Det er ligegyldigt, om problemerne findes i virkeligheden. Bare løsningerne virker. Det sagde statsministeren i denne uge. Og så hamrede han løs på det afskyelige menneskesyn. Og straks bød Pia Kjærsgaard ham velkommen i værdikampen. Til gengæld måtte hun sige farvel til én fra sit eget parti, som tog afsked med værdikampen. Det er ikke nyt, at medlemmer melder sig ud af Dansk Folkeparti. Det plejer at ske som konsekvens af topstyringen. Det nye ved Christian H. Hansens afgang var hans begrundelse: Det var blevet til for meget snak om flygtninge, indvandrere og burka, som ifølge Hansen er latterlige temaer i forhold til virkelige problemer som krise, klima og ledighed. I samme uge tog Søren Krarup afstand fra det danske folk, som i en meningsmåling mente noget andet end ham selv, og Krarup måtte minde om, at han »gudskelov« vidste bedre end folket selv, hvad folket mente. Så debatten om udlændinge er ikke slut, men som sandheden om samtiden synes den udspillet. Allerede sidste år blev det greb løsnet, der har sikret de hårde herredømmet i offentligheden. Irakerne i kirken blev sendt hjem, men det var en tabersag for ministeren, og statsministeren stillede sig ikke stolt op og pralede med, hvor fast og fair det var. Det gik ikke med minareterne, som det gik med dommerne og tørklæderne for et par år siden. Den lille sag overtog ikke den store dagsorden. For ikke så længe siden var disse diskussioner indbegrebet af den politiske virkelighed. Nu er det så lige meget, om det er virkeligt.
Det store spørgsmål er, hvad der i et årti gjorde udlændingedebatten til den store sag for samtiden, og hvorfor den måske ikke er det længere. Man kan sige, at virkeligheden er en anden: Markant mange flere indvandrere end for ti år siden er kommet i arbejde i dag. Det er en indikation på overraskende vellykket integration, at unge kvinder med minoritetsbaggrund nu uddanner sig mere end unge med gammeldansk baggrund. Men omvendt er andelen af kriminelle indvandrere steget, og unge efterkommere er alarmerende mere kriminelle end førstegenerationsindvandrere.
Nogen vil hævde, at debatten blev overflødig, fordi problemet blev løst. Det siges, at det var brutalt, men nødvendigt, hvad regeringen udrettede. Denne udlægning antager, at debatten blev ført som et møde mellem rationelle teknikere, som analyserede et problem og udviklede en løsning. Men debatten har ikke været rationel problemløsning. Den har været rasende, og det har ikke været en debat: det har været en lang gang verbale bank til de bløde fra de hårde. De bløde kunne enten sige fra og stå af eller sige til og stige på de andres vogn.
Denne udlægning antager også en direkte forbindelse mellem den offentlige debat og den politiske administration. Men Danmarks Statistiks opgørelse Indvandrere 2009 viser, at indvandringen ikke er faldet siden 2001. Der er tendenser til en anden form for indvandring, idet det er blevet nemmere for folk, som kan gøre sig gældende på arbejdsmarkedet at komme ind i Danmark. Den sammenhængskraft, der som en gal kæphest har galoperet rundt i den offentlige manege siden 2001, handler i administrativ praksis ikke om værdier eller om kultur. Sammenhængskraften bestemmes økonomisk: De produktive kan komme ind, og de formodede uproduktive må blive ude. Det er nærmere Dansk Industri end Dansk Folkeparti, som styrer kriterier for tilstrømningen. Det offentlige slagsmål har handlet om, om det var legitimt at sætte tal på, hvor mange man ville have ind. Men den administrative praksis har ikke orienteret sig efter antallet af indvandrere, det har handlet om kapital og kvalifikationer. Man kan sige, at VærdiDanmark vandt den offentlige debat, mens KonkurrenceDanmark vandt den administrative praksis. Denne splittelse blev tydelig, da det i sommeren 2008 kom frem, at regeringen Fogh, der offentligt hyldede 24 års-reglen som national selvbeskyttelse, havde undermineret samme regel ved i EU-regi at vedtage opholdsdirektivet. Ved sin afsked som statsminister fremhævede Anders Fogh Rasmussen selv, at det i hans tid var blevet nemmere for de produktive at komme ind i Danmark. Han undsagde sin offentlige kulturkamp og hyldede sit administrative værk.
Det påfaldende er ikke alene, at tilstrømningen er den samme, mens den offentlige kamp er forandret. Nationale værdiundersøgelser viser, at borgerne har de samme holdninger i dag som for 30 år siden. Den offentlige debat er dramatisk, mens de personlige holdninger er anderledes konstante. Man tager således fejl, hvis man tror, at den offentlige debat gengiver danskernes holdninger. Meget er forandret i den offentlige debat, men meget lidt er forandret i antallet af indvandrere og i befolkningens holdninger. Det blev for 10 år regnet for racistisk at stille legitime spørgsmål til grænser for indvandring og kriterier for suverænitet. Det bliver i dag regnet for utilstedeligt at nedgøre andre som racister eller fremmedhadere. Det virker ikke længere som eksklusion.
Måske var den toneangivende vrede ikke rettet mod indvandrere, men mod dem, der ville bestemme, hvordan man skulle tale om indvandrere. Raseriet mod Tøger Seidenfaden, Politiken og pladderhumanister var større end vreden mod Ahmed Akkari & co.
Det var således ikke en kamp om befolkningens holdninger, men et opgør med de moralske opdragere: Man ville ikke høre på dem længere. Udlændingedebatten er motor i samme historie som straffedebatten og EU. Vi ved godt, hvad de kloge mener, men vi ved også, at de ikke overbeviser resten. Det er spørgsmål om nationalitet, straf, retfærdighed og suverænitet, som ikke kan ekspederes af offentlige opdragere. Og det, der er forandret offentligt siden 2001, er, at de gamle offentlige opdragere er detroniserede. Fjenden er væk, humanisterne marginaliseret og fronterne forandrede. Det er derfor ikke til at se, hvem statsministeren slår på, når han hamrer løs på det afskyelige menneskesyn. Han ved ikke, om det findes i virkeligheden, men han regner med, det stadig virker. Han er endt i den kamp, som han ville ud af. Det ser ud, som om han slår sig selv i hovedet.