Mogens Otto Nielsen er et fravær, et utopia, et sted, der findes for at ting og sager, budskaber og signaler skal kunne mødes.
Han er et museum, ikke bare for sine egne ting, og det kan gøre det svært at orientere sig i hans værk, når det bliver udstillet.
I hvert fald når han selv organiserer det, for hvem har egentlig lavet hvad hvornår, og hvorfor?
Han gør ikke meget for at strukturere eller organisere, men dyrker i stedet en slags farvestrålende tilfældighed, hvor alting kastes skævt sammen, ofte så man ikke kan læse budskabet, en primitiv opdyngen, et kaos, der så modsiges af de i virkeligheden ret stringente ting, manden faktisk siger.
Han er politisk korrekt i den forstand, at han ikke siger noget, der stikker af fra det, der sådan alment i de bedre kredse anses for at være det gode, det rigtige og det sande.
ATMOSPHERE CONTROLLED er hans hovedtema, et blandt mange hundrede stempler han benytter, alle sammen hentet i hverdagens kontorer, i det her tilfælde faktisk fra frugtavlen. Det er noget, man skriver på transportkasser.
»Our ignorance is their power,« siger han, og earthearthearthearthearth, altså de engelske ord for jord og hjerte i endeløs sammenfletning, oven i købet i hjerteform og med rødt.
»I welcome what ever happens next,« sagde John Cage, en af guruerne for sådan noget mail art og koncept, sådan noget land art, found art, sound art … you name it. Det er der alt sammen, som det var i 1970’erne, den store tid for den slags.
Det giver også fin mening, at det hele foregår i Kunsthal Nord, der befinder sig i det gamle Nordkraft - det er Aalborg, vi taler om, og der er altså sket et gearskifte her. Det er en anden kraft, der produceres i den for øvrigt flotte bygning, der egentlig nærmest kan minde om Centre Pompidou. Med den forskel, at det parisiske kunsttempel er en kopi af noget industrielt, mens Kunsthal Nord arkitektonisk er den ægte vare. Om det virker forældet? Nej, det gør det ikke. Det virker forvirret, men der er masser af ting i det, der fortsætter i alle mulige slags såkaldt samtidskunst.
Mogens Otto Nielsen er en pioner. En af de senere ganske vist, for længe før ham var Dada, og længe efter Dada men før Nielsen var Fluxus, grupperinger hvor man har skrevet, tegnet, malet, råbt og skreget, sunget, danset og gebærdet sig på muren mellem liv og kunst, hvor den så end kunne anbringes.
For Mogens Otto Nielsen findes den ikke. Han ville i hvert fald næppe drømme om at indrømme det.
Han vil inkarnere en af de store drømme, der har hjemsøgt kunstnere i det 20. århundrede. Der er ingen splittelse i hans værk, ingen konflikt, og derfor heller ikke den personlighed, man normalt og traditionelt forlanger, eller i det mindste søger, i en kunstners værk.
Der er en personlighed, men den er af en anden verden. Mogens Otto Nielsen er der ikke. Han er alt det, der er, hvor han skulle have været.
Også de små hjemmelavede æsker, der skulle fungere som i-Pods, men ikke rigtigt gør det. De er søde med deres små farver, men som kommentar til alting, som det er nu, til det spektakulære samfund i fuld udfoldelse, kan de højst være nostalgiske.
Derfor kunne man måske også have ønsket, at andre end Mogens Otto Nielsen selv havde arrangeret værkerne på sådan en retrospektiv visning. Som det er gjort nu, kortslutter alt i et øjeblik, som må være nuet. Hvad der måtte være af tid, altså udvikling eller erindring eller produktion af den energi, der skal propellere tingene ind i fremtid, skal man selv finde, og det job vil være for stort for de fleste.
Det er synd, for det er en væsentlig kunstner, der er tale om, også selv om han helst ikke selv vil høre tale om det, og det er ikke sikkert, der kommer en lige så stor lejlighed lige med det første.
Der kunne udmærket være et katalog, der satte tingene i sammenhæng og gav dem den alvor og tyngde, som kunstneren selv måske flygter fra, ønsker at undvige, fordi han føler, at det ville tynge værket til jorden, bremse et eller andet livsnødvendigt i sammenstrømningen.
Men hvis ikke kunstneren selv vil tage sit værk alvorligt - også på den måde - burde andre vel gøre det for ham. Er det ikke, hvad vi har kunsthistorikere og andre fagpersoner til?
I sin tale ved åbningen nævnte museumsinspektør Birgit Hessellund, at uvedkommende faktorer i dag har drevet store dele af kunsten så højt op i pris, at museerne ikke kan købe værkerne. Så er det godt, mente hun, at der findes kunstnere som Mogens Otto Nielsen.
Selvfølgelig kan en kunstner af den skole, vi her taler om, ikke udad til tage sig selv alvorligt sådan som en Tal R kan det, eller en Per Kirkeby skal det.
Rent ideologisk kan det ikke lade sig gøre. Men det kan godt lade sig gøre at redegøre for og vise, hvorfor det er sådan.
Den verden, Dada skabte, og som Mogens Otto Nielsen på mindre risikable vilkår arbejder i, er på den ene side enkel og simpel. Den siger, hvad den er, eller at den er. Det er dens erklæring.
Men faktisk er der, i selve enkelheden, tale om noget komplekst og paradoksalt. Det handler om valg og de situationer, hvor sådanne valg skal foretages.
Situationisterne foreslog, at man »realiserede kunsten«, altså opgav at lave kunst i gammeldags forstand som værker og i stedet gav sig til at leve sådan, som kunsten altid har været kunst.
I vedvarende oprør, accept af kaos, ustyrlige farver. Sådan set noget værre gammelt hippielort, men som sådant netop værd at samle op og kaste på væggen en gang til. Ikke bare til beskuelse og overvejelse, men til regulær eftertanke på præmisser, nogen i det her tilfælde nok burde hav e taget op og tvunget det sprælske materiale ind i.
Så en ny aflæsning blev mulig.
Mogens Otto Nielsen: Retrospektiv. Kunsthal Nord, Aalborg. Til den 14. marts.