Katastrofen i Haiti har endnu gang vist noget, vi altid har vidst som mennesker: At selv i de værste ødelæggelser er der håb.
Dette kunne jeg ved selvsyn konstatere i denne uge i Port au Prince. FN oplevede sit største tab nogensinde. Vores hovedkvarter i Haitis hovedstad var en masse af knust beton og forvredent stål. Hvordan kan nogen overleve dette, tænkte jeg. Men få øjeblikke efter, at jeg havde forladt stedet, tung om hjertet, trak redningsmandskabet en overlevende ud. Efter at have været begravet dage i fem dage uden mad eller vand var han stadig i live. For mig var dette et lille mirakel og et tegn på håb.
Katastrofer som Haitis minder os om, hvor skrøbeligt livet er. Men de bekræfter også vores styrke. Vi har set de rædselsvækkende billeder på tv: Sammenfaldne bygninger, lig i gaderne, mennesker i desperat bekneb for mad, vand og husly. Jeg så alt dette og meget mere på min rundtur i den hårdt ramte by. Men jeg så også noget andet - et bemærkelsesværdigt udtryk for menneskelig livsvilje. Mennesker, der trods den værste modgang udviser ekstraordinær modstandskraft.
Under mit korte besøg mødte jeg mange almindelige mennesker. En gruppe unge mænd i nærheden af præsidentpaladsets ruiner svor over for mig, at de ville hjælpe med at genopbygge Haiti. Når den akutte krise er ovre, håber de at finde jobs, en fremtid med værdighed og at udrette et stykke arbejde.
For dem, som har mistet alt, kan hjælpen ikke komme hurtigt nok. Men den er på vej og i voksende mængder trods vanskelige logistiske udfordringer i en hovedstad, hvor alle offentlige tjenester og ressourcer er væk. Fra og med mandag har over 40 internationale eftersøgnings-og redningshold med flere end 1.700 medarbejdere været i gang. Vandforsyningen er ved at blive genoprettet, telte og midlertidige lejre kommer i stort tal. Alvorligt beskadigede hospitaler er begyndt at fungere igen med hjælp fra internationale lægehold. Sammen med World Food Programme uddeler den amerikanske hær daglige madrationer til næsten 200.000 mennesker. WFP forventer at kunne brødføde så mange som en million mennesker inden for de kommende uger og arbejder videre mod at nå op på to millioner.
Vi har set en tilstrømning af international bistand, som efterhånden modsvarer omfanget af denne katastrofe. Hver nation og hver en international hjælpeorganisation i verden har mobiliseret sine kræfter for at undsætte Haiti. Vores opgave er at kanalisere denne bistand. Vi må gøre vores bedste for at få hjælpen ud til de mennesker, der behøver den, så hurtigt som muligt. Vi kan ikke lade vigtige forsyninger vente i lagerhaller. Vi har ingen tid at spilde og må ikke lade midler gå til spilde. Dette kræver en stærk og effektiv koordinering, hvor hele det internationale samfund arbejder sammen, med FN i spidsen.
Hjælpeindsatsens presserende karakter vil naturligvis præge vores planlægning. Men det er ikke for tidligt at begynde at tænke på i morgen, hvilket præsident René Préval understregede over for mig, da vi mødtes. Trods sin håbløse fattigdom havde Haiti gjort fremskridt. Det havde opnået en ny grad af stabilitet. Investorer var begyndt at vende tilbage. Men det vil ikke være nok at genopbygge landet, som det var. Ej heller nytter kosmetiske forbedringer. Vi må hjælpe til at genopbygge et bedre Haiti, side om side med landets regering, således at de penge og den støtte, der investeres i dag, kan give varige fordele, skabe arbejdspladser og gøre landet uafhængigt af den øvrige verdens generøsitet.
I den forstand er Haitis skæbne en påmindelse om vores overordnede ansvar. For ti år siden begyndte det internationale samfund et nyt århundrede ved at gå sammen om at udrydde ekstrem fattigdom inden år 2015. Store fremskridt er gjort for at indfri nogle af disse ambitiøse ‘Millenium-mål’ ved at sætte ind mod den globale fattigdoms forskelligartede årsager, herunder hjælp til bedre mødresundhed og uddannelse og til at bekæmpe smitsomme sygdomme. Men på andre vigtige områder mangler der meget. Bundlinjen er, at vi er meget langt fra at leve op til vores løfter om en bedre fremtid for verdens fattige.
Mens vi gør, hvad vi kan for få hjælpen frem til Haiti, må vi huske på det større billede. Det var det klare budskab jeg fik, fra de mennesker, jeg mødte i Port-au-Princes gader. De bad om job, værdighed og en bedre fremtid. Dette er det fælles håb for alle verdens fattige, uanset hvor de bor. At gøre det rigtige for Haiti, i nødens stund, vil også være at sende et stærkt budskab om håb for dem.
Ban Ki-moon er FN’s generalsekretær
Oversat af Niels Ivar Larsen