BEIRUT - Det er fire år siden, karikaturkrisen toppede, men ude i verden er den ikke død. For nylig havde jeg aftalt et interview med en al-Qaeda-ekspert i Yemen.
Abdulelah Shaea er den eneste journalist, der har mødt al-Qaedas lederskab i Yemen, og han er i nær kontakt med Anwar al-Awlaki, den kontroversielle imam, der er sat i forbindelse med den mislykkedes ‘underbuksebomber’, Umar Farouk Abdulmutallab og Ford Hood-kaserneskyderierne i USA i november sidste år, hvor 13 blev dræbt.
Vi mødtes på en café i Sanaa i Yemen. Han gav mig hånden, men takkede pænt nej til en kop te. Vi havde netop sat os ned, da han lænede sig frem og bad mig tage noter til det, han havde at sige.
»Jeg har undersøgt din avis, Information, og jeg så, at det er én af aviserne, der genoptrykte Muhammedtegningerne.«
Han fortalte, at han bruger Googles oversættelsesredskab for at læse udenlandske aviser. Så pegede han på min notesbog.
»Jeg vil gerne have, at du giver denne besked videre til din redaktør.«
Her er hvad han sagde:
»Da de (danske redaktører) portrætterede profeten Muhammed, fred være med ham, nævnte de ikke, at han er vigtigere end os selv. Vi er alle parate til at dø for ham. Tegningerne var en stor fejltagelse. Da Danmark trykte tegningerne gav de os dermed grunden til terrorisme, og alle journalister i Danmark er skyldige. De fik muslimerne til at føle sig under angreb, og det er derfor, at I kan forvente terrorangreb i Danmark og Europa.«
Man kan vælge at forkaste beskeden, at afvise argumentet, at ignorere denne mening med henvisning til, at den tilhører fundamentalisterne, de ekstreme, dem man ikke kan nå… Men man kan ikke komme udenom at den repræsenterer en mening, der stadig florerer nogle steder i den muslimske verden, hvor tegningerne ikke er glemt.
Det synes længe siden man i aviserne kunne læse om boykotten af danske varer, massedemonstrationer, flag- og ambassadeafbrændinger og at man som dansker i Mellemøsten har rendt ind i vredesudbrud over Muhammedtegningerne. Og alligevel nu fire år efter krisen nåede sit højdepunkt er Jyllandspostens udsendte journalist blevet bedt om at forlade Pakistan af flere organisationer grundet avisens ‘blasfemi’. Krisen er måske ovre, men vreden ulmer stadig.
Jeg, som flere andre journalister, opholdt os i Mellemøsten og oplevede den langsomme eskalation af krisen. Jeg var i Syrien, da de første plakater med påbud om at boykotte danske varer begyndte at dukke op i butiksvinduerne, og da velkontrollerede forsamlinger af vrede håndlangere for det syriske regime sprang frem uden for den danske ambassade og gjorde det til vane at stå med skilte og protestere over tegningerne.
På dagen hvor den danske ambassade i Damaskus blev brændt ned, var jeg i Ain al-Hilweh, Libanons største palæstinensiske flygtningelejr, for at tale med talsmanden fra al-Aqsa Martyrernes brigade om dødstrusler mod danskere, som de havde udstedt. Kort forinden var det for første gang i lejrens historie lykkedes alle fraktionerne at finde sammen og udføre den største demonstration mod tegningerne nogensinde.
Dagen efter befandt jeg mig med rasende demonstranter på gaderne i det kristne kvarter i Beirut, der væltede biler, kastede med sten og langsomt bevægede sig gennem politibarriererne mod det danske konsulat, som de også brændte ned.
I dag fire år efter krisen kulminerede, bliver man ikke som dansker pr. automatik kædet til Muhammedtegningerne. Det er næsten, som om at de fleste i den muslimske verden føler sig som John Cleese i Fawlty Towers, der i forbindelse med sine tyske gæster brugte vendingen: »Don’t mention the war«.
Men der er stadig små grupperinger rundt omkring, hvor vreden over den opfattede hån mod profeten og angreb på Islam ikke er glemt. Det er specielt blandt islamisterne, man kan opleve denne fortsatte forbitrelse.
Ligesom beskeden fra de to pakistanske journalistorganisationer, der har opfordret til, at den kvindelige danske journalist fra Jyllands-Posten, bliver smidt ud af landet, er beskeden ikke leveret som slagord fra den flagbrændende galning som man så i gaderne, da Muhammedkrisen var på sit højeste. Snarere er den leveret roligt og beregnet - og somme tider som et koldsindigt løfte fra ekstremisterne.
Hvordan man forholder sig til de fortsatte trusler, er op til den enkelte. Jyllands-Postens journalist valgte at forlade landet, hvilket ingen kan fortænke hende i.
Desværre gør nogle stadig alvor af deres trusler: I starten af året var der endnu et drabsforsøg på tegneren Kurt Westergaard, udført af det somaliske al-Shabaab, og de er ikke de eneste, der stadig nærer nok vrede til at hævne tegningerne.
Den danske ambassade i Islamabad har også været mål for en bombe.
Det er værd at holde sig for øje at på trods af at branden i gaden er slukket, så ulmer vreden stadig i sindene på de få der nægter at tilgive tegningerne.
Her nytter det ikke at fornægte de følelser, der stadig er i spil, det er noget alle danskere må tage stilling til. Om man så er uenig i at vreden er berettiget eller ej, så har det en betydning for hvordan det er at være dansker i verden i dag.