DET VAKTE OPSIGT, da Google i sidste uge annoncerede, at man ikke længere ville censurere internettet i Kina. Det fremstod nærmest heroisk, at den amerikanske søgegigant ville ofre et af verdens mest attraktive markeder med flere internetbrugere, end der er amerikanske statsborgere, i et forsvar for ytringsfriheden. For selvom Google hævdede at ville indlede forhandlinger med de kinesiske myndigheder om en ny og ucensureret google.cn, er det så godt som utænkeligt, at kineserne skulle bøje sig det mindste.
Googles motto lyder berømmeligt ‘don’t be evil’, og virksomheden havde højlydte samvittighedskvaler, da den for to år siden indledte sit kinesiske eventyr. Googles mission er at gøre alverdens viden tilgængelig, og som sådan var virksomheden perfekt i rollen som forsvarer af de vestlige værdier over for et Kina, der har lagt en jernring rundt om den kinesiske del af internettet. ‘The great firewall of China’, som ringen kaldes, holder en lang række informationer ude - fra politisk information om demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads til kulturfænomener som porno.
DET HAR UDEN TVIVL gjort ondt på selvforståelsen i Google at skulle bedrive censur. Men det er måske også en mindre heroisk udlægning af sidste uges forløb. Google har haft ualmindeligt svært ved at bryde igennem på det kinesiske marked, som helt og aldeles domineres af den kinesiske søgemaskine Baidu. I den herseende har det måske ikke gjort så frygteligt ondt at ofre Kina på ytringsfrihedens alter. Derfor vil det være interessant at se, om kampen mod alle former for censur vil fortsætte også på mere profitable markeder. Eller rettere sagt: Det vil blive interessant at se, hvordan censur vil blive defineret, når helte- og skurkerollen ikke er helt så åbenlys som i tilfældet Kina.
Googles juridske chef, Davis Drummond, der i sidste uge annoncerede opgøret med Kina, er eksempelvis anklaget ved en italiensk domstol, fordi italienerne mener, at Google kun alt for langsomt fjernede en video fra YouTube, der viste, hvordan en autistisk dreng blev mishandlet af jævnaldrende. Italienerne mener, at det var Googles ansvar. I Frankrig har Nicolas Sarkozy pålagt internetudbyderne at overvåge pirateri. Og hvis man herhjemme forsøger at tilgå www.thepiratebay.org, vil man opleve, at ikke hele internettet er tilgængeligt fra Danmark.
Pointen er, at internettet ikke så frit, som det ofte hævdes. En lang række vestlige lande benytter sig af den selvsamme store ‘firewall’ som Kina. Og spørgsmålet er, hvem der i sidste ende er ansvarlig for indholdet på internettet: Har Google et ansvar for de søgeresultater, de viser frem, har Facebook et ansvar for det, som brugerne skriver på deres væg? Den nemme løsning er at lovgive og skabe forbud. Men derved er det ironisk nok os, der bevæger os i Kinas retning, og ikke omvendt. Det vil formentlig glæde en lang række statsledere rundt omkring i verden, hvis der også i den vestlige verden danner sig en konsensus om, at internettet tager sig bedst ud bag tremmer.