»Forskellen mellem russisk politik og ukrainsk politik er som forskellen mellem en kirkegård og et galeanstalt,« siger den kendte russiske tv-stjerne Jevgenij Kiselev over telefonen fra Moskva.
Han ved, hvad han taler om. I 1990’erne var han Ruslands førende tv-vært på tv-stationen NTV, hvor ytringsfriheden for alvor slog igennem med kritisk journalistik og hidsige debatter. Indtil det hele blev stoppet, da Vladimir Putin kom til magten og Kiselev sammen med mange andre kritiske journalister blev forment adgang til skærmen eller måtte acceptere en mundkurv.
»Jeg oplever i dag i Ukraine en tilsvarende opblomstring af både medierne og det politiske liv, ligesom vi havde i Rusland i 1990’erne, situationen er 10 gange, eller 100 gange bedre i Ukraine nu end i Rusland,« siger Kiselev.
Han er nemlig sammen med en anden kendt russisk tv-mand, Savik Sjuster, delvist flyttet til Ukraine, hvor de har hvert sit talkshow på to landsdækkende kanaler Inter og Ukraina.
Sjusters Sjuster Live og Kiselevs Velyka Polityka (Storpolitik, red.) har været omdrejningspunkter for den igangværende ukrainske valgkamp med voldsomme debatter imellem præsidentkandidaterne og kritiske spørgsmål til dem.
»Politikerne ikke bare kommer til mit show, de besvarer også telefonopkald,« siger Kiselev og tilføjer:
»I Rusland er journalistik et lukket land, myndighederne er hermetisk lukkede, de besvarer ikke spørgsmål, så journalisterne og seerne må gætte sig til, hvad der foregår«.
At han har ret i, at i hvert fald nogle ukrainske politikere er mere åbne og mere ivrige efter at deltage i debatter for åben skærm, fremgik for nyligt af, at den ene af de to resterende præsidentkandidater, Julija Timosjenko, op til anden runde den 7. februar truede Savik Sjuster med at bryde ind i studiet til Sjuster Live for at komme i debat med modkandidaten Viktor Janukovitj.
Janukovitj har nægtet at deltage i debatmøder med den meget veltalende og skarpe Timosjenko.
»Forestil jer Putin jagte en journalist for at komme med i en debat med hans modkandidat,« sagde Sjuster i en kommentar til truslen fra Timosjenko.
Både Sjuster og Kiselev hævder, at det er blevet umuligt at drive hæderlig kritisk journalistik i dagens Rusland og at situationen i Ukraine er en helt anden:
»I Ukraine foregår der en heftig politisk debat i medierne, alle synspunkter bliver hørt, selv om der naturligvis også begås masser af svinestreger med købte indslag og korruption. I Rusland har vi kun et goldt og dødt politisk landskab, hvor journalisterne både udøver omfattende selvcensur og følger den lange uskrevne liste over, hvad man må og ikke må ifølge Kreml«.
Mange af de ukrainske tv-stationer er, som de russiske i 1990’erne var det, styret af stenrige forretningsmænd, de såkaldte oligarker, som også ofte bruger stationerne til at fremme egne interesser.
Men Savik Sjuster hævder i et interview til New York Times, at han og Kiselev ikke bliver udsat for pression fra ejernes side, fordi de begge er meget højt profilerede og hurtigt vil kunne skabe ballade ved at smække med døren.
De to tv-stjerner er så skattede af både ejere, myndigheder og befolkningen, at man har set igennem fingre med reglen om, at der skal tales ukrainsk på tv. Ingen af dem taler ukrainsk, kun russisk, som alle da også forstår i landet.
Nogle politikere og mediefolk i Ukraine har dog knurret lidt over, at der sidder to kendte russere og styrer valgkampen. Ja nogle har endda antydet, at de i virkeligheden er forlængede arme for Medvedev og Putin i Moskva. Men den påstand kommer de ikke langt med overfor Sjuster og Kiselev, som begge med god grund er endda stærkt kritiske overfor det nuværende russiske styre, som ikke vil lade dem komme til orde i Rusland og i stedet har tvunget dem i tv-eksil i nabolandet Ukraine.