Hvad gør man, når man har skabt en vidunderlig teaterforestilling, som man gerne vil vise hele verden? Sådan som med Vitus Bering-stykket Og her ligger man som en anden idiot.
Man optager da bare forestillingen på film eller video. Skulle man tro. Gerne så det bliver til kunst på lærredet. Måske lige som videodance, der kun er skabt til kameraet. Eller måske i tråd med de populære, biograftransmitterede operaer. Essensen er, at man overfører livekunst til lærredet, fordi det er en skam at lade være.
Men sådan går det desværre langtfra med teaterforestillinger. Jo, de fleste teatre dokumenterer deres forestillinger med stationære kameraer. Men ikke som et selvstændigt kunstnerisk udtryk.
Teater på lærredet handler ikke kun om penge; det handler om visioner. Ikke engang Det Kgl. Teater slår til. Denne sæson hverken med rygter om videoversioner af Richard III som gigaforestilling eller Hvis dette er et menneske som monologen.
Men nu har skuespilleren Sejer Andersen fået sin teaterforestilling omskabt til den smukkeste kortfilm. Instruktøren er Dave Hunsaker fra Alaska. Hunsaker kender sine bjerge, og hans kameramand Joel Bennet kan fotografere vand, der slikker ind over sten, så vandet bliver til guld i solstrålerne. Fugle sejler og istinderne stritter.
Gregers Dirckinck-Holmfeldts fascinerende monolog bringer tilskueren med rundt i Vitus Berings sære skæbne. Fra Horsens fjord til Skt. Petersborg – og ud på zarens umulige syvårsrejse gennem Sibiriens sumpe ud til Beringøen, hvor skørbugen gør det af med ham i 1741.
Hunsaker har overført teaterteksten til lærredet ord for ord. Med patos i hælene sammen med de ræve, der sultent snuser rundt om Vitus Bering, som er blevet efterladt af sit mandskab på stranden. Dér sidder han og forsøger at lune sig ved sit sidste bål, mens benene stritter af koldbrand og skørbugen gør ham ubevægelig.
Filmen er mere en dokumentation end et filmisk nytænkende værk. Monologen er filmet i én ubrudt optagelse. Sejer Andersens stemme er skolet, netop som det kræves i teatret, men på filmen virker den stemmeføring næsten anmassende. Til gengæld er hans ansigt forunderligt garvet. Øjenvipperne er små, og kinderne er frostrøde. Hans hænder er stivnede i klude. Og hans øjne blindes undervejs, så han næsten bliver panisk over ikke længere at kunne se stjernerne. Det er gribende.
Ind i mellem glider Bo Holtens betagende kormusik ind over billederne. Holten leger med stemmerne, lige som fuglene leger med flugtlinjerne hen over vandet, og særligt de øverste sopraner har en skærende skønhed, som er helt fantastisk.
Ved teateropførelsen står koret rundt om Vitus Bering og giver rummet deres kropslige nærvær. Sangerne er ikke med på filmen, men til gengæld synes deres stemmer her at være desto tættere på. Som om den synges af dødsengle kun til manden på stranden – og til os.
Den slags billedlyd kan man ikke ønske sig nok.