Der er lige dumpet en original førsteudgave af Virginia Woolfs To the Lighthouse ind ad brevsprækken. Det fortæller Josefine Klougart ivrigt. Ryggen er løs, siderne gulnede, den er indbundet i blåt hør – og sendt fra England. Og når man læser hendes debutroman Stigninger og fald, er det tydeligt, hvor inspirationen stammer fra.
»Hun er blevet syet i ansigtet, som en græsplæne slået et par meter her og et par meter der, de har holdt huden sammen over hende med sting. Værst står det til med øjenlåget og læberne, det ser ud, som om de forskellige dele af ansigtet ligesom opbrudt is har slået hjørner af sig selv, så de ikke længere passer sammen … som sjusket tilskårne stykker kjolestof, lilla og gullig hud, der ikke kan nå sammen om hende.«
De sproglige billedrækker, der slanger sig ind og ud af teksten, har klare referencer til den engelske forfatter, der især er kendt for sin skrivestil, ’stream of consciousness’. En bevidsthedsstrøm, som inddrager læseren i beskrevne personers tanker og følelser. Det kan være krævende læsning, indrømmer Josefine Klougart, men det er nødvendigt for at kunne reflektere menneskelig bevidsthed i sproget, mener hun. »Måske ville det have hjulpet læseren, hvis der stod ’digte’ udenpå, så læsetempoet var sat ned fra start«. Josefine Klougart hentyder til, at romanen ikke er en klassisk kronologisk fortælling, men derimod små, korte tekststykker nogle steder med så mange associationer og kommaer, at sætningerne fylder flere linjer. Men bogen har stadig en almenmenneskelig appel, mener hun.
»Jeg tror, de fleste har prøvet at være til stede i en situation, på samme måde som den her bog beskriver det. Om ikke andet, så dengang de var børn.«
»Mine øjne er mere blå, end blå øjne normalt er det. De er blå på en helt lysende måde, men mørke som havvand om natten, når det står og trækker ind over bådebroens træ, unaturligt dybblå.«
Josefine Klougart er født i 1985, går på Forfatterskolen og mangler endnu sin overbygning på Litteraturhistorie ved Århus Universitet. Og nu har hun udgivet sin første roman, Stigninger og fald. Josefine Klougart er på mange måder kun lige begyndt at gøre ord til sin levevej. Alligevel er debuten »som at komme hjem«, forklarer hun. Og hun vil ikke læses kun for sine blå øjnes skyld.
»Jeg er meget glad for, at jeg debuterer med lige præcis den her bog. For den siger noget om, hvordan jeg oplever litteratur og sprog. Romanen er ikke bare en skildring af en barndom på Mols i 1980’erne. Det er også en lyrisk bevægelse igennem landskaber, menneskelige relationer og observationer,« fortæller hun.
Josefine Klougart har, ligesom sit litterære forbillede, altid vidst, at hun skulle skrive. Virginia Woolf debuterede, da hun var 29 år, Josefine Klougart er nu 24 år. Begge beskæftiger de sig med tid, eksistens og bevidsthed. Den lyriske prosa er en uundgåelig del af dét projekt: »Jeg skriver ikke, fordi jeg har en god historie, jeg vil fortælle. Jeg skriver, fordi jeg gerne vil arbejde med sproget. Jeg er forelsket i ord. Min roman er ikke en kronologisk fortælling. Den er i højere grad grundforskning i, hvordan menneskelig bevidsthed fungerer.«
Begejstringen for ord spejles helt ned i bogens mikroformat. Som når jegfortælleren laver lister over blomster, der hedder det, de ligner: »Rævehale, lægeoksetunge, gæslingeblomst, kællingetand«.
»Det at fortælle og benævne får en værdi i sig selv,« forklarer Josefine Klougart. »Pointen er, at det ikke er ligegyldigt, om en blomst hedder lægeoksetunge. Det betyder noget. Sproget griber ind i verden.«
På samme måde har sproget grebet fat i Josefine Klougarts egen verden. Da hun i August 2008 var blandt de ni, der kom ind på Forfatterskolen, betød det, at hun måtte flytte til København. »Jeg er opvokset på Mols, og nu bor jeg ved Rådhuspladsen lige midt i København. Da jeg flyttede, kom jeg til at reflektere over, hvilke indre billeder jeg har med fra det sted, jeg er vokset op. Naturen og min erindring af natur udgør en stor del af det stof, jeg har at tage af.«
Derfor var det heller ikke nogen nem beslutning at flytte.
»Noget af det særeste ved at bo i byen er, at man ikke længere ser nogen ubrudt horisontlinje. Naturens storhed, dét at se ud over havet hver morgen, gav mig før proportioner på de problemer, jeg havde i mit eget liv. Da jeg flyttede herover, mistede jeg til at begynde med det store perspektiv.«
Samtidig skete der noget, da hun startede på Forfatterskolen: »Jeg mødte andre, der skrev. Det var ikke bare ’nogen’, der skrev – de havde en krop!« fortæller hun og griner. »Da jeg var 15 år, skrev jeg til Per Højholt, fordi jeg ikke kunne holde ud, at han ikke skulle vide, at jeg eksisterede. Jeg vedlagde nogle digte, som var vildt pinlige … men der kom et svar med hans krøllede håndskrift.«
Per Højholt var pludselig blevet virkelig. Ligesom de forfattere, hun i dag møder eller arbejder sammen med: »Der var et menneske bag skriften – en person med krop og hænder. Hænder, der rystede.«
I dag er hun glad for at bo i København. Men splittelsen mellem byens litterære miljø, der ikke findes på Mols, og den storslåede ubrudte horisontlinje, som storbyens tage skygger for, er blevet større. »Jeg har været vant til at bade hver morgen kl. seks, også om vinteren, og når jeg så ud over havet og de enorme distancer, gav det mig perspektiv og ro. Nu hopper jeg hver morgen i vandet ved Islands Brygge, men det bliver jo aldrig det samme.«
»Og havet bruser her, rustent, op over stranden. Det kaster sig ind over landet, som man tager tilløb og kaster sig mod en låst dør; det er som ir, der æder sig vej, grøn, over kobbertage, som kirker, der står på det yderste og kan styrte i havet , når de vil.«
Naturen spiller en central rolle i Stigninger og fald. Det er tydeligt allerede et par sider inde i bogen. Men den egentlige hovedperson er hverken naturen eller den jegfortæller, der beskrives som et barn med en voksen stemme, fortæller Josefine Klougart. Bogens hovedperson er sproget:
»Det er et ekspansivt sprog, der hele tiden lægger nye billeder til og skaber kæder af betydning. Når Virginia Woolf for eksempel lader synsvinklerne skifte, lader hun sproget være åbent. Jeg har generelt en modvilje overfor opfattelsen af, at præcision nødvendiggør et knapt og enkelt sprog – præcision kræver ord!«
Og præcision er på mange måder et dækkende ord, når man stifter bekendtskab med Josefine Klougart. Intet er tilfældigt. Heller ikke debutbogens forside, som først var i skabet, efter at have været igennem 32 kasserede forslag. »Nu er den helt perfekt. De firkanter, der ses på forsidens foto, dannet af gamle vinduessprosser, går igen i både teksten, sproget og tilværelsen. Ligesom romanens kæder af ord skaber linjerne her mønstre i verden, forbindelser mellem tingene. Sproget, selve benævnelsen og den organisering af verden, der ligger heri, betyder virkelig noget. Sproget griber ind i virkeligheden og bevidstheden. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan du bruger det,« forklarer hun.
Alligevel er der en kontrast mellem bogens enkle forside, der forestiller et regnvådt vindue helt tæt på, og det meget detaljerede sprog, den indeholder. Men for Josefine Klougart hænger det sammen: »Mit krav om præcision står umiddelbart i kontrast til det inkluderende sprog, men sproget er ikke en bevægelse væk fra den konkrete sansning. Det er en bevægelse IND i den. Nogle gange kræver det enkle fylde.«
Derfor handler det ikke bare om at ville sproget. Det handler om at turde bruge det, mener hun. Ligesom Virginia Woolf gjorde det.
»Som forfatter må man tro på, at sproget har de bedste intentioner; og hvis du tør, så kan sproget give dig adgang til noget større. I skriften kan jeg overskride mig selv.«