Tænk det utænkelige, at:
»Der er 24 kvalificerede ansøgere til en offentlig lederstilling. 10 kvinder og 14 mænd. Der indkaldes 11 mænd til samtale; men ingen kvinder.
Én kvinde klager, men får at vide, at der ikke er indkaldt kvinder, fordi der ikke har været anvendt et kønskriterium ved udvælgelsen til samtale.
Samtidig nedgøres hendes kvalifikationer, uden at det er muligt at anføre væsentlige svagheder heri.«
Vi skal vel mere end 50 år tilbage, for at et sådant scenarium ikke ville give de helt store overskrifter. Ikke desto mindre er det almindeligt forekommende, hvis man i stedet for kvinder skriver kvalificerede ansøgere over 50, og i stedet for mænd skriver kvalificerede ansøgere på 50 eller derunder: Det er i hvert fald netop, hvad jeg selv har været udsat for, og endda ved en stillingsbesættelse i Arbejdstilsynet - Arbejdstilsynet, der jo henhører under Beskæftigelses- og Ligestillingsministerens område.
Der er nu faldet dom for, at Arbejdstilsynet foretager denne aldersdiskrimination.
Sagen er den, at jeg i december 2008 søgte en mellemlederstilling i en af Arbejdstilsynets provinskredse, som jeg selv betragtede mig som mere end velkvalificeret til. Stor var min overraskelse således, da jeg efter en periode med overbærende venten erfarede, at jeg ikke en gang kom til den indledende samtale.
Det måtte være løgn! For første gang i min karriere havde jeg søgt på en relevant stilling uden at komme i betragtning. Jeg forespurgte høfligt om på hvilke punkter, man havde fundet mine kvalifikationer mindre fyldestgørende, hvorefter sagen blev overdraget til Arbejdstilsynets Centraladministration. Her valgte man straks at gå i forsvarsstilling med procedurebeskrivelser uden at kunne komme med noget, der bare lignede det mindste af et svar.
Selv havde jeg overset, at jeg havde passeret de halvtreds, hvorfor jeg af en af mine nærmeste og jævnaldrende fik forklaret (a la ‘velkommen til virkeligheden’), hvordan han selv havde haft 52 ansøgninger inde på det sidste, og hvor han i seks tilfælde havde skjult sin alder. Og gæt, hvilke samtaler han kom til? Netop disse seks!
Så det at blive udsat for aldersdiskrimination havde altså ikke kun noget med mig at gøre. Den var der bare. Den måtte bekæmpes, og kampen måtte tages. Jeg var den udvalgte. Så væbnet med pen og blæk klagede jeg til Ligebehandlingsnævnet.
Det efterfølgende halve år gik derefter stille og roligt med, at nævnet sendte min klageskrivelse til Arbejdstilsynet og Arbejdstilsynets svar til mig for mine kommentarer og så fremdeles. Frem og tilbage. Og frem og tilbage.
I august 2009 tabte jeg tålmodigheden og ringede til nævnet og spurgte, om de ikke havde tænkt sig at behandle sagen i form af at stille nogle relevante spørgsmål, f. eks. til ansøgerskarens aldersfordeling i forhold til dem, der blev udvalgt til samtale. Der blev stille i den anden ende af røret. Nu havde de jo ikke haft sager af denne art før; men sagsbehandleren ville da lige vende dén med chefen.
Så kom der lidt mere gang i sagen. De relevante spørgsmål blev stillet, og Arbejdstilsynet måtte i sit næste brev afsløre, at ingen af de 10 ansøgere over 50 år, som Arbejdstilsynet selv havde anset som kvalificerede, var kommet til samtale, og det på trods af at hele 11 ud af 14 øvrige kvalificerede ansøgere på 50 eller derunder alle var kommet det.
Enhver burde kunne se, at dette skreg til himlen. Men nej. Aldersdiskrimination blev benægtet, fordi man i mit konkrete tilfælde slet ikke kunne »finde oplysninger, der gjorde, at jeg kunne påregne at komme til samtale«. Herefter belærte man mig om, at grunden til, »at ansøgernes aldersprofil ikke afspejles i gruppen, der blev indkaldt til samtale, skyldes, at alder ikke var et kriterium ved udvælgelsen til samtale«!!!
Tit går dumhed og arrogance jo hånd i hånd. I dette tilfælde blev denne sidste påstand gentaget fra det ene brev til det andet med administrationschefens underskrift. En simpel statistisk analyse beviste ellers, at der var mere end 99,9 procents sandsynlighed for, at en sådan fordeling mellem ansøgerskaren, og de, der blev udvalgt til samtale, ikke var baseret på tilfældigheder, men at et alderskriterium netop havde været anvendt. Dette vender Arbejdstilsynet så på hovedet og udtaler i realiteten, at personer over 50 år kun kan påregne at komme til samtale på lige fod med andre, hvis alder var noget, der blev foretrukket.
Dette var så groft, at jeg sidst i november 2009 tillod mig over for Ligebehandlingsnævnet at komme med sammenligningen til den kønsdiskrimination, som jeg også har anført indledningsvis i dette indlæg. Nu nød sagen fremme, så allerede her i julen fik jeg resultatet fra nævnets dommerpanel:
»Det er i strid med forskelsbehandlingsloven, at Arbejdstilsynet ikke indkaldte dig til samtale i stillingen som tilsynschef«.
Hurra. Jeg havde vundet. Retfærdighed. Nu kunne vi få fokus på dette område. Aldrig mere skulle det ske igen. Alle på min egen alder, som jeg fortalte resultatet til, var begejstrede.
Fint nok, men: Hvad nu?
Dommen måtte have nyhedsværdi, så jeg valgte at lægge et hint ind på Ritzau:
»ARBEJDSTILSYNET DØMT FOR ALDERSDISKRIMINATION,« hvorefter jeg lagde pænt tøj frem og børstede tænder. Jeg var parat til formiddagspressen, konfrontation med beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) i TV2, eller hvad der nu bød sig. Bare kom an.
Men intet skete. Og nu har vi så passeret nytår, og stadig intet er hændt.
Og hvorfor er det så lige, at aldersdiskrimination åbenbart er så udbredt og stiltiende accepteret i forhold til anden diskrimination, f.eks. på grund af køn? Vi bliver jo alle ældre.
Eksempelvis undrede det mig i forbindelse med arvefølgeafstemningen, at det så 100 procent ensidigt blev fremstillet som et spørgsmål om kønsmæssig ligestilling, når det i realiteten i lige så høj grad drejede sig om en manifestation af førstefødsretten. Dvs. den ældstes fortrinsret uanset køn og evner. Det kan selvfølgelig udmærket passes ind i, at vi vel alle udvikler os generelt livet igennem, indtil alderssvækkelsen sætter ind på det sidste; men hvorfor forholder det sig så lige omvendt på arbejdsmarkedet?
Prøv som 40-årig at tænke 20 år tilbage og der se sin egen karriere og udvikling, og prøv så i den alder at forestille sig den forholdsvis samme personlige udvikling de næste 20 år frem, til man bliver 60. Det er der åbenbart ingen, der kan. Man ser til enhver tid sig selv på toppen og forestiller sig, at resten af tiden er ned ad bakke.
Men er man der først - over 50 altså - er virkeligheden den modsatte. Man har selv oplevet det hele og har for første gang muligheden for at kunne se alle facetterne og livet som en helhed, der trækker sig fra vuggestue til pension.
I dronningens nytårstale udtrykker hun problemstillingen, som om vor tid er ungdomsfikseret, og at dette er en dyd i sig selv. Årene må ingen spor sætte. Den dyrt vundne erfaring må ikke komme til udtryk. Erfaring er en værdifuld bagage, som også de unge skal kunne glæde sig over og glæde sig til. Den, der ikke længere er ung af år, skal også have plads.
Det er et bemærkelsesværdigt indslag i talen, synes jeg, fordi dét, at hun giver sit bud på en forklaring, jo viser, at fænomenet er erkendt og trængt helt inden for kongehusets mure.
Samtidig står hendes udtalelser herom jo i bedre overensstemmelse med virkeligheden men i skærende kontrast til vores toppolitikeres udtryksmåde om det samme, når de taler om gråt guld, værdifuld arbejdskraftressource, nedtrapning af efterløn, fordi der er brug for alle hænder osv. osv..
Nu har vi så en konkret dom for, at velkvalificerede ansøgere over 50 år udelukkes af et arbejdsmarked, som henhører under Ligestillingsministerens eget ressort. Og vi taler altså om ca. en tredjedel del af hele arbejdsstyrken, og at ligestilling vel drejer sig om alle ligebehandlingslovens områder.
Så får vi et »Ups, noget må gøres!« - eller et »Nå, og hvad så?«
Jørgen Aanæs er ingeniør og arbejdsmiljøkonsulent. Han har 30 års arbejdsmiljøerfaring fra private og offentlige stillinger, heraf 18 år som direktør for en rådgivningsvirksomhed