ERBIL - At komme til Kurdistan var som at komme til en helt anden verden. Byen Erbil er en af tre lokaliteter i Nordirak, som det danske udenrigsministerium regner for sikre områder. Vi blev indkvarteret på Hotel Rotterdam City, ejeren har boet i Holland. Det ene nybyggeri efter det andet skyder op, betalt af egne oliepenge og udenlandske. Der er en livlig trafik, og byen kan tjene som rollemodel for det nye Irak, hvis alt går vel. Endog et stort forretningscenter haves, flottere end noget i København, men man skal scannes, før man lukkes ind. Der er grundig kontrol ved checkpoints, før nogen lukkes ind i byen, især af arabere. Der kan være terrorister blandt dem, og det er for sent, hvis ulykken først er sket. Vicekulturministeren sagde, at han tror på kurderne, men hvad Bagdad angår, kan det vare mange år endnu med genopbygning og sikkerhed.
Det er kun 21 år siden, at Saddam Hussein og Kemiske Ali lod bomber med giftgas hagle ned over flere områder i Kurdistan. Vi tog ud til et af dem, byenh Halabja, hvor 5000 var døde ved ét angreb. Det var en knugende oplevelse. Fulgt af nogle af byens mænd gik vi ud til en massegrav med 1500 døde, hvor vi lagde en stor blomsterbuket, og Sejer Andersen sagde et par velvalgte ord om, at budskabet om denne ugerning ville blive bragt videre.
Så gik vi til et mindehus, hvor frygtelige fotografier viste nogle af de dræbte, der lå som om, de sov, men mange med maltrakterede ansigter. De havde ikke kunnet slippe væk, kurdernes Holocaust. Der var også et tableau med en far, som beskytter sit barn, og som derfor havde fået heltestatus. Et foto viste en tyrkisk journalist med sit kamera. Han havde tilfældigvis været til stede og havde vidnet mod Kemiske Ali i Højestret, ligesom han havde foræret kameraet til huset.
Stående i hver sin niche skulle vi fremsige et digt eller synge en sang. Det var meget højtideligt, og vores operasangerinde brast i gråd midt i sin sang, Vam kan segla förutan vind, så bevæget var hun. Bagefter takkede husets leder, fordi vi kom, og han takkede også for tårerne.
Jeg talte med en mand, hvis forældre og søskende var omkommet. Jeg havde kun ét spørgsmål: Hvordan er det muligt at komme videre? Han forklarede, at kurderne historisk set var vant til krig og kamp. Mange andre havde jo også mistet deres kære, så han havde ikke været alene. En lille solstrålehistorie: På en mindevæg stod alle ofrenes navne, men for ganske nylig var et af dem blev fundet i live i Iran. Nogle iranere, som var i byen, havde taget det lille barn med sig. Nu var man i kontakt med ham, og hans mindeplade ville blive fjernet ved en ceremoni om et par dage.
Vi kørte til en lille fredelig plet mellem bjergene, hvor der var meget grønt og ældgamle træer samt ikke bare verdens, men universets reneste vand. Det tror i al fald den religiøse menoritet, benævnt ayeizeedian, som har sin helligdom der. Den tror på reinkarnation og har været forfulgt, fordi den tror, at Gud og Satan bor i mennesket, hvilket fejlagtigt er blevet opfattet som satanisme. Den tror også, at Syndfloden er udsprunget fra stedets kilde, og på en af murene kunne man se en sort slange, som skulle være brugt som bundprop i Noahs ark, så den ikke tog vand ind. Endelig tror den, at Dommedag vil begynde på dette sted. Engang imellem ofrer de et får eller en ko til Gud.
Det var strengt forbudt at træde på dørtrinene, da vi blev ført til et rum med circa 60 sorttjærede krukker og en masse olietønder. Krukkerne blev hver aften antændt. Ved en sheiks sarkofag kunne man løse knuder op og tænke et ønske. Der var en åbning til et kældderrum, hvor ægtepar ikke matte begive sig ned sammen, da de i så fald ville blive skilt. Efter Saddams fald lever sekten side om side med andre religioner.
Vi så ikke meget til vesterlændinge, men en morgen sad der i lobbyen på vores hotel en amerikansk skuespillerinde. Hun spiller med i en Hollywood-film, Green Card Wedding, som netop er under optagelse i Irak. Et melodrama om en irakisk mand, der forsøger at få sin elskede med til USA, men under dette forsøg mister hende.
Skuespillerinden dukkede også op til det modeshow, vi skulle til i Erbil, som imidlertid ikke viste moderne tøj, men de flotteste dragter fra Iraks historiske perioder. En dag kom vi også i teatret og så en forestilling med dansere i farverige dragter. To unge elskende bliver afbrudt i deres glæde af en mand med stok. Det er nemlig skammeligt at vise sin kærlighed frem. Den unge pige beder sin elsker om at bringe sig roser fra kongepaladset. Det tør han ikke, men så vil hun selv. Så gør han det alligevel, men bliver skudt af vagterne og kommer i Paradis.
Men hvordan er irakernes kærlighedsliv i det virkelige liv? Flerkoneri er tilladt, men flest lever i parforhold, og man kan i dag gifte sig af kærlighed, ikke ved tvang. Hvad nu, hvis mændene ikke “kan få kvindernes øjne til at skinne”? Så findes der utroskab, men det skal man passe på med. Som en af irakerne sagde: “Vi gør alt, hvad I gør i Europa, men vi gør det skjult!” Et fænomen hedder ‘midlertidigt ægteskab’, hvor typisk en ungkarl har en elskerinde på en kontrakt for f.eks. et år ad gangen. Men kvinden taber i værdi ved sådan et arrangement.
Vicekulturministeren er feminist, selvom han er mand. Han har flest kvinder ansat på sit kontor, og de må ikke bære slør her. Men da vi hos Erdils ledende politiker spurgte ind til kvindelige kunstneres vilkår, nævnte han forskellige støttemåder, men mest de kvindelige volleyboldspilleres og cykelrytteres vilkår!
Sejr Andersen fra vores delegation hyldede vore værter i den kurdiske forfatterforening for at have haft en veludviklet civilisation dengang, danske mænd endnu slog en kvinde oven i hovedet med en kølle, hvis de ville erobre hende. “Så vidt jeg har forstået på kvinder, er dette ikke kultur,” sagde han, og så var tonen anslået ved et lille nachspiel med Chivas Regal på Bordet. Forinden havde det været Muniam Alfakers eftermiddag, hvor han for første gang på turen reciterede egne digte og på livet løs. De var nemlig udkommet på kurdisk i en ny bog, som blev delt rundt. Bagefter skrev han autografer.
En kurdisk poet, Majid Alhydar, stak mig nogle digte, han havde oversat til engelsk. Et af den var ‘Al-Quaedas’ Internationale, skrevet med bidende ironi. Første vers lyder sådan:
From Bali to Tizi Ouzou
From Kandahar to Hai-il’amill
The anthem is blooming:
“Kill, kill, kill
Kill, kill, kill
Det var nok godt, vi havde vores bodyguards. De var i øvrigt højere aflønnet end adskille højtstående embedsmænd, men skulle så også være til rådighed døgnet rundt. En af vore havde det som studenterjob. Han studerer litteratur og filosofi.
Ved en middag gav Aqeel mig en lektion i situationen i Irak: 80 procent af befolkningen går ind for demokratiet i det ny Irak. Af de resterende er de fleste sunnier. Sunnyer fra Saddams baath-parti har sammen med Al-Qaeda udråbt en islamisk stat i Irak, som jages af de andre. Mest frygter man, at de får hjælp udefra. Det er lykkedes Maliki at samle den store del af befolkningen. (En anden fortalte, at det irakiske fodboldlandshold var blevet Asien-mestre for to år siden, og det havde virkelig været samlende.)
Det var tid, at vi skulle flyve tilbage til Bagdad ogt videre op til Istanbul og København. Forinden nåede vi endnu et arrangement på vores hotel, hvor irakiske forfattere var mødt op. Blandt andre Muzahim Hussein, som havde været soldat under Saddam, var blevet såret, men var smidt to år i fængsel for sine digte. Han var glad for Bush og amerikanerne. En anden digter, som var ansat ved universitetet ville helst diskutere Kierkegaard og Derrida. Det var vi nu ikke så gode til, men gjorde vores bedste.
Så tog Gudrun endnu engang sin gyldne stemmegaffel frem og sang sammen med Isabel en sidste gang. De var blevet vant til at optræde hvor og nårsom helst og sang sågar et par gange for gæsterne på de restauranter, hvor vi indtog vore måltider.
Tak til de to gange Aqeel, Mudhafer og Samir Al-mousary samt Muniam, som havde gjort turen så oplevelsesrig. Maa Alsalam – og på gensyn.