Clemens Stubbe Østergaard (CSØ) satte i et indlæg i sidste uge lighedstegn mellem respekt for Kinas styre i Tibet og politisk klogskab: Vi burde forlængst have føjet os efter Kina og undladt at tage imod Dalai Lama.
Men skal vi sælge ud af vore idealer for at imødekomme de ledere, der ifølge Kinas grundlov er »folkets demokratiske diktatur«, og som efter 60 år fortsat ikke tør bede deres egen befolkning om lov til at regere?
Den kinesiske regering opbygger med sine menneskerettighedskrænkelser et stort demokratisk underskud til fare for både Kina, Tibet og os selv i form af et potentiale for uro og konflikt. Hvis vi mener at have et alternativ til et sådant system, må vi stå fast på vore principper. Vi har ikke råd til at sælge vores sjæl. Det fører blot til, at vi i fremtiden må indskrænke vore egne rettigheder.
Vaclav Havel advarede i et interview med Foreign Policy Magazine den 9. december mod den type kompromiser ved at sammenligne Obamas nylige afvisning af Dalai Lama med Frankrigs appeacementpolitik over for Tyskland i 1938: »det var begyndelsen på en kæde af ondskab, der siden førte til millioner af dødsfald«. I Kinas tilfælde medfører en sådan leflen kun yderligere krav. Som Havel påpegede: Kina »respekterer, når man står fast, når man ikke er bange for dem. Når nogen gør sine bukser snavsede på forhånd, respekterer de dem ikke mere for det.«
Kina er et slaraffenland for de, der ikke gider menneskerettigheder og demokratisk medbestemmelse. Derfor ser man her en alliance mellem gamle marxister og hardline kapitalister, der gerne vil agere uden hensyntagen til folkets kritiske røster, miljøkrav eller frie fagforeninger.
CSØ er altid rede til at forsvare den kinesiske regering, og medierne bruger ham helt ukritisk som ekspert, selv i spørgsmål om Tibet, som han ikke har forstand på. I CSØs og mange danske sinologers perspektiv er Tibet blot en irriterende sten i skoen, der gør deres lange march mod Kinas storhed en smule mere ubekvem. De nægter at sætte sig ind i Tibets historie fra andet end et kinesisk perspektiv, selvom der i dag er en righoldig videnskabelig litteratur om Tibet og internt blandt sinologer er flere, der dekonstruerer den kinesiske nationalisme, som opstod omkring qingdynastiets fald, og hvis forsøg på at omdefinere Kina til hele qingemperiet er årsag til bl.a. konflikten med Tibet.
Tibet var i 1720-1911 nominelt et protektorat under manchurernes qing-kejserdømme, men blev aldrig som CSØ påstår en del af Kina, heller ikke i datidens kinesiske perspektiv. At ingen andre lande end Mongoliet anerkendte Tibet ændrede intet ved landets reelle uafhængighed i 1912-1950 (eller før 1720), da Tibet opfyldte folkerettens krav om reel magtudøvelse på et afgrænset territorium og havde diplomatiske relationer med naboer. Ligesom Taiwan kan stater godt være uafhængige uden at være anerkendt.
Burde lektor CSØs skattefinansierede forsvar for den kinesiske ledelse ikke vige for en mere almennyttig kritik af denne selvbestaltede magtelites politik og en alliance med de kræfter, der forsøger at gøre Kina til et retssamfund, modvirke censuren og styrke pluralismen? Det ville være klogere end at støtte den kinesiske nationalisme.
Anders H. Andersen er fmd. for Støttekomiteen for Tibet