JUBA - Der kører mindst fire Hummers rundt i Juba. Den amerikanske luksusbil, hvis moderselskab blev solgt til en kinesisk koncern, fordi amerikanerne ikke længere har råd til at køre rundt i det olieslugende statussymbol. En af dem holder f.eks. foran Da Vinci Bar & Lodge - med dens overdådige sortiment af luksusspiritus fra Europa og resten af verden og tre-fire varianter af de bedste cubanske cigarer - og skinner som en nypudset mønt. De fire biler har til deling en fem-seks asfalterede veje at boltre sig på i Sydsudans hastigt voksende hovedstad, men ingen af de andre statusbiler som Porscher, Ferrarier og BMW’er, som ellers ville være til stede i Hummerens naturlige habitat til at gøre dem selskab.
For Juba er omtrent så langt, man kan komme fra Hummerens normale flashy og overdådige verden. Uden for byen er der knapt nok en vej, luksusbilen kan køre på, og selv inde i Juba består hovedparten af vejene af huller så store, at en velvoksen mand kunne tage en lur i dem. Rundt om Sydsudans hovedstad er så godt alle som byer fattige samlinger af lerhytter uden de mest basale fornødenheder, sundhedsinstitutioner eller butikker, og rundt om i landet opererer FN’s World Food Programme med sit største program i verden til sultende mennesker i et af verdens fattigste lande.
Alligevel er Juba en succes. Et sted, som internationale medier begejstret har beskrevet som en »boom-by«, og forretningstidsskriftet African Business for nylig beskrev som »verdens hastigst voksende by« - og ikke i den traditionelle afrikanske forståelse, hvor den slags som regel er lig med katastrofal befolkningstilvækst, men i den vestlige optik hvor vækst er lig med økonomisk vækst - og er en god ting.
Sydsudans fem år gamle hovedstad er et under af vækst i en region, hvor der er langt imellem succeshistorierne. Juba er gået fra at være et hul i jorden til at være et hul i jorden med en masse penge i. Og forklaringen er først og fremmest udviklingsbistand.
Overalt i byen er pengene synlige; fra armadaen af hvide firhjulstrækkere fra vestlige ngo’er, til de velforsynede restauranter med vestlige menuer til butikkerne, der uden blusel tager 30 kroner for én rulle toiletpapir og 160 kroner for en lille tube solcreme.
Da en fredsaftale i 2005 satte et foreløbigt punktum - eller komma - for 22 års borgerkrig mellem det kristne og animistiske syd og det islamistiske centralstyre i Nordsudan, gjorde det pludselig også Sydsudans største by til centrum i et nyt land stort set uden nogen af de ting, der normalt følger med at være en stat, og til centrum for et enormt influx af vestlige udviklingspenge, suppleret med lokale oliepenge.
I en by uden infrastruktur eller mange bygninger over to etager eller med træk og slip, var konsekvensen, at entreprenante forretningsmænd pludselig kunne tage 250 dollar om dagen for at leje støvede gamle safaritelte ud som hotelværelser, og at et veritabelt udviklingsklondyke opstod for at sikre hæren af vestlige udviklingsarbejdere med dybe lommer de nødvendige arbejdsredskaber og noget, der lignede den komfort, de var vant til. Fra grænsen mod syd til Uganda går der historier om folk, der passerede grænsen med tre kasser øl på ladet af en cykel for at skabe deres fremtid i regionens nye bistands-boomby. Sammen med tilflydende oliepenge gjorde det pludselig Juba til en af Afrikas - og ifølge nogle observatører verdens - dyreste byer at bo i.
»Juba er fuldstændig forandret. Da jeg kom, var her stort set ingenting, men expats betyder penge « konstaterer en af de lokale forretningsmænd, Berhane Ghebrehiwot. Sammen med to kompagnoner driver eritreaneren Juba Bridge Hotel. Med en smuk udsigt over Nilen, kulørte gadelamper over en brolagt gårdsplads, svajende palmer og eritreansk kaffe serveret i et barmiljø importeret fra hjemlandet, er hans hotel nærmest som et hyggeligt hotel på et ferie-resort, og det er et hotel, der har tjent penge hjem til dets ejere, som de fleste andre af hotellerne og restauranterne, der ligger koncentreret langs Nilens bredder.
I en verden, hvor udvikling i høj grad handler om at sætte lokale i stand til at skabe vækst på egen hånd, er Juba kort sagt en succes. Men billedet er imidlertid også en anelse mere broget end som så, for spørgsmålet er, hvor bæredygtig væksten i Juba og andre udviklingsboombyer som DR Congos Goma, Sierra Leones Freetown eller for den sags skyld Bagdad eller Kabul i virkeligheden er.
»Du har utrolig høj vækst i Juba, men hvad er det for en type vækst?« spørger Sara Pantuliano, der er programleder på det britiske Overseas Development Institute og tidligere leder UNDP’s freds-opbyggende enhed i Sudan, og forfatter til en række artikler og rapporter om Sudan.
»Alting er midlertidigt, ingen tænker langsigtet, og i sidste ende vil der være meget lidt tilbage, når boomet er overstået. I en by som Juba er økonomien hovedsaligt bygget op omkring forplejning og hoteller, næsten alle, der arbejder der, er udlændinge. Man tænker ikke på at uddanne lokalbefolknignen til de behov der er, og samtidig skaber man også stor lokal modvilje. F.eks. er mange af de bedste jordgrunde blevet konfiskeret og udstykket til organisationer eller internationale forretningsfolk. Du importerer alting istedet for at forsøge at producere det lokalt og skabe bæredygtig lokal vækst,« forklarer hun og bebrejder i høj grad udviklingsorganisationerne for at have en andel i den skæve udvikling.
»Du har organisationer, der kommer med utrolig mange penge, men langt de fleste organisationer, der kommer, har meget lidt indsigt i, hvad det er for et miljø, de kommer ind i. De har som regel deres egne folk med, uden lokalindsigt, og de har regler, der bestemmer, at de f.eks. kun må ansætte folk, der taler flydende engelsk, og derfor kommer det kun i begrænset omfang den lokale befolkning til gode, at der bliver skabt nye jobs i udviklingsverdenens boom-byer,« konstaterer hun.
»Mange udviklingsorganisationer fungerer som forretninger, der udnytter, at der lige pludselig er støttepenge i at arbejde i et bestemt område, og når de penge løber ud, forsvinder de igen, og derfor opererer de ofte heller ikke med at bygge noget op, der strækker udover deres projektperioder,« siger hun og understreger, at det ikke bare er et problem i Juba, men i en række af de byer særligt i Afrika, hvor bistand og nødhjælp pludselig har fået økonomien til at blomstre.
»Hvis du f.eks. kigger på en by som Lokichoggio i det nordvestlige Kenya, var det en boomby i 90’erne på samme måde som Juba er nu, da nødhjælpen til Sudan blev koordineret derfra. I dag er der intet tilbage, og det er historien om de fleste af den type udviklingsbyer; de blomstrer, og utrolige mængder penge passerer igennem dem, men næsten intet bliver tilbage, fordi ingen tænker langsigtet og i lokal vækst,« siger Sara Pantuliano
Tilbage på Juba Bridge Hotel har Berhane Ghebrehiwot serveret en kraftig kop kaffe fra hjemlandet Eritrea og lagt safarihatten fra sig.
Udsigten fra hotellets restaurant er smuk med udsigt ud over Jubas pittoreske gamle bro med solen hængende lavt over Nilen. Men broen er ramponeret. På den modsatte side af den dekorative flod vokser der ingenting på den frugtbare jord, og Berhane Ghebrehiwot er begsort i sit syn på fremtiden.
»Hvis du beder mig om et ærligt svar, så mener jeg ikke, at Jubas vækst har gjort nogen som helst positiv varig forskel,« konstaterer forretningsmanden.
»Det er et boom, der kan forsvinde når som helst. Der er jo ikke nogen af os fremmede forretningsfolk, der er her seriøst. Vi er her så længe, de fremmede penge er her, og i samme øjeblik de tørrrer ind, eller krigen begynder igen, er vi væk. Vi har vores forretninger andre steder, som vi er parate til at tage tilbage til. Forretningen er allerede ved at tørre ind, og om fem eller 10 år, tror jeg, at det meste er væk igen,« siger direktøren, der på trods af de kommercielle interesser har en fortid i udviklingsbranchen og ikke kan skjule et vist engagement. Han driver selv en lokal farm for at få grøntsager til restauranten, men importerer ellers næsten alt andet.
»Væksten er jo ikke bæredygtig her, der er noget helt fundamentalt galt. Alting bliver importeret udefra. Hvordan kan man have vækst og et boom, når man ikke producerer noget?« spørger han.
»Store dele af landet er frodigt, men man dyrker ikke noget, og uden for Juba er alting jo næsten lige så primitivt, som da vi kom hertil. Det er udlændinge, der ejer de forretninger, der giver overskud. Regeringen og de internationale organisationer har kastet penge omkring, men de er ved at tørre ud, og der er ikke kommet noget ud af det. Penge i sig selv er jo ikke udvikling, så ja, jeg er pessimistisk, men jeg håber udviklingen vil vise, at jeg tager fejl.«