Katastrofen i Haiti har ført til mange og harmdirrende krav om langsigtede løsninger. Kravene er kommet fra hele verden og er grunden til, at FN’s Sikkerhedsråd nu planlægger at øge den indsats, som har været i gang i flere år, og som tæller 7.000 soldater og 2.000 civile i forskellige kontrol- og administrative funktioner.
Den forpligtigelse over for landet, som det internationale samfund tidligere har vist, vil således blive bekræftet og styrket. Og, som den franske FN-ambassadør Gerard Araud sagde, da resolutionen blev introduceret:
»FN’s øgede tilstedeværelse er ment som en støtte til præsident Rene Prevals regering, ikke som et forsøg på at erstatte den.«
Alt er altså på en måde ved det gamle. En katastrofe rammer Haiti. Den gamle kolonimagt Frankrig kritiseres for fortidens fejltagelser. Den store, men engang så ubarmhjertige supermagt i nord, USA, ligeledes. Den lokale regering viser sig endnu en gang ude af stand til at regere sig selv. Voldsspiralen begynder. De morderiske bander og korruptionen viser sit hæslige ansigt. USA og Frankrig overtaler det internationale samfund til endnu en gang at styrke MINUSTAH - FN-enheden i Haiti. Landet synker hen i glemsel.
Det er ikke godt nok.
Det internationale samfund må, hvor vanskeligt det så end er, se i øjnene, at haitianerne, trods givet mange chancer, ikke er i stand til at regere sig selv.
Haiti er en fejlslagen stat på linje med de fejlslagne stater i området syd for Sahara i Afrika, og det vil det blive ved med at være, hvis kursen over for det ikke lægges om.
Når ambassadør Araud siger, at styrkelsen af Preval-regeringen i Port-au-Prince ikke er et forsøg på at erstatte den, har han derfor ret - ad helvede til.
En væsentlig mangel ved de foreslåede løsninger er, at de ikke tager hensyn til denne kendsgerning. Det er næsten ligegyldigt, hvilken statschef man lytter til, eller hvilke kommentatorer man læser til, så er udgangspunktet, at løsningen skal ske med respekt for Haitis suverænitet.
Få synes at erkende, at denne suverænitet for længst er gået tabt, idet landet ikke kunne have fungeret, medmindre FN havde været til stede. MINUSTAH er grunden til, at Haiti overlevede før jordskælvet.
Ej eller synes opinionsdannerne, for slet ikke at tale om statscheferne, at ville se i øjnene, at en forudsætning for, at den generøse hjælp, der er på vej, virker efter hensigten, er, at landet i en periode sættes under administration.
En god dosis international paternalisme er, hvad Haiti har brug for.
Diskussionen om, hvad ‘der virker’ i udviklingsbistand har varet mange år og er ikke slut. Det store, uløste spørgsmål i denne forbindelse er, hvordan vi bruger hjælp til at eliminere den fattigdom, som er roden til tragedien i Haiti.
Før diskussionen fortsættes, er det vigtigt at gøre sig klart, at der gennem årene er blevet brugt milliarder på at stimulere økonomisk vækst i den såkaldt underudviklede verden, med et dybt forvirrende billede som resultat. Diktaturet Kina har udviklet sig til at blive en rival til USA, mens det spæde demokrati Haiti er gået fra slemt til værre. Dets nabo, Den Dominikanske Republik, som også har haft sin del af terror, klarer sig til gengæld rimeligt. Tilbageståenhed hænger med andre ord ikke nødvendigvis sammen med det politiske system.
Vi er nødt til at se på, hvordan hele samfundet fungerer, altså hvad man kan kalde samfundskulturen. Kendere af Haiti og andre fejlslagne stater vil vide, hvad jeg taler om. Og det handler ikke bare om Papa Doc’s og Baby Doc’s berygtede Tonton Macoutes og de 10 hovedrige haitianske elitefamiliers dybt uansvarlige udsugning af deres eget land. Nej, det nærmeste vi kommer en sandhed om den haitianske kultur er, at landet i lighed med mange andre fejlslagne stater lider under et meget kompliceret net af kulturelle påvirkninger, som er umådeligt modstandsdygtige over for fremskridt.
Jeg kan kun opregne nogle af disse påvirkninger. Der er voodoo-religionen, som i sin onde version er destruktiv og er blevet brugt af kyniske magthavere til at sprede budskabet, at al planlægning er frugtesløs, og at mennesket er i de onde kræfters vold. Der er den kolossal forskel og mistillid mellem klasserne og racerne, som har skabt en permanent, semirevolutionær situation. Der er korruption. Ingen institution eller privat virksomhed er fri for den. Den er en del af tilværelsen.
Der er også skønhed og små børn, der sendes i skole så renskurede og velpressede, som var de på vej til en engelsk kostskole. Når de er 12, konfronteres de bare med den haitianske virkelighed, kastes ud i fattigdom og glemmer, hvad de har lært. Der er eksplosioner af kunstnerisk aktivitet, der er sensualitet - men der er også unge kunstnere, der brændes levende, fanget i det flammende bil- dæk og hældt over med benzin. Der er pludselig mangel på benzin, og når regeringen indfører rationeringer, viser det sig, at den pludselige ‘mangel’ er et svindelnummer, kunstigt påført markedet af en rigmand, der scorer gevinsten ved de midlertidigt forhøjede priser.
Det er en kultur, som virker på trods, og kun når vejret er godt. Men millioner af mennesker lever i daglig fattigdom, i skrald til halsen og ude af stand til at imødegå selv de mest basale udfordringer. En elektricitetsafbrydelse er en katastrofe. Det samme er manglen på en liter benzin, for når bussen ikke kommer til tiden, mister man en dags arbejde, medmindre man er den heldige ejer af en firehjulstrækker. Det er to procent af befolkningen. Vejnettet er enten ikke-eksisterende eller fyldt med flaskehalse. Skoler er der, men de er bare ikke særlig gode, og hospitaler og klinikker er for de rige. Indkomstskat er noget, som bruges til at betale politikernes lønninger.
Det må kunne gøres bedre.
Nu styrker Sikkerhedsrådet MINUSTAH. Fint. Det er nødvendigt i den aktuelle situation, men det vi oplevede, da et jordskælv med et styrke på godt 7 på Richterskalaen ramte Haiti, fortæller os, at der er noget fundamentalt galt. Det koster antagelig 200.000 mennesker livet. Husk så, at da et jordskælv af tilsvarende styrke ramte San Francisco for små 20 år siden, døde 67. Gæt selv hvorfor.
Min pointe er, at det på længere sigt er nødvendigt at åbne for debatten om de fejlslagne staters evne til at administrere sig selv og opbygge en infrastruktur til gavn for deres folk. Debatten burde starte med erkendelsen af, at der er kulturer, som er mere fremskridtsresistente end andre. Hvor hårdt det end er, må disse staters elite selv deltage i diskussionen. Jeg tror, at det kunne ende med, at de erkendte, at de er i så store vanskeligheder, at de i en periode har brug for at blive sat under administration.
FN har et organ, som kunne bruges. Det er det såkaldte tilsynsråd, The Trusteeship Council, som blev oprettet for at sikre, at regeringsløse territorier blev administreret til gavn for befolkningen og international fred og sikkerhed. Disse såkaldte Trust Territories var for størstepartens vedkommende underlagt det gamle Folkeforbund eller taget fra de nationer, som tabte Anden Verdenskrig. Disse områder har nu alle vundet deres uafhængighed som selvstændige nationer eller er blevet indlemmet i andre, selvstændige nationer. Den sidste var Palau, der blev medlem af FN i december 1994.
Forvaltningsrådet eksisterer i dag kun på papiret, men kunne genoplives. Det har en chef (selv om der ikke holdes møder) og en souschef (selv om der ikke er nogen planlægning). Det kan lyde som rent FN-bureaukrati, men hvis Forvaltningsrådet skal formelt opløses, kræver det en ændring af FN’s chartre, og det er en kompliceret sag.
Men Forvaltningsrådet bør ikke nedlægges. Tværtimod. Det bør genoplives. Det første land, som skulle tilbydes dets hjælp, skulle være Haiti.
Frank Esmann er forfatter og journalist. Som DR’s korrespondent i USA i 1990’erne dækkede han konflikterne i Haiti, og hans radiodokumentarserie ‘Esmann og Leth’ blev sendt på DR’s P1 i 2009.