Få kan proppe så meget intellekt i dansemusik som briterne. Det var i USA, at man opfandt technoen, men det var i Storbritannien, man opfandt såkaldt intelligent techno, for lige som at gøre den mere salonfähig.
Det var i England at The Human League og Heaven 17 rejste politiske faner i synthpoppen og Underworld proppede blues og beat-poesi i techno og house.
Og det er også her, nærmere bestemt i London, at kvintetten Hot Chip har udbygget dansemusikken på lifligste vis med melankoli, eftertænksomhed og inspirationer fra nær og fjern, uden på noget tidspunkt at miste grebet om deres efterhånden formfuldendte håndværk - ja, faktisk lykkes det kvintetten at beånde det yderligere her på deres nye, fjerde album One Life Stand.
Det er med tungen lige i munden, at Hot Chip opererer. Målet er at transplantere hverdagens bekymringer og de mest monogame følelser ind i dansemusikkens rastløse korpus i fuld stereo. Operationen lykkes, patienten overlever, ja, er allerede oppe at gå, nej, vent, danse!
Tag bare kærlighedserklæringen på titelnummeret, et af albummets frækkest rykkende tracks:
Didn’t meet you in an alley/The cat’s they weren’t complaining/I met you in the daylight/Our visions misbehaving () We built ourselves a shelter/You will always be my baby () I only wanna be your one life stand/Tell me, do you stand by your man.
Der er langt til nyere fransk house fra f.eks. Justice, der sprayer kropsvæsker i alle retninger ætsende ethvert tilløb til troskab (tag bare deres brug af korset som brand).
Men det er en intim erotik, det er kendskabet til den udkårnes krop, som dunker som et sort, vådt beat gennem nummeret.
Der er en selvsikkerhed i valget, som rejser sig på One Life Stand, som selvfølgelig refererer til en af nattelivets flygtige fornøjelser, one night stand’et, som altså her modsvares af livsvarig holdbarhed - typisk benådet af forsanger Alexis Taylors smukke, blanke, slanke stemme.
På den måde er Hot Chip beslægtede med newyorkeren James Murphy alias LCD Soundsystem, der også har bragt eftertænksomhed og moden melankoli ud på dansegulvet, hvor den åbenbart blot forstærker dansen yderligere.
Fest på trods er nu engang det bedste. Bare spørg investeringsbanken Goldman Sachs. Modne monogame mennesker kan altså også lave dansemusik, men samtidig er One Life Stand også et mere moderat album sammenlignet med den fremragende forgænger Made In The Darks knitrende, sitrende mikro-implosioner.
Popsvirpet er der stadig umiskendeligt, og der er også store house-hymner som »We Have Love«, der i omkvædet lige strejfer »I Feel Love« - disco-aristokraten Giorgio Moroders samarbejde med Donna Summer.
Eller hør »Thieves In The Night«, som stikker sugerøret i 80’ernes højoktan-synth-arpeggio-håndklap-lavbit-inferno.
Eller »Hand Me Down Your Loves« stampende Motown-inspirerede forførelse, som vokser til symfoniske højder. Eller titelnummerets sære blanding af et hiphouse-synth-riff, utrolig grimme og derfor smukke olietønde-samplinger, forlorne håndklap og så et break, hvor Hot Chips andenvokalist Joe Goddard blotter sin kærlighed til afdøde, amerikanske Arthur Russell.
Han udmærkede sig ved cellospil i fabelagtige disco- og dub-iscenesættelser og ved en smuk tenor, gerne iscenesat stærkt ekkoende, som her i Joe Goddards hyldest til ham.
Nå, jeg fortaber mig. Tilbage til albummets mere stille stemninger: »Brothers« er en skamløs gospel med singalong på »It’s a wild love/That I have for my brothers«.
»Alley Cats« forstærker gælden til Arthur Russell med strygere iscenesat til et discobeat og så den ekkoende smukt rundede vokal fra Joe Goddard (via Russell).
Og så er der den usandsynlige ballade »Slush« med barbershop-lignende kor, hyggeorkester i ryggen og ordene Don’t I know there is a god?/Now I know there is a god/In your heart - over harmonier og trompetsolo, der vækker mindelser om en anden kæmpe, den ærværdige marxistiske sanger med den guddommeligt lyse stemme, Hr. Robert Wyatt, som Hot Chip indspillede en ep med sidste år. Det lyder måske rodet, men det er det ikke.
Gennem albummet trækker sig en smuk britisk melankoli, men også en stolt knejsende hyldest til kroppen som fartøj for hjerte, sjæl, intellekt, betydning og mulighed for ekstase, selv i grå hverdagsbelysning.
Hot Chip mestrer sammensmeltningens kunst. Hot Chip har smag for billige lyde som også Robert Wyatt: Gurglende olietønder, plastickor og -strygere, billig synth (også med stor gæld til 80’erne), ja, der gøres sågar brug af autotuning på en enkelt vokal (det har vi til gode fra Wyatt).
Men det skamferer ikke, men udbygger bare. Nu kan intellekt jo godt stå i vejen for en god svingom, for slet ikke at tale om et godt liv, men, mens jeg lytter til Hot Chip og deres melankolske dansemusik, får jeg håb for en symbiose mellem krop og sjæl, fornuft og følelse og alt det dér, alle disse spaltninger som vi har fået med fra civilisationen, skolegangen, samfundsøkonomien und so weiter.
Den er i disse 50 minutter annulleret.
Hot Chip: One Life Stand (EMI). Udkommer i dag.