Jens Albinus er en forunderlig skuespiller. Ydmyg og vred i samme blik. Beskeden og kompromisløs i samme replik. Han er så modig, at man bliver bange for ham. Men også så hudløs, at man næsten ikke kan lade være med at forelske sig i ham.
Han går sine egne veje. Han har opsøgt de instruktører, han gerne har villet lære noget af - med Frank Castorf og den tyske scene som væsentligste inspirator. Og han har valgt de forestillinger og film, han gerne ville spille med i. Han er 45 år gammel, men hans krop er tynd som en drengs, og han har allerede en stemme som en mester. Albinus er sin egen.
Nu har han så dramatiseret Primo Levis beretning fra Auschwitz, Hvis dette er et menneske. Egentlig er det den slags spankingteater, man slet ikke orker at opsøge. Fordi man allerede mærker slagene og smertebekendelsen: Jamen, kunne jeg ikke have gjort akkurat det samme?
I stedet bliver man tændt af forestillingen. Man bliver trodsig - og man bliver taknemmelig. For tænk, at der findes nogen, der kan formidle kz-lejrenes systematiske selektionsondskab, så dødsmareridtet løfter sig til vigtig kunst. For dette er hverken oplæsning eller foredrag eller agitation. Det er teater, kogt på verdens hidtil ondeste suppeben og et par hykleriske kålstumper og kartoffelgnallinger oveni.
Albinus har intet andet end sig selv: En mand i et sort jakkesæt. Italiener og jøde eller hvad som helst. Han træder op på en træpalle, sådan en standardiseret europalle, hvor han står som europæisk prototype på fænomenet ‘mennesket’.
Så går han i gang. Taler og taler.
»Min krop tilhører ikke mig selv længere,« siger han roligt. Han taler sig bleg af koncentreret distance. Taler sig hviskende af rædsel. Taler sig rødmosset af krænkelse. Hans pulsårer står ud fra halsen i truende silhuet, mens hans adrenalin pumper hele salen op i en tavs rytme til SS-uniformernes marchslag og muselmændenes knoglevaklen. Nu råber han. Insisterer på at fuldende sine sætninger. Skriger menneskelyde.
Albinus taler ikke efter tegnsætning. Han taler i musik - i melodibidder, der stiger og falder med vreden og udmattelsen. Hans åndedræt hakker sætningerne over som en kz-fange, der skal skovle endnu en skovlfuld alt for tungt mudder op fra et hul. Af og til afbryder han sig selv. Sætter sig på en stol op ad den hastigt malede hvide væg bagved og drikker et glas vand. Ikke andet. Så lytter han til Sjostakovitj-strygere i korte lydglimt af tidløs sorg, indtil han fortæller videre.
Videre, videre. Frem mod 1945 og det, de andre kaldte befrielsen. Frem mod en kakkelovn og en lille smule suppe og et øjebliks fred.
Alligevel er den værste scene dén, hvor et pludseligt minde om Dante og Den Guddommelige Komedie besætter hans udmattede tanker. Her er desperationen over ordenes skønhed fuldstændig forfærdende. Jagten på glemte sandhedsord fra digtene skaber større desperation end både nazi-brusebade og stjålne brødskiver.
Denne teaterforestilling føles intuitivt som en af sæsonens vigtigste - og en af tiårets uomgængelige. Samtidig er det en intelligensmaraton af de selvpålagte. Albinus har selv dramatiseret Primo Levis bog, tydeligvis inspireret af Nina Gross’ oversættelse af Levis samlede Vidnesbyrd, der udkom sidste år på Rosinante. Han undgår kløgtigt fælden med at skabe en kronologisk skildring og holder i stedet fast i en nøgtern ‘Verfremdung’, så overvejelser om menneskeheden og kz-lejrenes praksis veksler med den personlige beretning. Dermed forhindrer han monologen i at ryge ned i patosfælden.
Albinus har tilsyneladende også været begavet instruktør for sig selv - med Emmet Feigenberg som konsulent og Jesper Bergmann som dramaturg, og scenografen Mia Steensgaard har ryddet scenen og skabt hvidt snelys ovenfra. Kombinationen af kræfterne har været overleverstærk, ikke mindst i forestillingens voldsomme skift, hvor Albinus demonstrerer sine uhyrlige åndedrætskræfter med uforudsigeligt crescendo.
Én time. Mere tager det ikke, dette sjældne møde med et menneske. Det forunderlige er, at man som tilskuer til grumhederne griber sig selv i at smile saligt. En lykkefølelse sniger sig med ind i lejren, forbi vagter og støvlebunker og afklippet kvindehår. Sådan er det. Så længe verden har Albinus’er, er der håb.