»Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke havde sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og i stedet nøjes med at vende det blinde øje til onklers voldtægt.«
- Jesper Langballe, DF, i Berlingske Tidende
HVIS MAN TROEDE, man havde hørt de værste generaliseringer om muslimers familiemønstre efter Lars Hedegaards udmelding kort før jul, gjorde DF’eren Jesper Langballe i weekenden sit yderste for at korrigere den antagelse. I et debatindlæg i Berlingske Tidende, hvorfra ovenstående citat stammer, gav den tidligere sognepræst fra Thorning i Midtjylland den fuld gas i en kommentar, der først og fremmest er et forsvar for Lars Hedegaard og et angreb på alle, der måtte mene noget andet, inklusive Venstres Eyvind Vesselbo. Der er i tidens løb røget en finke eller to af Jesper Langballes pande. Både i sin tid da den systemkritiske platform hed Tidehverv, og siden 2001 da han sammen med fætter Søren Krarup blev valgt til Folketinget som en væsentlig del af Dansk Folkepartis ideologiske fundament. Han har for eksempel kaldt islam »en totalitær pest over Europa«, alt imens han var en af hovedarkitekterne bag den udlændingepolitik, som VK-regeringen har ført i nu mere end otte år med DF som fast støtteparti.
DETTE SIDSTE HAVDE dog ikke været muligt, hvis ikke partiformand Pia Kjærsgaard sammen med partiledelsen i samme periode havde gjort sit yderste for at forvandle Dansk Folkeparti til et ekstremt topstyret parti, der på trods af sin hårde kritik af islam og sin stramme udlændingepolitik skulle betragtes som en troværdig og ansvarlig samarbejdspartner for VK-regeringen. Det er lykkedes ved tre på hinanden følgende valg til Folketinget, men havde ikke være muligt, hvis ikke partitoppen undervejs havde skilt sig af med de værste »landsbytosser« og havde slået hårdt ned på de værste eksesser i udlændingedebatten. Jesper Langballes udtalelser, der med SF-formand Villy Søvndals ord må beskrives som »rystende stupide«, må derfor have afgørende skadevirkning på Pia Kjærsgaards balancegang mellem den politiske virkelighed og den del af partiet, som uden tvivl deler Langballes synspunkter.
Med andre ord virker det, som om partiet og Pia Kjærsgaards ambitioner om at være en del af det fine selskab er ved at blive splittet indefra, samtidig med at udlændingedebatten er ved at miste sit tag i den politiske virkelighed. Den indre splittelse kan man så glæde sig over, hvis man har lyst. I hvert fald kan det konstateres, at hvor medlemmer tidligere er blevet hældt ud af partiet for at sige og mene mindre, end Jesper Langballe har gjort ved denne lejlighed, er Pia Kjærsgaard forbløffende vag i sin kommentar, ligesom det tog hende tre uger at tage sig sammen til at mene noget om Søren Krarups fulde opbakning til Lars Hedegaard. Jesper Langballe har formuleret sig »kluntet«, lyder det fra partiformanden. Det tør svagt antydes.