi være foregangsland med bind for øjnene? Ellers må vi rive alle retoriske og markedsideologiske slør fra øjnene og bruge de beregnings- og analyseredskaber, vi har, til objektivt at se så langt vi kan ind i det landskab af muligheder, der tegner sig forude. Politiske CO2-målsætninger leder jo ingen steder hen, hvis man ikke i det mindste beregner - så godt man kan - hvad der i praksis skal til for at opfylde dem. Det viser sig, at der skal mere til, end de fleste har forestillet sig, men også at de nødvendige forandringer ikke behøver at blive samfunds-økonomisk belastende - bortset fra transportsektoren.
Reference:
Klaus Illum og Bernd Möller: Energipolitikkens teknologiske råderum - nedtrapning af CO2-emissionen. Institut for Samfundsudvikling og Planlægning, Aalborg Universitet. Juni 1998.
Klaus Illum er docent ved Institut for Samfundsudvikling og Planlægning, Ålborg Universitet.
APROPOS
Billige kvoter
Teknisk er det muligt at indrette energisystemet bæredygtigt, så tilfredsstiller vores behov mindst lige så godt som nu - uden at sætte klodens klima på spil.
Økonomisk er det svært. Ikke fordi det er rasende dyrt, men fordi den økonomiske vækst og logikken i det økonomiske system trækker den modsatte vej.
Ikke desto mindre handler det meste af debatten i dag om at bruge markedsmekanismen til at føre klimapolitik.
En overskrift i det nye nummer af de danske elværkers blad, el & energi, drømmer om “Billige CO2-kvoter til salg”.
“Fordelen er indlysende,” skriver elværkernes økonom, Hans-Erik Kristoffersen. Hvert land kan selv vurdere hvad der er billigst: At gennemføre reduktioner i hjemlandet, at købe CO2-kvoter eller at investere i projekter i udlandet.
Selvfølgelig har han ret i at de værste former for oplagt energispild kan bekæmpes billigt. Og det bør ske ved internationalt samarbejde - og finansiering på tværs af grænser.
Men den slags billige energieffektiviseringer løser jo ingenting, hvis man bagefter fortsætter med at bruge lige så meget olie, kul og gas (eller endnu mere) selv om man gør det mere effektivt. Sådan som Danmark gør.
Rigelig og billig konventionel energi er den værste konkurrent til et bæredygtigt energisystem, en bæredygtig transport og livsstil. Rigelige og billige CO2-kvoter har samme virkning: Man betaler kvoten i stedet for at løse sit miljøproblem.
Teoretisk set kan handel med kvoter være med til at fremme en omstilling hvis kvoterne bliver så dyre, at det bedre kan betale sig at udvikle de vedvarende energikilder, opbygge et sammenhængende bæredygtigt energisystem som minimerer udslippet af CO2 og ændre sin adfærd.
Men i praksis vil det kræve at kvoterne er meget små. Det har verdenssamfundet ikke vist vilje til. Topmødet i Kyoto viste det modsatte.
Små og dyre kvoter ville i øvrigt friste til omgåelse. Al anvendelse af energi skulle kontrolleres meget tæt. Det ville ikke ligne et frit marked, bortset fra navnet. Så kan man lige så godt gå den direkte vej: Træffe de nødvendige politiske beslutninger om energisystemets indretning - og lægge afgifter på de fossile brændstoffer.es