Siden indførelsen i 2003 er universitetsloven blevet udsat for voldsom kritik. Ikke mindst er den såkaldte paragraf 17 stk 2 blevet beskyldt for at være en direkte trussel imod forskningsfriheden. Paragraffen, som også kaldes ‘instruktionsbeføjelsen’, siger, at institutlederen kan bestemme, hvad instituttets forskere skal forske i. Det er et brud på mange års traditioner for frihed i forskningen. Derfor skal den ændres.
Det mener tilsyneladende alle tilstedeværende ved et møde, som Akademikernes Centralorganisation har arrangeret i Dansk Design Center i København.
Agneta Bladh er den første til at bringe det på banen. Hun er leder af det evalueringspanel, som for nylig kom med forslag til, hvilke ændringer der skal foretages i universitetsloven:
»Alene fordi paragraffen kan skabe tvivl om forskningsfriheden, så mener vi, at den enten skal omformuleres eller fjernes helt,« siger Agneta Bladh, som dog understreger, at det overvejende er symbolværdien i paragraffen, der er et problem. I hvert fald er evalueringspanelet ikke stødt på tilfælde, hvor institutledere reelt har indskrænket forskernes frihed ved at bruge den.
Professor i antropologi på Københavns Universitet Kirsten Hastrup, en anden af dagens mange talere, mener, at paragraffen er mere end et symbol:
»Jeg er naturligvis enig i, at § 17 stk 2 skal fjernes. Men det støder mig en smule, at det af evalueringspanelet ses som en symbolsk handling, der primært har til formål at dræbe irritationen over paragraffen. Efter universitetslovens indførelse er der rent faktisk kommet øget forskningsstyring, så det er mere end en symbolsk handling at fjerne den,« siger hun.
Rektor på Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen, mener, at den skal omformuleres, så det bliver skrevet sort på hvidt, at den enkelte forsker har forskningsfrihed:
»Den nuværende formulering er i strid med universitetets inderste identitet,« siger han.
Når forsamlingen ikke er begejstrede for, at forskningen skal kunne styres af institutlederen, bygger det på en forestilling om, at det er den frie forskning, der fører til de skelsættende opdagelser. De bestilte opgaver kan løse konkrete problemer, men de store opdagelser kommer kun, når forskeren har frihed. Desuden vil det gøre jobbet som forsker væsentligt mindre attraktivt, hvis friheden fjernes, og universiteterne vil derfor miste de kloge hoveder til det private erhvervsliv, hvor lønnen er bedre.
Også Dansk Folkepartis forskningspolitiske ordfører, Jesper Langballe, vil af med paragraffen:
»Paragraf 17 stk 2 var en af de væsentligste årsager til, at vi i sin tid stemte imod universitetsloven. Nu har evalueringspanelet bekræftet, at vores frygt var berettiget. Og selv om man måske ikke har praktisk erfaring med paragraffen, så er den mere end et skidt signal. Når det endnu ikke har fået følger, så skyldes det, at man kører videre på en gammel kultur ude på universiteterne. Man opfører sig ikke pludselig vanvittigt, fordi der er indført vanvittig lov. Men hvis der sker et skred i kulturen, så kan det blive et problem med sådan en lov.«
Og måske er ændringen i kulturen allerede kommet. Det mener i hvert fald lektor på RUC, Rasmus Willig:
»Panelet fastslår, at der ikke er klare tegn på begrænsninger. Men der er allerede sket en kulturel ændring, som er svær at opspore. Ministeren har sagt, at ‘der skal lig på bordet’, at vi skal dokumentere krænkelserne. Men selvcensur efterlader ikke nogen spor.«
Og derfor nytter det måske heller ikke alverden at ændre lidt i en enkelt paragraf, mener direktør på Københavns Universitet, Jørgen Honore. Han mener ikke, at det er jura der skal til, men derimod en sikker økonomi:
»Det nytter ikke at løse problemet med ren jura. Vi skal have sikret økonomien, det er det, der reelt giver frihed. Hvis man ikke har et økonomisk råderum, så har man heller ikke forskningsfrihed. Derfor mangler vi en langsigtet og sikker økonomisk finansiering under universiteterne.«
Samme holdning har rektor på RUC, Ib Poulsen, som gerne så, at man lavede lige så klare og entydige bevillinger i universitetsforliget som i forsvarsforliget, så universiteterne vidste præcis, hvor mange penge de ville få hvert år.
»Akademisk frihed er snævert forbundet med økonomisk frihed. Det er en illusion at tro, at man kan skille det ad. Og som det er nu, aner vi ikke, hvordan vores økonomi ser ud efter 2012. Det er ikke holdbart,« siger i Ib Poulsen, der lige som de fleste andre gerne vil have flere basismidler og færre strategiske midler, som er øremærket til bestemte formål.
Også professor i statskundskab på Aarhus Universitet, Peter Munk Christiansen, mener, at der er brug for flere ændringer end dem i instruktionsbeføjelsen:
»Paragraf 17 stk 2 skal muligvis laves om, men jeg er bange for, at man kigger forbi det, der egentlig er det væsentlige, nemlig den reelle mulighed vi har for som forskere at vælge frit. Og den er ude af balance. Ikke mindst på grund af finansieringen,« siger han og tilføjer:
«Der er en kerne på universiteterne, og det er den akademiske åndsfrihed. Den dyrker vi. Der er en kerne, som skal blive der. Ikke fordi vi gerne vil have frihed til at gå tidligt hjem. Vi arbejder alt for meget. Men fordi det er den kerne, som gør os til noget unikt. Når den stadig er der, så er det ikke på grund af alt det, der kommer oppe fra, men på trods af det.«
Rasmus Willig mener, at når universitetsloven skal ændres, så skal det skrives direkte ind, at der er forskningsfrihed - og at det får konsekvenser, hvis lederne ikke overholder det:
»Der skal kunne sanktioneres. Alle har intentioner om at sikre forskningsfriheden, men der er kun reel frihed, hvis en krænkelse kan sanktioneres. Det ville være en fin instruktionsbeføjelse at give til lederne på universiteterne.«