Ros til Ulrik Dahlin og Information for at give stemme til familier, der føler sig kørt over af systemet.
Jeg har gennem syv år haft et bijob som støtteperson til forældre i anbringelsessager (iflg. § 54 i Serviceloven), og fra den position har jeg desværre set rigtigt mange eksempler på sjusket og mangelfuld sagsbehandling.
Selvfølgelig skal vi have en reflekteret, analyserende og nuanceret debat og kritik på området. Med til dette må høre at se forløb også fra forældres side. Det vil være et nødvendigt supplement til de dominerende diskurser på området.
Jeg tror og håber på, at artikler som f.eks. bragt i Information, hvor sagerne fremstilles med udgangspunkt i biologiske forældres/netværks fokus på, hvad der ved sagsbehandlingen opleves som hæmmende for barnets, den unges og familiens tarv kan være med til at fremme, at systemet kigger sig selv efter i sømmene.
Sagsbehandlerne er naturligvis ikke ene skyldige i de omhandlede problematikker. På mange måder deler de sag med de trængte forældre. Trængt af strukturelle problemer. Men her efterlyser jeg noget whistleblowing fra alle involverede parter, udover de mange glimrende mere overordnede indlæg ved Socialrådgivernes formand, Bettina Post.
Alle parter har et medansvar for at pege på det, der ikke går ordentligt til.
I den generelle mediedebat og den politiske debat om anbringelsesområdet har jeg især hæftet mig ved, at den dominerende diskurs synes at operere med en automatisk modsætning mellem på den ene side hensyn til relationen til de biologiske forældre og på den anden side hensynet til barnets tarv. På trods af forskningsbaseret viden om, at de anbringelser, der lykkes bedst, er de, hvor kontakten til de biologiske forældre er så god som muligt. Selvfølgelig med undtagelse af, hvor den er direkte skadelig.
Endvidere dominerer antagelsen om, at man i tvangsanbringelsessager helt generelt tager for store hensyn til forældrene til skade for barnets tarv.
Det er ikke et billede, jeg genkender fra de sager, jeg har fulgt. Her har man som oftest ikke mødt forældrene med respekt og anerkendelse og ofte end ikke overholdt loven, som skal sikre forældres, børns og unges retssikkerhed.
En nyere undersøgelse fra Ankestyrelsen (2009) viser, at kommunerne i 83 pct. af sagerne ikke overholder lovkravene, hvilket er en stigning i forhold til 2008.
Lignende billede tegner en forskningsoversigt fra 2001. I denne påpeges bl.a. behov for bedre specifik efteruddannelse på området samt mere forskning, som udgår fra et helhedssyn og relaterer undersøgelserne til den socialpolitiske, organisatoriske og professionelle ramme. Der synes ikke at være sket meget på området siden 2001.
Blandt andet derfor er der brug for artikler, der først og fremmest bevidner de forældre, børn og unge, som kommer i klemme i denne mangel på retssikkerhed.