Hvad gør vi andre, mens vi venter på, at Lotte Folke Kaarsholm og ligesindede får reddet Afrika? Det spørgsmål rejser sig umiddelbart, når man ser kritikken af Børnefondens arbejde på lederplads 11. januar.
Børnefonden modtager hver måned 200 kroner fra 69.025 mennesker, som ikke vil sidde og vente på, at de afrikanske regeringer, de vestlige udviklingsorganisationer, EU, Verdensbanken og FN får afskaffet fattigdommen i Afrika. Det har vi ventet på i 50 år nu.
Børnefonden repræsenterer derimod 69.000 mennesker, der vælger at tage et personligt ansvar og yder et fast månedligt bidrag. Fra seksårsalderen og gennem hele barndommen sikres deres sponsorbarn, dets familie og lokalsamfundene omkring Børnefondens centre ude i de afrikanske landsbyer netop den tilregnelighed, som ingen andre har evnet at yde.
Der skal en skråsikkerhed af dimensioner til at nedgøre den indsats, sådan som Folke Kaarsholm gør: »Børnefonden hjælper nok børn, men den er ikke nogen særlig god hjælp til de samfund, børnene skal leve i.«
Det er en fremragende hjælp!
1. Vi arbejder med en horisont på 15-20 år for udvikling af lokalsamfundet.
2. Vi er helhedsorienterede. Med barnet i centrum er vi fokuserede på at styrke hele lokalsamfundet med bedre sundhed, børnehaver, skoler, voksenuddannelse, og indkomstskabende virksomhed.
3. Det er grupper i lokalsamfundet, som bestemmer, hvordan donorernes midler skal prioriteres.
4. Vi har langvarige forbindelser til partnere og myndigheder. Det sikrer en langt større grad af bæredygtighed end de typiske bistandsprojekter, som løber over to til fire år.
Børnefondens arbejde bygger på hjælp til selvhjælp. Modtagerne skal selv gøre en indsats for at forbedre deres tilværelse. Børnefonden dikterer ikke modtagernes livsvalg, og det går langt fra altid for børnene, som vi håber.
Men vi har nogle principper og værdier. Uddannelse for piger såvel som for drenge er grundlæggende. Hvis for eksempel forældrene tager deres pige på 11 ud af skolen, mens drengene får lov at fortsætte, så kan man ikke fortsætte sponsoratet. Børnefonden driver også særlige tilbud for unge, der har forladt skolen i utide med tilbud om faglig opkvalificering, læsekurser mm. Det er en del af vores langsigtede udviklingsarbejde.
Vi tydeliggør, at det er levende børn med et navn, et ansigt og et håb for fremtiden, som vi opfordrer til, at man engagerer sig i. Sponsorerne mærker smerten og skuffelsen, når sponsoratet ikke lykkes med at give barnet den tryghed, uddannelse og fremtid, som var målet. Det er vi klar over, og Børnefondens utimelige exit fra Rwanda i 1995 skabte netop den slags blødende sår, som er svære at hele. Det var en fejl, vi begik, og det forsøger vi at råde bod på.
At være sponsor for et barn betyder, at man på godt og ondt engagerer sig i et andet menneskes liv i nogle år. At modtage sponsorhjælp til sine børn betyder, at man vælger at tage ansvaret for sin egen og sine børns tilværelse på sig med langt bedre muligheder for, at det lykkes.
De bånd, der knyttes, bygger på et sæt af universelle humanistiske værdier, som bringer mennesker tættere sammen på tværs af religion, kultur og geografi. Og det kan ikke være det ringeste at arbejde for i globaliseringens tidsalder.
Annette Lüdeking er direktør i Børnefonden