Danmarks nye klima- og energiminister, Lykke Friis, citeres i en artikel i Information 18. januar for at klimatopmødet i København, COP 15, var et wake-up call for EU. Den bratte opvågnen bestod i, at nye store spillere markerede sig på en måde, som betød, at EU’s indflydelse på forhandlingerne dalede. En ny G2- eller G5-verden stiller ifølge Lykke Friis krav til, at EU nu afklarer sin rolle i de globale klimaforhandlinger.
Det ville være nyttigt at indlede en sådan afklaring med at overveje de alvorlige svigt og fodfejl, som EU og i øvrigt også den danske regering gjorde sig skyldige i op til og under COP 15
Mens EU i perioden siden klimatopmødet i Bali i 2007 igen og igen har prætenderet sit lederskab i de globale klimaforhandlinger, er det svært at få øje på, hvilke afgørende nye konkrete tiltag EU har forpligtet sig til, som skulle bane vejen for en ambitiøs, global forpligtende klimaaftale i København.
Man har brystet sig af sin gamle position fra marts 2007 om en 20 procents CO2-reduktion i 2020 (i forhold til 1990) og villighed til at gå til 30 procent, hvis andre lande sætter deres ambitionsniveau tilsvarende i vejret. Trods at nogle - omend få - andre i-lande faktisk havde meldt ind med nye mere ambitiøse reduktionsmål, rykkede EU slet ikke.
Trods løfter om i forlængelse af køreplanen fra Bali at ville tage de nødvendige beslutninger omkring alle aspekter af klimafinansiering til fattige lande, har EU- landene stadig ikke forpligtet sig konkret på nye og ekstra EU-klimastøtte til de fattige lande - specielt for perioden efter 2012.
Det blev klart under klimaforhandlingsmødet i Bangkok i slutningen af september og begyndelsen af oktober, at det ville vække de fattige landes - herunder Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika - vrede, hvis man, for at tækkes USA og andre Kyoto-skeptiske i-lande, stoppede arbejdet med at sikre en forpligtende og ambitiøs forsættelse af Kyoto Protokollen i en ny forpligtelsesperiode efter 2012. Og alligevel åbnede først den svenske statsminister og EU formand Frederik Reinfeldt og sidenhen den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen, denne dør op på fuld gab.
Og så sad Lykke Friis og hendes EU kolleger - inklusiv de deltagende EU stats- og regeringsledere - pludselig som ‘den kroniske uskyld’ på klimatopmødet i København passivt og iagttog den ny verdensorden?
Fakta er, at EU’s og den danske statsministers fejlfortolkning af nødvendigheden af at holde fast i FN-sporet inklusiv Kyoto protokollen, bidrog til fiaskoen på klimatopmødet i København.
Når Lykke Friis på et EU- rådsmøde i Sevilla den 16-17. januar viste sig at tilhøre det store flertal af EU-lande, som stadig ikke vil rykke EU’s CO2-reduktionsmål op, tyder meget på, at Lykke Friis ikke selv er vågnet.
Jan Søndergård er politisk rådgiver i Greenpeace