Det var vist de færreste, der turde spå Kashmir en (kommercielt) strålende fremtid, da trioen debuterede i 1994 med albummet Travelogue, en ret uselvstændig præstation, der fermt (men så heller ikke mere) formåede at blende lyden fra flere af tidens navne - læs: Red Hot Chili Peppers, Primus, Faith No More, Soundgarden og Pearl Jam - til en frisk ungdomsskole-jam. Ret skal være ret - fra starten mestrede de tre herrer deres instrumenter til ug, og Kasper Eistrup er og bliver en god sanger, sådan er det bare, men originalitet tyngede ikke det dengang så unge band til jorden.
Hvilket i og for sig kun blev endnu mere udtalt i 1996 på den musikalsk set særdeles travle toer, Cruzential (der tilmed udsendtes i to forskellige versioner), hvor gruppen for første gang hev en stor udenlandsk producer for at få den rette anonymt internationale rockklang. Gruppen gjorde til gengæld et stort nummer ud af at fremstå som sære og anderledes i sangskrivning og performance, hvilket dog kun gjorde Cruzential til en af alle tiders mest irriterende cd’er.
I mellemtiden skete der noget afgørende ude i den store verden. Dette noget hed Radiohead, som i sommeren 1997 anslog en ny tone inden for rocken med deres OK Computer, et af den slags værker alle - hvad enten de nu brød sig om det eller ej - blev tvunget til at forholde sig til. Alt efter orientering kunne man finde skiven banebrydende eller arty-farty, modig eller klynkende, eller hvad ved jeg - hvorom alting er, så gav den såvel den amerikanske grunge som den såkaldte britpop dødsstødet og søsatte i stedet 1.000 følsomme middelklassebands, der alle aspirerede til at skabe noget lignende.
Var man i det ondskabsfulde hjørne, kan man faktisk godt give OK Computer skylden for Coldplay. There - I’ve said it.
Men også Kashmirs primære sangskriver, sanger og guitarist Kasper Eistrup, havde antennerne ude, og det førte mærkværdigvis nok til Kashmirs til dato mest vellykkede udgivelse, The Good Life fra 1999, hvor det gamle, gakkede og rockorienterede Kashmir stødte frontalt sammen med det nye, inderlige og sart melodiske Kashmir, og resultatet blev et helstøbt værk, man kunne lytte til fra start til slut - vel at mærke uden at begynde at skrive huskesedler eller tænke på alt muligt andet imens.
Var albummet højtstræbende, ja, måske ligefrem prætentiøst, lykkedes det mestendels bandet at matche sine ambitioner, og det katapultede da også trioen lige op i dansk rocks første division. Hvor den i parentes bemærket har befundet sig lige siden - uden at ændre en tøddel ved nævnte formel!
Så udover at udvide besætningen til en kvartet i 2000 med tilføjelsen af gruppens i forvejen faste keyboardspiller, har Kashmir varieret nævnte ritual over nu i alt tre albums.
2003’s Zitilites kneb sig lige igennem ved hjælp af den måske mest velskrevne håndfuld sange, Eistrup til dato har stået fadder til, mens 2005’s Tony Visconti-producerede No Balance Palace i den grad emmede af form over indhold, en tyst, men uklædelig desperation stod ud fra højtalerne - så kunne Lou Reed og David Bowie gæsteoptræde alt det, de lystede. Det kunne ikke skjule, at pladen lød som et druknende band, som i den grad behøvede en redningskrans for at komme ud af Radiohead-ghettoen. Velvidende at samme Radiohead selv har flyttet sig med syvmileskridt i forhold til det dér velsignede/forbandede OK Computer-trip.
Det er måske også værd at få med, at Kashmir for store dele af sin egen generation fremstår som dét afgørende danske rockband, at det til stadighed er fremragende live - samt at Eistrup på en god dag virkelig kan skrive en af vemod dryppende ørehænger. Hos Kashmir er og bliver weltschmerz en selvfølge - om end man af og til rent faktisk kan danse til den. De har dog nok på nuværende tidspunkt nok gættet, at jeg ikke tilhører generationen, der voksede op med benævnte orkester, og at jeg fraset enkeltstående skæringer egentlig aldrig rigtig har været specielt vild med det. Til gengæld har de ofte stået for nogle forrygende flotte omslag, hvis det tæller? Men i den der særlige stilistiske boldgade foretrækker jeg i den grad svenske Kent, hos hvem der forekommer mig at være så meget større kunstnerisk dækning for livtagene med de der afgørende eksistentielle spørgsmål, som bare skal på bordet i denne genre.
Nå, efter således at have iført mig såvel livrem som seler, tør jeg vist godt kaste mig ud i mit egentlige ærinde - hvordan og hvorledes med gruppens ny langspiller, Trespassers, dens første i fem år und so weiter. Well, det er same procedure hele vejen rundt.
Er man til Kashmir i forvejen, bliver man muligvis ikke skuffet, har man det som jeg, finder man med garanti linjer som »stepping out of everything/ to nothingness/ cause at every tick of the clock/ our times weighs/ a little less« tåkrummende. På alle niveauer. Og selv om jeg faktisk godt kan lide to af sangene som enkeltstående foreteelser - »Mouthful Of Wasps« og »The Indian (That Dwells Inside This Chest)«, hvis De vil vide det - får jeg som helhed en flad fornemmelse ved gentagne afspilninger af Trespassers.
Faktisk bliver albummet dårligere, des mere man lytter til det, for på den anden side af det fornemme sammenspil og de to amerikanske produceres flotte fernis (den ene af dem, Mike Wallace, har faktisk produceret tre af de navne, Kashmir har hugget mest fra: Jeff Buckley, Nirvana og Coldplay!), mødes man af en rungende tomhed. Som stammer fra orkesters fatale, grundlæggende og afgørende mangel på originalitet. Læg dertil at Eistrups sange i denne omgang ikke løfter sig mange centimeter fra jorden, og man står med en udgivelse, der til nød kan betegnes som tålelig.
Ikke for det: Kashmir kan såmænd det hele - det er bare hørt før. Og bedre. Og mere interessant. Længere er den såmænd ikke.
Kashmir: Trespassers (Sony). Udkommer mandag