En stor, rund og tegneserieagtig figur, ja, nærmest bare et ansigt med fire ben og fire arme, der inkarnerer hovedpersonens jødiske herkomst, og som han selv ser som et irriterende fremmedelement, der egentlig ikke har noget med ham at gøre.
En høj, tynd og lige så tegneserieagtig mand i jakkesæt og med lange fingre, store ører og en stor, kroget næse, der personificerer hovedpersonens mørke side og hans kritiske syn på sig selv og sit udseende, og som hele tiden lokker ham i uføre og får ham til at svigte familien og i stedet hellige sig musikken, andre kvinder og alt for meget af den alkohol, der i 1991 ender med at slå ham ihjel, 62 år gammel.
Det er blot to af de elementer, der gør tegneserieskaberen Joann Sfars film om Serge Gainsbourg, Gainsbourg - vie héroïque, til en anderledes oplevelse. Filmen er et originalt portræt af en charmerende, kunstnerisk sjæl, der helst ville være tegner og maler, men som endte i musikken; en meget poetisk, visuelt opfindsom og både morsom og tragisk skildring af den franske sanger, sangskriver, kvindebedårer og skandalemagers farverige liv og karriere.
Gainsbourg - vie héroïque, der præsenterer sig som en fortælling, et eventyr, er baseret på Joann Sfars egen tegneserie om nationalpoeten Serge Gainsbourg, der blev født som Lucien Ginsburg og var søn af russisk-jødiske forældre. Og den tager sig mange friheder i forhold til både den biografiske tradition og det kulturelle ikons liv, hvilket allerede har fået nogle franske kritikere til at tage afstand fra instruktøren.
Men det bekymrer nu ikke filmdebutanten Sfar, som bedst er kendt for tegneserien Rabbinerens kat, der også er udkommet på dansk og tager udgangspunkt i Sfars egen jødiske baggrund.
»Efter min mening er sandhed det modsatte af virkelighed,« siger han til en flok udenlandske journalister, der er forsamlet på Grand Hotel i Paris for at høre Sfar og Eric Elmosnino, der spiller Serge Gainsbourg, fortælle om filmen og manden.
»Når man lader, som om ens film er en undersøgelse eller et stykke virkelighed … det hader jeg virkelig. En film er teater, og vi finder på ting, der forsøger at sige sandheden - som hos Shakespeare. Jeg har et meget teenageragtigt forhold til film. Jeg forventer, at de fortæller mig, hvordan jeg skal leve. Det forventer jeg ikke af journalister. Det er en fantastisk profession, men jeg vil have, at de fortæller mig, hvad der sker i dag.«
Joann Sfar fortæller, at det overraskede ham, at Serge Gainsbourgs familie - datteren Charlotte Gainsbourg, der er sanger og skuespiller, og hendes mor, den britiske sanger og skuespiller Jane Birkin (i filmen spillet af Lucy Gordon) - sagde ja til at lade ham lave Gainsbourg - vie héroïque og bruge Gainsbourgs musik og trække på familiens viden.
»Da jeg lavede tegneserien, følte jeg mig fri til at gøre, hvad jeg ville, og jeg havde ikke forventet, at de ville sige ja, fordi de har sagt nej til alle andre film om Serge Gainsbourg. Men måske skyldes det, som de fortalte mig, at filmen er et eventyr. Men hvilket slags eventyr er det? Han døde for mindre end 20 år siden. Det er et eventyr, fordi jeg kun bruger hans ord, selv hvis de er løgne. Når folk taler om ham, er jeg aldrig interesseret, men når han selv snakker, er han en stor fransk poet. Måden, han gør sig selv til helt. Han er ude på at helgenkåre sit eget liv. Og samtidig er han en figur fra en Pasolini-film.«
Til at begynde med var Sfar ikke interesseret i at filmatisere sin egen tegneserie, men han mødte en producer, der kun var interesseret i tegnerens måde at fortælle på.
»Gainsbourg - vie héroïque er en halvt amerikansk film, og amerikanerne ville have, at vi skulle være så franske som overhovedet muligt,« siger Joann Sfar.
»Hovedsagen for mig var ikke Gainsbourg, men at lave alt det, jeg godt kan lide i en film, hvilket vil sige en kærlighedshistorie i Paris med en kunstner, musik og masser af sex (Gainsbourg havde forhold til både Juliette Gréco og Brigitte Bardot, spillet af hhv. Anna Mouglalis og Laetitia Casta i filmen, inden han mødte Jane Birkin, red.). Gennem Gainsbourg kunne jeg få min besættelse til at mødes med det franske publikums besættelse, fordi han er stadig meget vigtig set med franske øjne. Han var et vidunderligt værktøj for mine besættelser.«
Sfar forestillede sig først, at Charlotte Gainsbourg skulle spille sin egen far i filmen.
»Jeg sagde til hende, at ‘efter min opfattelse er der kun ét menneske, som kan spille Gainsbourg, men jeg er ikke sikker på, at vedkommende vil sige ja’. Og hun sagde, ‘alle vil da elske at spille min far’. ‘Ja, men problemet er, at det er dig’. Og så begyndte hun at græde og gik sin vej. Dagen efter ringede hun og sagde, at det var en fantastisk idé, og at hun gennem filmen ville få en unik mulighed for at løse de problemer, hun havde i forhold til sin far.«
»Gennem seks måneder var jeg nærmest hendes terapeut, men på et tidspunkt gik det op for alle, at det ville blive for smertefuldt. Farens spøgelse var stærkere end jeg, og det var ret heldigt, for med Charlotte i hovedrollen ville filmen være blevet meget sørgelig. At hun ikke kunne, ledte os ad en sti mod teatret, fantasien, måske analysen, men ikke virkeligheden. Da Charlotte forsvandt, døde filmen dog også, følte jeg, fordi alle de berømte franske skuespillere bragte noget meget akademisk og alvorligt med sig, hvilket jeg ikke var interesseret i.«
Heldigvis bragte Eric Elmosnino noget helt andet med sig til rollen, fortæller Joann Sfar.
»Han forstod den tragikomiske side af filmen og min søgen efter sandheden. Han sagde, ‘okay, Gainsbourg kan være en figur fra din fantasi. Det er ligesom, når man giver Cyrano en næse på, så er han smuk indeni og føler, at han er grim uden på. Lad os bygge noget ud af det’.«
For Elmosnino, der ikke er en af fransk film og teaters mest kendte skuespillere, var det selvfølgelig lidt af en udfordring at skulle spille Serge Gainsbourg, fordi manden er så stort et kulturelt ikon i Frankrig. Omvendt var skue-spilleren ikke på forhånd fan eller kender af Gainsbourg og hans musik.
»Og jeg tror egentlig, at det var ganske sundt for mig ikke at kende så meget til Gainsbourgs sange og hans betydning, inden jeg blev bedt om at spille rollen,« siger Elmosnino, der ligner Gainsbourg og leverer en fantastisk og troværdig præstation som en også fysisk markant skikkelse, det ville have været nemt blot at karikere.
»Så ville jeg have været for overvældet og bange for at påtage mig rollen. Jeg mødte udfordringerne stille og roligt, mens jeg arbejdede mig ind i rollen, og det var først til sidst, at det gik op for mig hvor stor en kunstner, Gainsbourg var, og hvorfor han er blevet en del af den franske kulturarv. Nu lever jeg med hans sange hver dag. Jeg lytter til dem hele tiden.«
Det er Elmosnino selv, der synger Gainsbourgs sange i Gainsbourg - vie héroïque, og det var også en stor udfordring, forklarer han.
»Det hjalp mig at synge hans sange, der skulle tjene historien og komme på bestemte tidspunkter. Når man prøver at synge hans sange, forstår man, hvor præcis han var som musiker, hvor krævende og hvor tydeligt han artikulerede, og hvor gode hans fraseringer var. Man kan høre hver eneste konsonant og vokal, og det hjalp mig med at spille rollen som Gainsbourg. Når han sang, var han i total harmoni med sig selv, og nogle gange følte jeg, at jeg kom tæt på ham, når jeg sang sangene. Andre gange kunne jeg mærke, at han undslap mig igen. Det var meget hårdt arbejde.«
‘Gainsbourg - vie héroïque’ har endnu ingen dansk premieredato