KHIAM - Mistænksomme blikke følger den hvide FN-Land Cruiser overalt, som den smyger sig gennem gaderne. Fra toppen af tagene vajer de karakteristiske gule flag med grøn skrift og en knyttet hånd om en Kalashnikov-riffel. På vægge og lygtepæle hænger plakater af lederen Nasrallah. Ingen er i tvivl om, at den sydlibanesiske by Khiam er en højborg for Hizbollah, bogstaveligt talt. På byens højeste punkt ligger et berygtet torturfængsel, som engang husede Hizbollah-krigere. I dag har oprørsbevægelsen indrettet det til museum og sejrsmonument.
Den danske FN-observatør Jamal Hammoud og hans norske kollega, Jan, er netop på vej op for at vise mig fængslet, hvor man har udkig til det meste af regionen. Den sædvanlige hyggesnak i bilen er hørt op. Stemningen er vagtsom. Hizbollah har ikke rørt på sig i Sydlibanon siden krigen i 2006, men det er stadig dem, der bestemmer her. For nogle år siden fik et par norske FN-observatører og deres tolk tæsk, fordi de havde ignoreret Hizbollahs advarsler om at nærme sig et bestemt område.
FN-bilen ruller op foran fængslet. Inde fra bygningen stirrer en større forsamling mænd i den kampdygtige alder ud på os som ubudne gæster. Så bliver gardinerne stramt trukket for.
»Okay, lad være at køre for tæt på,« siger Jamal. »Jeg prøver lige at snakke med dem.«
Med et ord afviser manden foran porten ham, og Jamal mærker et sug i maven. Det er ikke til diskussion.
»Dårlig timing,« siger han bare, da han vender tilbage, og Jan sætter bilen i bakgear. I samme øjeblik kommer en lille tyk mand luntende ud gennem porten og vinker os ind.
»Åh, der er min ven, som bestyrer museet. Så er der ingen problemer,« siger Jamal lettet.
Den 27-årige kaptajn Jamal Hammoud kan komme steder, andre aldrig ville få adgang til. Siden han i marts kom til det sydlige Libanon med FN-missionen UNTSO, har han skabt tætte kontakter i stort set alle landsbyer i hans område. Han er på hjemmebane. I dansk uniform og blå FN-vest er han vendt tilbage til det område, hans palæstinensiske mor og far flygtede til under den arabisk-israelske krig i 1948, da de var henholdsvis et og syv år gamle. Hans bedsteforældre bor endnu i Saida, mindre end 30 km fra hans FN-patruljebase, og lige på den anden side af den blå linje til Israel ligger Deer Al-Qasi, hans fars landsby.
Hele sit liv har Jamal levet i to verdener. Han gik i skole og til fodbold i Danmark, og når han trådte ind ad døren til hjemmet i Odense, stod han i Deer Al-Qasi. Der blev kun talt arabisk, og maden, lugten, møblerne var anderledes end hos hans danske venner. På væggene hang kort over Palæstina og billeder af al-Aqsa og Klippemoskeen i Jerusalem.
Derfor var det en stolt, men også surrealistisk følelse, da Jamal som den første i familien siden forældrenes flugt rejste tilbage til Palæstina i dansk uniform på UNTSO-introduktionskursus i Jerusalem. Målet var fuldført, hans to verdener var forenet.
Siden Jamal søgte ind som sprogofficer i Det Danske Forsvar for syv år siden, har det været hans drøm at arbejde for fred det sted, hvor hans familie har oplevet så meget krig. Prisen har været høj. Måske også for høj.
To år efter den bitre afslutning på missionen i Irak meldte Jamal sig til at tage til Afghanistan. Selv om han igen skulle kæmpe mod muslimer, virkede det rigtigt at hjælpe afghanerne til at blive fri for Taleban og deres afskyvækkende tankegang, forklarer Jamal.
Personligt var der også den motivation, at han fik chancen for et luksuriøst år i Californien, hvor han skulle lære det afghanske sprog pashto.
Drømmelivet sluttede brat, da han i august 2008 satte støvlerne i det afghanske støv. Fra det øjeblik, de kørte fra luftbasen, lurede minefaren. Af samme årsag var alle på holdet på forhånd blevet opfordret til at skrive et afskedsbrev. Jamal skrev undskyld i sit. Han vidste godt, hans familie var nær et nervesammenbrud af bekymring på grund af hans beslutning om at tage af sted igen. Få uger efter ankomsten dræbte en vejsidebombe den første soldat.
Selv blev Jamal kun skudt på. Sammen med britiske og afghanske soldater skulle han på fodpatrulje i den grønne zone. Knap 40 mand forlod de den lille fremskudte base FOB Keenan, mens solen var ved at stå op. Målet var at blive angrebet af Taleban, så hovedstyrken på godt 400 mand kunne overraske talebanerne fra deres gemmested i ørkenen. Fodpatruljen var levende lokkemad. Midterst i rækken gik Jamal med radioen og aflyttede Talebans radiofrekvenser, så patruljen måske kunne nå at få et forvarsel om angrebet. Efter kort tid kunne han høre, Taleban havde set dem. Gør jer klar, meldte talebanerne til hinanden over radioen. Der skete intet. Patruljen gik gennem tæt buskads og over åbne marker, mens temperaturen steg til 40 grader. Jamal kunne stadig høre, at Taleban fulgte dem tæt. Om ti meter sker det, tænkte han. Hele tiden. Efter ni timers march vendte de tilbage til FOB Keenan, de var fysisk og psykisk tyndslidte. Og så angreb Taleban.
Netop som Jamal var gået i posen for at samle kræfter, bragede granaterne ned omkring basen. Han fløj op og fik uniform og fragmentationsvest på, mens lyden af rikochetterende kugler nev i nakkehårene. Mørket var ved at falde på. En granat eksploderede direkte ned i basen, den ramte ingen. Jamal nåede aldrig at løsne et skud, før kampen var rykket videre. Næste morgen skulle de være lokkemad igen.
Godt en måned senere, 4. december, stod Jamal i Tuusula i Finland og gjorde sig klar til fest. Han havde pludselig fået tilbudt posten som FN-observatør på UNTSO, hvis han kunne træde til straks efter, han kom hjem fra Afghanistan til februar. Derfor havde Jamal fået ekstraordinært fri til at tage på FN-kursus, og i aften ville han modtage sit diplom som observatør. Jamal var ekstatisk glad over udsigten til at komme til Jerusalem, men også samtidig voldsomt deprimeret. To uger på det finske kursuscenter havde givet ham god tid til at tænke. Alt for god tid.
Når man var i Helmand, var det nemt at fokusere på at holde sig i live, men nu kunne han ikke lade være med at tænke på, hvor elendigt det gik i Afghanistan. Den danske udviklingsminister talte om de mange kilometer vej, danskerne havde bygget, og de pigeskoler, danskerne havde etableret. Hvad med de flere hundrede kilometer vej, der manglede, hvad med de hundredvis andre skoler, der var forladt eller brændt af, tænkte Jamal. På fire måneder følte han ikke, de var nået længere, end da de kom.
På vej over til afslutningsfesten modtog han så meldingen om, at endnu to danske soldater var blevet dræbt i Afghanistan. Den ene var en ung mand fra stabs- og logistikkompagniet, andet vidste han ikke. Det kunne være hvem som helst af hans nærmeste kolleger. Den finske oberstløjtnant begyndte diplomoverrækkelsen med et minuts stilhed for de faldne, mens kursisterne stod på række. Tårerne trillede ned ad kinden, Jamal kunne ikke holde dem tilbage.
Jamal læner sig tilbage i kurvestolen og suger dybt i vandpiben.
»Jeg havde lige under to måneder tilbage i Afghanistan. Og hold kæft, hvor blev der talt ned. Hver dag. Jeg har takket Gud utroligt mange gange, jeg føler mig heldig,« funderer han.
Efter besøget i Hizbollahs højborg er vi stoppet for frokost på en af de små restauranter i området, observatørerne ofte benytter sig af. Uden Jamal har bedt om det, har ejeren tilberedt en vandpibe med vindruetobak til ham. Det gør de altid, siger han.
Det vrimler med mere end 12.000 FN-folk i området, og bare på den formiddag har vi mødt seks andre FN-patruljer strækkende fra små indonesiske varevogne til tungt bevæbnede spanske kampkøretøjer. Alle i samme hvidmalede design med to store sorte bogstaver på siden.
Når Jamal går en almindelig tur ned ad gaden, stopper libaneserne ham for at udveksle e-mail-adresser. De hilser og spørger, hvorfor det er så lang tid siden, han har besøgt dem.
»Især i begyndelsen var det en surrealistisk oplevelse alle steder, jeg var. For jeg havde en følelse af at være kommet hjem, men uden at have mistet min danske følelse overhovedet. For jeg er ikke nogen splittet personlighed, men jeg tilhører ikke kun det danske, jeg tilhører også det palæstinensiske, det arabiske, det muslimske,« forklarer Jamal.
I Forsvaret har han set det som sin mission at forklare, at muslimer ikke er onde, eller at irakere ikke er dovne dadeltrampere, som nogle kaldte dem. Han har villet bevise, at en muslimsk araber kan være lige så god en soldat som en dansker.
»Desværre får jeg ofte den fornemmelse, at folk tror, jeg er en god soldat, fordi jeg er blevet dansk,« siger Jamal.
I Libanon kalder de ham den danske palæstinenser, og folk spørger ofte til hans baggrund. I 60 år har de mere end 400.000 palæstinensiske flygtninge og efterkommere skabt store problemer for Libanon, og de permanente flygtningelejre er ofte de første til at få skylden for kriminalitet og terrorbomber. Derfor liver libaneserne altid op, når Jamal når til det punkt i sin fortælling, hvor hans familie flygtede til Danmark.
»Elhamdulillah, godt gjort,« siger de. I Danmark kan palæstinensere blive til noget.
Når Jamal ser, hvordan hans palæstinensiske landsmænd lever i Libanon, Irak eller De Arabiske Emirater, hvor han selv er født, føler han sig taknemmelig over at være opvokset i Danmark og over de muligheder, det har givet ham. Men han bliver vred, når folkeskolelærere og folketingspolitikere forsøger at presse ham til at aflægge alle andre tilhørsforhold.
»Jeg er ikke bare dansker. Det er ikke nok til at beskrive, hvem jeg er,« insisterer Jamal.
»Og det er her, jeg synes, integrationen går helt galt. Det er utroligt svært for en ung person at afbalancere sin identitet, fordi den er fuldstændig opløst. I nogle hjem afkræves det, at du ikke er noget, der bare ligner en dansker, og samtidig så afkræves det udenfor, at man er en fuldkommen dansker og ikke andet, fordi man har dansk pas.«
Det har aldrig været Danmark, Jamal er gået i krig for.
»Jeg gør ikke det her for Danmark. Så ville jeg virkeligt lyve, hvis jeg sagde det. Når jeg er ude, så siger jeg selvfølgelig, at jeg er fra Danmark, men jeg understreger også, at jeg er oprindelig palæstinenser. Jeg gør det her, fordi det passer med det, jeg tror på som menneske, som alt det jeg er,« siger Jamal, mens FN-patruljebilen triller tilbage til byen og tre dages ferie.
Der er lige så mange indvandrere, der har svært ved at forstå, at han kan være begge dele på samme tid, forklarer Jamal. Derfor nyder han at tage hjem til Odense i uniform med dansk flag på armen, kaptajnstjerner på skulderen og et stort navneskilt på brystet på dansk og arabisk.
Han har høj status nu i minoritetssamfundet i Odense, især på grund af udsendelsen med FN. Irak og Afghanistan bringer han aldrig selv på banen. I Rosengårdcentret stopper folk ham og spørger til Libanon, og når han er på besøg hos sine forældre, flokkes børnene på vejen om ham for at høre om det, han har oplevet. Flere af dem siger nu, at det kunne være fedt at komme i militæret.
»Selv i den alder, så har de alle de her fordomme om danskere, og det danske militær må så være det værste sted, tænker de. Så det er helt klar en dejlig følelse at nedbryde de fordomme,« siger han.
Selv er Jamal færdig med at gå i krig, når hans FN-kontrakt udløber til foråret. Som et løfte til sig selv har han smidt de kampstøvler ud, der har fulgt ham siden rekrut- tiden i Sønderborg. Efter syv år i uniform har han aftjent sin værnepligt for begge sine fædrelande.
Artiklen bygger på interview med Jamal Hammoud, hans familie og kolleger