Flere våbenføre mænd til Somalia. Det virker ikke som det mest oplagte behov for et land, hvor hungersnøden spreder sig, og de internationale hjælpeorganisationer opgiver at yde humanitær hjælp. Det gør de på grund af alt for mange mænd med alt for mange våben, der hver dag smadrer forsøgene på at opbygge et samfund lidt mere.
Ikke desto mindre var dét visionen hos EU’s forsamlede udenrigsministre, der mandag blev enige om at oprette en base i Uganda for at træne styrker, der skal hjælpe den somaliske regering med at bekæmpe islamiske oprørsstyrker. Regeringen er regering mere af navn end af gavn og har reelt ingen kontrol. Så øjensynligt har EU-ministrene fundet det oplagt at bevæbne landet lidt mere gennem den spanskledede mission, der med 100 europæiske soldater skal opruste de trængte regeringsstyrker. Motivationen er uden tvivl også blevet større, fordi Somalias problemer i de senere år er blevet mere globale: Landets pirater har skruet op for angrebene på vestlige skibe, og terrorbevægelsen al-Shabaab har erklæret sig global i sit sigte.
Verdenssamfundet har defineret, hvem vi holder med: Den FN-anerkendte regering, der blot lige mangler at få en form for fodfæste i landet. Og verdenssamfundet har også erfaret, at ingen lande har nogen større vilje til at sende egne folk ind i Somalia for at skabe fred. Så det virker oplagt at træne og udruste de somaliere, vi holder med, og lade dem klare det beskidte, men nødvendige arbejde i stedet.
Problemet er bare, at EU ikke har nogen redskaber til at skelne en potentiel regeringssoldat fra en potentiel pirat fra en potentiel al-Shabaab-terrorist eller blot fra en potentiel kriger for en af de øvrige grupperinger, der bekæmper regeringen. Og at den officielle regering militært er så svag, at EU reelt skal opfinde og opbygge den som militær magtfaktor. Dermed skal man - hvis projektet skal lykkes - gribe mere gennemgribende ind i et lands interne styrkefordeling, end man har gjort siden kolonitiden.
Det er afrikansk hverdagskost, at omverdenen griber ind i et lands interne forhold. Men interventioner, der holder, skal i et vist omfang afspejle eksisterende styrkeforhold. Man kan ikke udnævne en hvilken som helst part til at være sin ven og derefter bygge et militær op omkring ham fra bunden.
Den somaliske udfordring er voldsom, men den er ikke i sin natur meget anderledes end andre. Kendskab og forståelse til somalierne selv som basis for en udvikling med lokal forankring er langt, langt vigtigere end viljen til militær intervention. Der er ingen vej uden om et omfattende diplomatisk arbejde for at forstå hvilke eksisterende strukturer, man kan hjælpe et samfund op omkring - klaner, civilsamfund, religiøse grupper, traditionelle ældre etc. En løsning, som søger at skyde militær genvej uden om dette komplekse arbejde, har kun ét sikkert resultat: Flere våbenføre mænd i et land, som er ved at segne under krigere.