Bedømmelse: 6/6
I værket Arktisk Hysteri, der består af affotografinger af en opdagelsesrejsendes skildringer, ser vi syv personer i alt: fire mænd i skind og pels og tre nøgne ‘vilde’ kvinder. I et andet billede bliver en halvnøgen arktisk kvinde holdt fast af to mænd på eventyr. Hun skriger. Hun er hysterisk, tydeligvis ikke fuldt udviklet, og har brug for vores hjælp, ligesom det grønlandske folk også har brug for vores hjælp i dag.
Udstillingen på Den Frie, som er den første retrospektive udstilling nogensinde med den dansk-grønlandske og netop afdøde kunstner Pia Arke, består af kaotiske mængder værker og materiale. Det er hårdt at gå til, både fordi det er så omfattende, her er materiale til 20 udstillinger, men i særdeleshed også fordi det handler om det største tabu, der findes.
I andre værker, primitive malerier af isbjørne, kvinder i nationaldragter og skitser til SAS Greenlands menukort, ironiserer Arke over begrebet etnoæstetik eller etnohype, som næsten er mere retvisende. Og det ligger allerede i ordet, at det er skidt, at det er noget, der skal hype noget etnisk, noget der byder sig til med al sin autencitet og naivitet, som en neger i Tintin der kan få os til at grine, eller som en kineser på Arken, der kan bekræfte os i, at de er på vej, deres udvikling går i den rigtige retning, og en dag er de som os, og skulle vi ikke også se at få sendt noget know how derover, så de kan lære at bygge vindmøller og knalde på den helt rigtige måde.
Faktisk er humoren i Arkes værker det, der gør allermest ondt. For er vores redning netop ikke fortællingen om dem, vi engang koloniserede som sjove og underbegavede? Vi så det under klimatopmødet, hvor Lars Løkke blev ydmyget af den sudanske talsmand for G77-landene, Lumumba, en kulsort mand der på et bedre engelsk end vores egen statsminister fortalte, at Løkke ikke havde styr på en skid. Det var en katastrofe, et underlegent Danmark ville føre os tilbage til det nederlag, som afkoloniseringen var. Det var de døde slaver, der var kommet tilbage for at bide os i halsen og slå os tilbage til Saint Croix og de indiske kolonier.
Hvordan håndterede Lars Løkke det? Han lavede da grin med Lumumba! Han lavede grin med hans navn og med det, han havde sagt. Og det gjorde han af én eneste grund, nemlig for at retfærdiggøre kolonitiden ved at bekræfte det, som der ellers var blevet sået tvivl om, nemlig at den hvide mand er mere værd end negeren.
Pia Arke ved godt, at det er hele vores identitet, der er på spil. Hun ved godt, at en tidligere kolonimagts værste skræk er at blive reduceret til en provins på en lille tysk slette. Det er også derfor, det betyder så grusomt meget for mange danskere hele tiden at finde artikler i udenlandske medier, der beskriver København som den fedeste storby. Og det er også derfor, vores huspriser hele tiden skal tales op, og det er også derfor, vi har brug for historierne om et fjollet Afrika og billeder af ‘vilde’ nøgne grønlandske kvinder og fordrukne mænd, der har brug for hjælp. Det er alt sammen en vigtig brik i vores ideologi eller et forsvar for den. Arke fremstår ikke blot intelligent, men også politisk stærk. Hun efterlader så at sige ikke nogle flanker åbne, men dækker sig godt ind, lige fra den føromtalte etnohype, som hun gør grin med, til dyrkelsen af den mere pusseløjerlige ti-hi-fnise-fnise-etnicitet, som hun gør sig spydig over for i de avancerede værker om Tupilakosaurusen, et mystisk væsen som grønlænderne kan skabe, der kan slå deres værste fjende ihjel, og som dansken kan få med hjem til Amagerhylden.
Pia Arkes værker er ikke kun iskolde affyringer mod danskens selvforståelse, men også poetiske som i »Jord til Scoresbysund«, et kvadrat bestående af 151 sirligt indpakkede brugte kaffefiltre, der både dufter herligt, ser smukke ud og selvfølgelig også handler om paradokset ved at være på røven, når man har et land på størrelse med Amerika. Der er også en reproduceret udgave af hendes kamera på udstillingen, et kamera, der var så stort, at hun kunne overnatte i det, når hun var på farten. Så det er ikke nødvendigvis et valg mellem Arke og huspriserne. Der er også andre værker at hengive sig til, når man vælger at ignorere kritikken.
Tupilakosaurus i Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads 2, København Ø til den 14. februar og på Nationalmuseet i samme periode. Derudover findes der et omfattende program med foredrag og seminarer