At høre Charlotte Gainsbourgs nye album IRM, er som at se franske film fra en svunden tid. Det er lyden – og billederne – af et elegant liv, der flyder af sted med en mondæn skønhed og en sensuel melankoli. Og referencerne til storhedstiden i fransk film, såvel som fransk pop i 60’erne og 70’erne, er da også til at tage at føle på her på Gainsbourgs tredje album.
Der er en cover-version af »Le Chat Du Café Des Artistes« fra 1970, og lige som hendes foregående album er IRM også produceret og komponeret af en tilsyneladende stor fan af den franske komponist og arrangør Jean-Claude Vannier, der bl.a. gjorde farmand Serge Gainsbourgs sange til dekadent storladne og alligevel lummert funky perler. Hør f.eks. hovedværket »Historie de Melody Nelson«: Hvordan de dramatiske strygerformationer hviner og rumler over hovedpersonerne, mens de svampede basgange og synkoperede trommer rumsterer i deres understel. Og genhør det på IRM i nyfortolkningen.
Og Vannier-fetichisterne? Sidste gang tilfaldt den beskrivelse Air, der lavede deres bedste arbejde i lang tid med det kemisk melankolske og fremragende Charlotte Gainsbourg-album 5:55, og nu er det Beck, der er fremtræder skarpere end længe her på IRM.
Men Beck nøjes selvfølgelig ikke med at kalkere Vannier/Gainsbourg. Titelnummeret er en Silver Apples-inspireret perle, hvor analoge synthesizere bræger, mens trommer og bas hurtigt låses i et ekstremt frækt rykkende og buklet groove – før de allesammen stikker hovedet op i en urovækkende sera-fisk uvejrssky. »In the End« og »The Time of The Assassins« er sublim 60’er-folkpop med psykedelisk blondekant. »Master’s Hand« er en smuk poesibog, som bliver revet i stykker af groft og falsk skødesløst opklippet, forvrænget og dunkende percussion. »Dandelion« er en blues (med Vannier-strygere), og »Greenwich Mean Time« trækkes af et metronomisk motorisk groove med elastisk synkoperede svirp mod forruden. Sidstnævnte – som Gainsbourg har skrevet med Beck – med ordene »We live together in a crooked little house/We’re all fine, we’re all fine/We fit together like nickles on a dime () We’re so good, we’re so nice/We took the moment of the Greenweach Mean Time«.
Nu var père Serge selvfølgelig også utrolig spændstig i sine utallige genrehop, men det er nu mere Becks egen rastløshed og arvelighedslære, der her kommer til udtryk: En nyfigen udforskning af nostalgiske forestillinger om både amerikansk og fransk kulturarv. En dekonstrueret og ny-pimpet Citroën med pivåben kaleche.
Det lyder måske rodet. Men gennem pladen trækker sig denne sensuelle melankolske grundtone, der altså får denne signatur til at drømme i fransk celluloid. Ja, selv når herskaberne bevæger sig ud i storladen gestik synger Gainsbourg i et nærmest elegant hviskende stemmeleje med stor gæld til det franske ikon Francoise Hardy. Hendes stemme er en luftig skønånd i sangene, og når hun synger rocksange, så hæver hun stort set ikke stemmen, men klangbehandles enten med intim forvrængning eller fiktivt klangrum. Det eneste krop, hun for alvor blotter, er da hun hoster til sidst på »Dandelion«.
Jeg er vild med Charlotte Gainsbourg på en ikke helt velopdragen måde, men jeg bliver også lidt træt af hendes stemme over en hel plade. Den virker begrænset, skønsyngende jovist, men ikke med megen varians. Eller rytmisk svirp.
Hun mestrer en smuk, let balance mellem fravær og nærvær, som lokker lytteren tættere og tættere på. Det brænder ikke, det gløder. Men hun mister også af og til balancen, og dermed forbindelsen til i hvert fald denne lytter. De tynde nervetråde brister.
Så det er måske mere Becks plade. Og den mest formfuldendte og catchy fra hans hånd i lang tid. Hvilket selvfølgelig også taler til damens fordel. Charlotte Gainsbourg er åbenbart ikke kun Von Triers muse, men har nu forynget og bevæbnet både Air og Beck på den musikalske slagmark. Air-samarbejdet 5:55 var bare en langt mere intim oplevelse, en lydkabine man trådte ind i, mens Gainsbourg undervejs kommer på udebane i Becks varierede sangkatalog.
Men det kan alligevel ikke ændre ved, at IRM som helhed er en strålende plade, der giver en lyst til ikke kun at glide ad parisiske boulevarder med vind i håret, en Gauloise i flaben, en seksløber i lommen og rustne blade om skoene. På vej til rendezvouz med en mystisk kvinde på flugt fra gangstere og middelmådighed. Men også lyst til at bevæge sig gennem livet med følehorn på alle fingerspidser. »You could learn to crawl/Where you used to walk«. IRM er en erotisk legeplads, en sødmefuld længsel, erindring røntgenfotograferet. En sensuel samling gløder, som man med glæde glider over på bare tæer.
Charlotte Gainsbourg: ’IRM’ (Because Music/Warner) Udkommer mandag