af Asger Schnack
Når alt er faldet på plads,
alle ord er sagt,
og de sidste sætninger er skrevet
om romantiske erfaringer
eller historiske sus.
Når intet mere presser sig på
eller lægger sig som sne.
Når ingen læser dig som pensum,
men du bare er en del af støvet,
og en af dine bøger blot er en bog.
Så vil en dag et ungt menneske,
selv romantiker,
tage dig for givet. Fortvivl ikke,
det er et øjeblik uden spotlight,
et sjælsmoment uden overtoner,
så nøgternt som nu den slags kan være.
Når du mærker, at du bliver læst
som en del af naturen, uden helgenkrone,
vil du måske stamme en tak,
i hvert fald vil du ikke gå rastløst rundt,
men være at finde i metaforfrit område.
Al ungdoms ild
vil være brændt ud igennem kroppen,
og du vil vide med dig selv,
at det var et dramatisk tidsspilde,
et drømmens møde på en tallerken,
der drev dig som noget, du troede
var fylde.
I dette land er modsætningen
modernist / traditionalist opløst,
frisuren er den samme,
uanset om du ligger i en park
i Berlin og kysser (med selve kærligheden),
eller du sidder og drømmer
i en bus (ramt af et lyn i rygsøjlen).
I dette område af bevidstheden
er der knap nok erindringer,
fordi det, du repræsenterer, er visket ud.
Og når klokken slår,
er det så konkret,
som noget kan være.
Som alle andre er du
den, du er, det, du var.
Et lille tog, der kører i natten,
den rytme, du går med,
i en tid, der ikke
regner med urskiver eller sekundvisere,
men kun med en lyd
så buldrende og bragende
som bjerge.
Dér kommer du gående
med Hvidovre i en snor efter dig,
den regn, der regner,
er tung af symboler,
blinkende af badges og blik
tømt for henvisninger,
men du mærker den ikke,
for du har vendt ryggen til byen,
og ser man nærmere efter,
svæver du.
Ærligheden fordrer, at det, du siger,
er indøvet og tempelagtigt,
for du er sådan indrettet,
at fri improvisation
ikke kæler med luften,
men er hamret ud som pæle.
Hvor du går.
Hvor du taler i telefon, retrospektivt.
Folk vågner i andre bydele
og står i pyjamas eller nøgne,
raget ud af sengen,
lettere frysende, men løftede
af ordrusen.
Alle disse mennesker
er nu en del af noget nyt
og kan ses i et spejl,
der flytter sig lige så hurtigt
som de dér efterårsblade.
De dér kirkegårdsprocessioner,
som lige så vel kan være skygger.
Tavshed falder ned fra murene,
hvor før graffiti rumsterede,
og en hund står og tisser
op ad en cykel, der er
punkteret. Sådan er det,
det er ikke arrangeret.
Og den unge mand,
der sidder med din bog i bussen,
tænker ikke på andet,
end at nu skal han af.
Lyn og torden er lige så
lydløse for dine hænder
som den unge mands blik.
Du ser ham ikke,
han ser ikke dig,
der er ikke meget lys,
men lidt regn i gaden
af den slags, der gør den ene våd
og den anden blot
en lille smule mere gennemsigtig.