Solen er endnu ikke stået op, da premierløjtnant Jamal Hammoud en kold januarmorgen i 2005 kører ud til det, der skal blive hans værste dag i Irak. I hovedet lurer den konstante tvivl. Er jeg en forræder? Jamal kan godt forstå, hvis de lokale irakere hader ham mere end de andre danske soldater. Det ville han nok selv gøre i deres sted. Han er trods alt muslim og araber og burde have forståelse for, hvad de kæmper for.
Flere end 200 kampsoldater, alt hvad den danske bataljon har at sende, er i høj fart på vej mod byen Abu al-Kasib, øst for Basra. Man har efterretninger om, at en mand skjuler en større mængde tunge våben og ammunition, og der er grund til at tro, at adskillige bevæbnede al-Qaeda folk bevogter lageret. Planen er hurtigt at trænge ind og sætte sig på området, inden det kommer til ildkamp.
Jamal kører med den lille gruppe militærpolitifolk, der skal stå for indtrængningen i selve bygningen og ransagningen. De er utrygge ved de sparsomme oplysninger, de har fået om manden og stedet. De har kun et par utydelige billeder af porten og ydermuren til haven, og de har ingen anelse om, hvad der gemmer sig bagved, eller bare hvor mange meter der er hen til huset. Så længe de ikke ved, hvad der venter, er tempo og overraskelse altafgørende.
Panserinfanteristerne når yderporten som de første. Den er låst. Resolut vælter en pansret mandskabsvogn porten ind, og til den ene side følger flere meter ydermur med og brager ned på jorden. Nu skal det gå stærkt, hvis de stadig skal tage dem på sengen.
Jamals karriere i den danske hær startede to et halvt år tidligere, en sommerdag i slutningen af juli 2002, da han kom halsende ind forbi portvagten til Sønderborg Kaserne. Han havde misset toget i Odense, og hans bror havde lige ræset ham til Sergentskolen i Sønderborg i familiens lille Fiesta. Men for sent.
Mens hans nye kolleger stod indtrådt i kolonner, klar til tiden, kom den 19-årige Jamal sjoskende med sin sportstaske iført hvid t-shirt uden ærmer, sølvkæder og tykke armbånd og store posede shorts med hængerøv.
Delingsføreren smilede skævt, og flere i geleddet sukkede indvendigt.
»Det her kommer jeg aldrig over,« tænkte Jamal, mens han smilte undskyldende til sine nye soldaterkammerater.
Jamal Hammoud har ikke altid været dansker. Han er palæstinenser, født i De Forenede Arabiske Emirater, og som femårig flygtede han med sine forældre til Danmark. Først da han fyldte 18 år, fik han dansk statsborgerskab, og stik imod familie og venners forventninger søgte han året efter ind i Det Danske Forsvar. Han ville være arabisk sprogofficer.
På forhånd var han oppe imod hårde odds. I 2002 var der kun 179 ansatte i forsvaret med ikke-vestlig etnisk baggrund. Eller 0,7 pct. af alle ansatte. Der var ingen andre som ham blandt de 22 sprogofficerselever, som stod klar på Sergentskolen i Sønderborg den sommerdag, da Jamal kom dumpende for sent.
Men fra starten vidste Jamal, at han ikke ville lave om på sig selv for at passe ind. Derfor mødte han frem i det tøj, han altid gik i. Der skulle være plads til en som ham.
»Når man er soldat, så er man dansker, så er man kristen. Men for mig er det bare anderledes. Jeg er soldat, og jeg er muslim, men jeg er en lige så god soldat,« siger Jamal Hammoud i dag, hvor tankerne om at være speciel er faldet mere på plads, end hos den 19-årige dreng, der brød med baglandets og omverdenens forventninger til, hvad han skulle med sit liv.
En stor gruppe unge med anden etnisk baggrund ser ikke sig selv som danskere, selv om de er født og opvokset i Danmark, og derfor ser de ingen grund til at kæmpe under Dannebrog.
For Jamal er det anderledes. Han er palæstinenser og muslim, men han er også dansk. Til sessionen trak han et lavt nummer, og i modsætning til flere af sine danske venner accepterede han at aftjene sin værnepligt.
»Jeg synes, det er noget, man bør gøre for sin hær og for sit land. Men jeg har aldrig villet bevise, at jeg var en ‘god nok dansker’. Eller at jeg hører til. For det føler jeg ikke, at jeg bør blive afkrævet i Danmark, bare fordi jeg er kommet til som flygtning,« siger Jamal.
Han er vokset op i det sociale boligbyggeri Dianavænget i Odense, og her var det ikke normalt at melde sig til militæret. En af hans brødre, Ahmed, havde været værnepligtig fem måneder i Flyvevåbnet, men udover ham havde Jamal aldrig set en som sig selv i uniform.
Det var en af hans danske venner, der fortalte ham, at man kunne blive sprogofficer. På en uddannelsesmesse på gymnasiet spurgte Jamal ind til det, og to ældre officer fik ham overbevist om, at han ville passe perfekt ind. Forsvaret skulle netop til at uddanne arabiske sprogofficerer. To år, primært med skolearbejde, og man var ikke forpligtet til at lade sig udsende bagefter. Jamal vidste godt, at han ikke var prototypen på en officer, men alternativet var årets ti koldeste måneder i Trænregimentet i Nørresundby som værnepligtig. Han søgte og kom ind.
På kasernen følte Jamal sig som et særsyn. Folk kiggede, og han kunne også mærke, at flere af de andre sprogofficerselever aldrig havde snakket med en som ham før. Samtalen blev nemt akavet, og folk virkede berøringsangste for at stille for private spørgsmål om religion, krig og danskhed. Det gik for første gang op for Jamal, at mange mennesker ikke aner, hvordan livet er i et indvandrerhjem, og at han kunne gøre noget personligt for at mindske den voksende kløft mellem de gamle og de nye danskere.
»Jeg svarede med glæde på de spørgsmål. Hver gang jeg fik dem. For det jeg er, det findes i Danmark, og det vil det altid gøre. Hvis jeg kunne gøre noget for positivt at påvirke nogle mennesker på hele indvandrerspørgsmålet, som er heftigt og har været det i så mange år nu, så var jeg utrolig glad for det,« fortæller Jamal.
Derfor begyndte han at komme den akavede stemning i forkøbet ved selv at joke med, at det var helt normalt, at han kunne kaste så langt med håndgranater. Han var jo palæstinenser.
Efter to måneder skulle hele holdet til fest på Svanemøllen Kaserne hos de sprogofficerer, der var startet året før. Her var heller ingen indvandrere, og Jamal kunne igen mærke, at folk lige skulle se ham an. Hvad var han for en, og hvor langt kunne man gå med at lave sjov.
I løbet af aftenen tog en konkurrence fart om at bunde øl på tid, og Jamal blev hurtigt indehaver af øl-kongehatten. På det felt var han suveræn, og alle andre blev slået på stribe. Sent på aftenen hentede et par stykker fra det ældre sprogofficershold assistance fra en anden fest på kasernen, og ind trådte en midaldrende overkonstabel, der, ud fra vommen at dømme, trænede øldyst på dagligt basis. Scenen var sat for den endelige tvekamp, og idet Jamal sugede de sidste dråber ud, flere sekunder før sin modpart, hamrede han flasken i bordet og erklærede ud i lokalet: »integration virker!«
Isen var brudt.
To år efter ventede virkeligheden. Det var sommeren 2004, Danmark var i krig i Irak, og den nu 22-årige Jamal var snart færdiguddannet som arabisk sprogofficer. Egentlig havde han sagt nej til at tage til Irak som tolk. Han var i tvivl, om Danmark var gået i krig af de rette årsager.
Forsvarets sprogskole pressede på. Der var en grund til, at forsvaret havde givet dem en dyr uddannelse, og selv om de ikke var kontraktlig forpligtet, var der en klar forventning om, at alle tog afsted, når de var færdiguddannede. Jamal havde et nært forhold til sin holdfører, og nu sad holdføreren over for ham og forsikrede, at Irak var den rigtige vej frem. Med hans høje niveau i arabisk var han en vigtig brik, bad holdføreren.
Samtidig lurede den professionelle trang til at udfordre det, man havde trænet til i to år. Jamal fortæller i dag, at han blev opslugt af en gruppestemning på sprogofficersholdet. Selvfølgelig skulle man af sted. Irak Hold 4 skulle være den endelige eksamen.
Hjemme i Dianavænget i Odense var stemningen en helt anden. Jamals forældre sagde intet til naboer og bekendte om, hvor han skulle hen. Ikke engang hans fire ældste brødre måtte vide det i starten. De troede bare, han stadig arbejdede på forsvarets sprogskole i København.
Irak-krigen var upopulær i minoritetssamfundet, og forældrene frygtede, at folk fandt det særligt slemt, at Jamal skulle deltage. En muslim må ikke dræbe en anden muslim, var den udbredte holdning. Flere muslimske soldater i forsvaret havde takket nej til at tage til Irak og Afghanistan for at undgå dilemmaet mellem den muslimske og den danske identitet.
Selv tænkte Jamals forældre kun på, om han kom hjem lemlæstet eller dræbt. Hans mor, Amina, har selv været fanget i israelske flyangreb mod flygtningelejrene i Libanon i 1974, hvor hun måtte flygte fra hus til hus med et barn på ryggen, et i hver hånd og et i maven, mens bomberne faldt få hundrede meter væk. Hun havde set folk dø og havde siden gjort alt for at undgå vold og blod, selv i fjernsynet. Hun havde intet ønske om, at hendes yngste søn også skulle lære krigen at kende på nært hold.
Jamals far, Mahmoud, har fra starten været imod krigen, men han diskuterede det ikke med Jamal med et ord. Tværtimod støttede hans forældre fuldt op om hans beslutning, bad for ham og overlod ham i Guds hænder, som de altid sagde. Men Jamal vidste, at han ved at tage til Irak gik imod alle faderens grundprincipper.
»Det var selvfølgelig befriende at have deres støtte. Men de er ikke stolte af det, jeg har lavet, det er jeg helt klart indforstået med, og de synes ikke om det, det er jeg helt klart indforstået med,« siger Jamal i dag.
Da han landede i Kuwait med den danske bataljon i august 2004, blev Jamal rådet til at sløre sin baggrund. En dansk-irakisk kampsoldat på et tidligere hold havde ikke sagt ét ord arabisk i det halve år, han var i Irak, for ikke at blive afsløret. Flere af de tidligere, civile tolke fra Danmark havde ændret navn, mens de var udsendt, og de anbefalede Jamal at gøre det samme. Men inden han rullede over grænsen til Irak, besluttede Jamal at sætte sit rigtige navneskilt på uniformen og holde fast i, hvem han var.
Til hans frustration viste det sig at være et større problem for flere af danskerne, end for irakerne.
I kantinen i Camp Danevang måtte han kæmpe for at få serveret andet end svinekød, når han kom hjem efter daglange patruljer. Det ville være besværligt at skulle til at lave noget særligt til ham, lød kokkens svar. Han kunne bare spise kartofler og salat, som de civile dansk-arabiske tolke før ham havde gjort.
I efterretningssektionen, hvor tolkene var tilknyttet, havde Jamals nærmeste kolleger i flere tilfælde svært ved at forstå, hvilken side han var på. På det forrige hold havde de civile tolke anklaget efterretningssektionen for mishandling af en fange i den såkaldte Hommel-sag, og den affødte mistillid blev overført på de nye tolke og Jamal i særdeleshed.
En efterretningsofficer holdt en planlagt ransagningsmission hemmelig for Jamal, ligesom man plejede at gøre over for det irakiske politi og militær. Bataljonen havde nemlig problemer med, at deres planer blev lækket.
Jamal var rasende og parat til tage hjem, hvis ikke han blev behandlet som alle andre danske soldater. Hvis han skulle ud og sætte livet på spil, havde han brug for at forberede sig.
»Jeg er jo ligesom de andre tolke, Christian og Kristian og Christine,« forsøgte Jamal at forklare.
»Men det er du jo ikke,« lød efterretningsofficerens svar ifølge Jamal. Selv erindrer efterretningsofficeren i dag ikke, at han skulle have næret mistillid til Jamal. Men han erkender, at han nok har handlet sådan.
Irakerne tog omvendt bedre imod ham, end han havde forventet. Godt nok talte han og resten af bataljonen kun med de folk, der var glade for dem, som Jamal formulerer det i dag, men ofte blev de lokale samarbejdspartnere særligt glade, når Jamal var med som tolk. Han forstod den svære irakiske dialekt i første forsøg, og han kunne intuitivt sætte sig i irakernes sted og tolke de kulturkløfter, der opstod i mødet mellem den danske og den arabiske måde at gøre tingene på.
Af samme årsag kunne Jamal også mærke en indre kamp udspille sig i maven, når han forsøgte at følge de to kulturers spilleregler samtidig. Han var ikke i tvivl om, at han ville gøre, som han var trænet til i en ildkamp. Men han frygtede at komme i andre situationer, hvor han måtte sige fra. Bare danskerne råbte en iraker an på gaden, gav det et sug i maven. Især hvis det var en ældre mand, for en sådan ringeagt ville Jamal ellers aldrig udvise.
Modsat vidste han også, hvordan man satte sig i respekt hos irakerne. En dag havde den danske bataljonschef indkaldt den lokale politichef og to rivaliserende stammesheiker til møde. Stammerne kunne tilsyneladende ikke holde op med at slås, men det måtte stoppe nu, understregede den danske oberst. Jamal tolkede loyalt bataljonschefens ord, men han følte ikke, budskabet gik ind hos sheikerne. En trussel på dansk er ikke nødvendigvis en trussel på arabisk. Derfor lænede obersten sig til sidst tilbage og overlod ordet til Jamal, så han fra bunden kunne udmale, hvordan bataljonen ville komme buldrende ud til deres huse bevæbnet til tænderne, hvis de ikke lyttede til det irakiske politi.
Danskerne udførte et vigtigt arbejde i Sydirak, syntes Jamal. Genopbygningsarbejdet i den nedbrudte region overskyggede hans politiske tvivl om Irak-krigen. Lige indtil han efter tre måneder ikke længere kunne lukke øjnene for virkeligheden.
»På et tidspunkt gik det op for mig, at den forskel, vi var der for at gøre, den var godt nok lille. Den hjælp, vi gav, var ingenting i forhold til, hvor meget hjælp det land havde brug for. Så hvorfor fanden var vi taget derned?« spørger Jamal i dag.
Hver dag så han de samme frustrationer hos irakerne. Der var stadig ikke rent vand, der var stadig ekstremt ustabil elektricitet, og området flød i våben. De bedst bevæbnede bestemte, politiet var korrupt, og man kunne kun holde stammerne fra at skyde på hinanden ved fysisk at parkere kampvogne imellem dem, som briterne gjorde på et tidspunkt. Da de flyttede kampvognene igen, fortsatte skyderiet.
»Vi havde fjernet Saddam, men vi havde sammenlagt ikke gjort situationen bedre, syntes irakerne. Ting tager tid, siger folk, men hvorfor skulle en iraker acceptere sådan et svar år efter år? Jeg kan godt forstå, de ikke har tålmodighed til, at en hvid mand skal fortælle dem, hvordan de skal leve i deres eget land,« siger Jamal.
Hans sidste forsvar for krigen bragede sammen den januarmorgen sammen med muren ind til en mistænkt våbenbagmand.
I byen Abu al-Kasib stormer panserinfanteristerne ind i haven og sikrer mod huset, mens Jamal står klar som nummer to i rækken af militærpoliti. Hjertet pumper vildt. Klarmelding. Ind spæner Jamal i hælene på den store militærpolitimand med boltsaksen. Larmen fra muren kunne have vækket nabolandsbyen, og der er stadig helt stille inde fra huset. Underligt. Fremme ved yderdøren brækker de hurtigt låsen op, men inderdøren driller.
Gennem dørens trætremmer kigger de ned ad en lang gang, og for enden stikker en forsovet iraker pludselig hovedet frem. På ordre råber Jamal ham frem, hvor de kan se ham. Med armene oppe træder en midaldrende iraker frem i nattøj og fuldskæg og lukker dem ind.
Der er hektisk aktivitet, mens militærfolkene går i gang med at tjekke alle rum for fjender. Jamal bombarderes i det ene øre af gruppeførerens kommandoer om at samle alle i huset og finde ud af hvem og hvor mange de er, og i det andet øre af en fortvivlet irakers forsikringer om, at han ikke har gjort noget galt, at hans familie ligger og sover, og at kvinderne skal have noget på hovedet først.
»Du er araber, du ved, hvordan det er i Irak,« begynder irakeren at forklare Jamal. Han er ene sunnimuslim i et shia-område og har intet våbenlager, men masser af fjender. Han havde det godt under Saddam Hussein, det har han stadig, og det er der mange, der ikke under ham, forklarer han.
Det er et shia-komplot.
Jamal kan se på irakeren, at han ikke lyver. Selv gruppeføreren kan se, irakeren er uskyldig, uden at forstå det arabiske. Fiaskoen rammer dem begge som et pinligt slag i ansigtet.
Faktisk ejer irakeren et våben mere, end han må, men gruppeføreren er ligeglad nu. Han vil ud. Hurtigst muligt afslutter han ransagningen og beder Jamal om på sin måde at gøre det klart, hvor kede af det, de er, og at de vil kompensere ham for de skader, de har forvoldt hans hus. Og så skynder de sig af sted.
Solen er på vej op, da de uden et ord kører hjem til basen. Den sædvanlige muntre stemning er afløst af skamfuld tavshed og en stille rysten på hovedet. Bataljonen nærmer sig slutningen af missionen, men de har åbenbart intet lært, føler Jamal. De har forsvaret deres tilstedeværelse med, at sunnierne og shiaerne ville ryge i totterne på hinanden uden dem, og så ender de med selv at tjene det etniske had. Jamal kan ikke slippe tanken om den fuldstændigt uskyldige iraker, som han stod der med sin kone og sine børn, der var blevet revet ud af sengen. En sunnimuslim, en mand fuldstændig som ham selv.
»I bakspejlet har jeg det stadig ikke godt med, at jeg tog til Irak. Jeg havde det rigtig godt dernede størstedelen af tiden, og nede på vores niveau gjorde vi et vigtigt arbejde, hvis bare vi kunne have gjort det i større omfang. Men i det store billede, på det overordnede politiske niveau, var jeg med til noget, jeg ikke var tilhænger af,« siger Jamal i dag.
Få uger senere var de på vej hjem til Danmark, og Jamal troede, han var færdig med at kæmpe for noget, han ikke kunne stå inde for.
Artiklen bygger på interviews med Jamal Hammoud, hans familie og kolleger, dagbogsfortegnelser og aktindsigt i forsvarets End of Tour rapporter fra Irak Hold 4.