»Jeg laver rap, selv om nogle si’r, jeg ik’ ka’ det / kritik rør’ mig’ ik’, kun hvis jeg la’ det«.
Nå, okay. Øøøøøøh. Nej, vi tager den sgu lige igen:
»Jeg laver rap, selv om nogle si’r, jeg ik’ ka’ det / kritik rør’ mig’ ik’, kun hvis jeg la’ det«.
Nu venter vi kun på, at Frank Hvam også skider i nælderne. Ikke, som vi er vant til det i Klovn-regi, men uden for sit postnummer. Øvrigheden i den danske stand-up-elite har på det allerseneste demonstreret, hvor lidt den magter andet end sin hovedgeschäft, ergo humoren (på andres bekostning). De misbruger udsigten fra den absurd høje piedestal, som de er blevet givet af ikke mindst TV 2 Zulus konstante knæfald for letkøbt satire. Helt ærligt, who the f**k is Brian Mørk?
Først var der Casper Christensen, der i sit gennemført gratis talkshow ikke blot var vanligt dårligt klædt på, men også usædvanligt dårligt klædt på. Jammerligere interviewteknik og pinligere mangel på basal research skal man således scrolle gennem en hel sæsons udgaver af Aftenshowet for at se magen. Og det siger for hælvete da ikke så lidt.
Nu følger så Anders ’Anden’ Matthesen, der udstiller sine mildest talt haltende rapevner. Ikke fordi Anden lader til at være drevet af en indre nødvendighed, platform, megafon, du-navngiver-det, og har noget, der virkelig skal ud, men fordi han kan. Og fordi han indlysende gik guld med sin første rapplade, hvad han ikke forspilder chancen for at minde lytteren om i utide og utide. Det faktum, at kendisfaktor sælger mere, end kvalitet gør, ændrer bare ikke på, at han kun på et par eller tre af sin nye plades 17 skæringer, Villa Peakstate hedder værket, er værd at lægge ører til.
Det gjorde åbenbart nas på Anden, da en sjældent enig anmelderstand vejede hans debutalbum og fandt det for let, letkøbt og overraskende lidt overraskende. Den hæmoride er Villa Peakstates eneste, om nogen, drivkraft. Men sådan var det altså bare. Soevnloes fra 2006 lød unægteligt påfaldende meget af Østkyst Hustlers, der som bekendt gjorde sig bedst i midt-90’erne. Andens flow havde således ikke ændret sig mange tødler, siden han vandt DM i Rap i 1991. Det var gumpetungt, uvarieret og med nogle rim, der udi opfindsomheden sjældent nåede de kolleger, han afviser ethvert slægtskab med, til galocherne.
Anden omgang med Anden er endnu en vraltende tur på dansk raps 2. klasse. Det er meget muligt, at manden er stolt af ikke at lyde som resten af den danske rapscene, men derfor kunne han vel godt have dygtiggjort sig siden sidst. I stedet er der mere selvtilstrækkelig rap fra en buddhist, der dog »går med Rolex og kører Mercedes«. Og sådan er der så meget – Anden har endog meget travlt med at tage afstand fra dansk hiphop, samtidig med at han andebryster sig med samme genres største klichéer. Han er rig, han er sej og en lille smule selvironisk (vi forstår, at han har acne og er hjulbenet). Og at »Anders Fogh er et fjog og et no-go«. Wauw.
På beatfronten, med et stort ord, er vennen Bossy Bo hovedleverandør, og det er, i mangel af bedre ord, et uhyrligt gemytligt genvalg. Produktionerne savner punch, men er dog ikke nær så blues-hoppede som på debuten. Letbenet er det, og nysgerrigt er det ikke.
Største oplevelse og strammeste nummer er Nik & Jay-pastichen »Lækkerier«, hvor Anden insinuerer en masse grimme ting om 00’ernes svar på Laban. Buddhist? Karma? Selvimodsigende? Nok mest det sidste. Flot nok at latterliggøre dansk pops førsteduo – det blev rapkollegerne trætte af i 2004, og det er måske mere sigende end de foreløbig 641 ord, som denne anmeldelse fylder. Andtihelten befinder sig i en tidslomme anno 1990, og når MC Einar på Villa Peakstates andet lyspunkt, »Superstars«, går på mikrofonen, er det også tydeligt, at Anden heller ikke var den kooleste rapper dengang. Einar Enemark lyder ganske enkelt bedre, og havde han haft større ambitioner og lyttet til sin samtidige og lære lidt frem for demonstrativt at lukke samtiden ude, ville det næppe være tilfældet. I stedet blamerer han sig som rappens svar på Linje 3. Utidssvarende, selvtilstrækkelig, forudsigelig. Når man ser TV 2 Zulus kummerlige udbud af stand up-komikere, der pr. definition mangler referenceramme, basal timing og anstændighed, men gerne får foræret et talkshow på baggrund af at hedde Brian og bære briller og lokumsbræt, fristes man til at tænke, at det er blevet for nemt at være Anden i dén andedam.
Anden: Villa Peakstate (Artpeople). Udkommer i dag