COP15 havde udskudt Torsdagskoncerten nogle timer, BBC World lånte sent på eftermiddagen DR’s Koncertsal til, hvad man kaldte The Greatest Debate on Earth, og dermed kom storpolitikken og den store kunst til at strejfe hinanden. Det ville måske have påvirket forhandlingsklimaet i det nærliggende Bella Center, hvis man havde valgt at afvikle debat og koncert samtidig, sådan som det sker med alvor og sjov i Richard Strauss’ opera Ariadne på Naxos. For Gustav Mahlers knap syv kvarter lange 3. symfoni handler om vores planets evolution, konkret såvel som meta- fysisk, og ingen kan gå upåvirket fra en opførelse af dette grandiose værk med den afsluttende adagio, som hylder næstekærligheden i universel forstand. Inden da har man fulgt livets begyndelse, kampen mellem onde og gode kræfter, arternes opblomstring, menneskets indgriben i naturen og et ironisk kig ind i en højere styrelse.
Det er ikke ofte, vi kommer ud for Mahlers 3. herhjemme, midt i 1980’erne fik den en mageløs opførelse af Tivolis Symfoniorkester under Gary Bertini, og også torsdagens udlægning af Thomas Dausgaard og hans tropper ramte et højt niveau. Det er femte gang, DR Symfoniorkestret spiller en Mahler-symfoni i år, det har givet træning i at tackle denne krævende komponist og lover godt for festivitassen næste år, hvor han fylder 150 år.
Fortællingen i den 3. symfoni forløber i to store dele. Den vældige førstesats om urtidens bundne liv og dets frisættelse med sommerens indtog står over for de fem andre satser, evolutionens forskellige stadier. Og det er sandt for dyden en udfordring af de største at skabe sammenhæng i første del, som varer lige så længe som en Mozart-symfoni. Den langsomme indledning bærer overskriften »Pan vågner«, og det gør han helt bogstaveligt fra første takt, når de ni valdhorn kraftfuldt istemmer en enstemmig reveille. Messingklangen er utrolig prominent i denne sats, ikke mindst den udvidede horngruppe får sin sag for igen og igen, og selv om Dausgaard havde været omhyggelig med frasering og udtryk, manglede der desværre vital slagkraft i toppen af gruppen. Til gengæld spillede solobasunist Jesper Juul sin rolle som herolden, dødens stemme i ørkenen, helt suverænt. Overordnet set var der styr på begivenhederne, da sommeren som en anden livgardes musikkorps nærmede sig, men tempoet var ikke helt stabilt, og det swingede ikke så forrygende, som man har hørt det hos andre dirigenter. En anden ting var slaget mellem de onde og gode kræfter, hvor Mahler trækker skuffen frem med rå vulgariteter. Han sagde selv, at her var pøblen på spil, og på disse steder hældede Dausgaard for ofte til den gode smag. Man sad faktisk og savnede noget mere Bernstein, som jo ikke sparede på noget som helst.
Men herefter gik det endda rigtig godt. Den indtagende menuet, blomsterstykket, blev leveret uimodståeligt charmerende, med elegant timede optakter og hurtige reaktioner på alle pladser. Den fortrinlige soloklarinettist Klaus Tönshoff ramte lige i plet i begyndelsen af dyre-scherzoen, som veksler mellem spøg og grovheder, så at sige dyrenes karneval hos Mahler. Og pludselig høres menneskets tilstede- værelse i naturen, et posthorn svagt i det fjerne, dvs. uden for koncertsalen. Det er et fantastisk sted, fordi alle i salen sidder helt stille (ikke et host) og lytter intenst til den indtrængende postillon, ligesom dyrene ville gøre det i skoven. Michael Frank Møller blæste sikkert og klangskønt, men gjorde det underligt nok på trompet i stedet for et rigtigt posthorn, som Mahler ellers foreskriver.
Den svenske alt Anna Larsson trådte derefter til i »Nietzsches Midnatssang«, som må være et af hendes specialer, for i disse år medvirker hun i utallige opførelser af symfonien rundt omkring. Larsson er en virkelig alt, ikke bare en dyster mezzo-sopran, røsten er gylden, blød og fyldig i dybden, og hun synger med en indtrængende alvor og skønhed, så man suges ind i hendes foredrag. Midnatssangen er en mystisk meddelelse. En kredsen omkring modsætningerne dag og nat, smerte og glæde, forgængelighed og evigt liv. Stilheden er en vigtig del af sangen, og det var også en stor stilhed, der fyldte rummet, da den sidste tone klingede ud. Hvornår i alverden oplever man en sådan stemning med så mange mennesker forsamlet?
Fra menneskets dybe refleksioner over tilværelsen til englenes milde formaninger i de fattige børns tiggersang. Sådan er Mahler. Hurtigt sceneskift. Klokkerne og drengekoret bimler, damekoret synger i vilden sky om den syndige Peter, der blev befriet for al skyld, mens Anna Larsson tog sig af Peters angerfulde replikker. Det gik rask hos Dausgaard, så rask at det påvirkede eftertænksomheden i strygernes mættede eftersætninger, og rigtig humørfyldt blev børnesangen heller ikke. Den er anbragt her, fordi barnet ifølge Mahler tilhører en anden højere og mere sorgløs verden end den voksnes. På samme måde mente han, at en adagio, den langsomme sats- type, skal forstås som en højere form end de hurtigere. I den 3.’s usædvanligt gribende adagio bliver alt opløst i ro og væren, og denne væren er kærligheden til næsten, det sidste stadium i evolutionen. I begyndelsen spiller kun strygerne lagt ud i syv stemmegrupper, ganske tyst, roligt og sammenbundet. Thomas Dausgaard holdt dem i et fast greb med et falkeblik på de subtile forskydninger og rolleskift, glasklart, gennemsigtigt, uden den mindste patos. Det var overordentligt virkningsfuldt, så meget desto mere, fordi han virkelig gav los i de mere konfliktfyldte afsnit.
Det var således en opførelse med mange kvaliteter, med et orkester der er ved at finde sig til rette efter et år med tilpasning til en ny koncertsal og dens akustiske problemer. Ærgerligt at det snart må sige farvel til Dausgaard, som ikke vil forlænge sin chefkontrakt ud over 2011. Hvorfor? Indtil videre er resten tavshed.
Torsdagskoncert 17. december i Koncerthuset. Mahler: Symfoni nr. 3 (1896). Anna Larsson (alt). DR Vokalensemblet. DR Koncertkoret. Københavns Drengekor. DR Symfoniorkestret. Dir. Thomas Dausgaard