Med sine hvide lokker ligner den 75-årige kulturteoretiker Dariush Shayegan et aldrende blomsterbarn, men hans akademiske karriere vidner om et svimlende intellektuelt format spændt ud imellem vidt forskellige indflydelseskilder:
Shayegan tænker i civilisatoriske krydsfelter, hvor europæisk oplysningsfilosofi, indisk filologi, persisk mysticisme, og japansk og kinesisk filosofi løber sammen med islamiske traditioner som sufisme.
- Hvor står du, hvad er din position?
»Jeg er det menneske, der lever i mellemrummene. Jeg lever og tænker mellem kulturerne,« som Shayegan selv udtrykker det.
Den komparative filosof nedstammer fra en georgisk adelsfamilie og voksede op i Teheran som søn af en sunnimuslimsk mor, hvis modersmål var russisk, og en farsitalende far, der var shiamuslimsk assyrer.
Shayegan kom i fransk skole efterfulgt af studieophold i Frankrig, Schweiz og Storbritannien.
»Min opvækst var sociokulturelt, religiøst og sprogligt ekstremt heterogen. Min families omgangskreds talte kristne, armeniere, muslimer, zoroastre, eksilgrækere og jøder. Kulturel skizofreni var et vilkår, der blev min skæbne« siger han.
Åndelige kriser har Shayegan også haft - i syv år levede han i fuldstændig askese.
- I dag er fravær af dialog blevet normen. Til gengæld har vi overflod af misforståelser, gensidig mistro, foragt og had - hver dag bringer nye eksempler - især i relationerne mellem den vestlige og den muslimske verden. Hvorfra stammer den konfrontations- og eksklusionslogik, der plager os?
»Vi lever i en omvæltningernes tid,« siger Shayegan.
»Moderniteten har det positive aspekt, at den frigør mennesket fra det dobbelte formynderskab, Kant kaldte ‘det helliges ukrænkelighed og magtens majestæt’. Uden Vestens faustiske eventyr var vi aldrig blevet, hvad vi er i dag: et retssubjekt. Så var vi blevet hængende i troen på de middelalderdoktriner. I stedet blev mennesket et selvfunderende subjekt. Adskillelsen af magtinstanser, den sekulære orden, frigjorde os. Hvad vi har tabt, er den magiske verden, symbolernes verden. Den tabte vi med ‘affortryllelsen’, og det er den negative side af moderniteten. Blot kunne førstnævnte gevinst ikke realiseres uden det sidstnævnte tab.«
»Nuvel, for Vesten blev denne udvikling gennemløbet over lange perioder på århundreder, men for store dele af den øvrige verden er omstillingen kommet som et pludseligt chok - det er efterskælvene fra dette chok, vi oplever. Modernitetens ideer er ilet forud for bevidsthederne, det skaber identitetsangst, identitetspanik.«
I 1977 oprettede han i Teheran et institut for globaldialogforskning. Dengang var han optaget af spørgsmålet: Kan den vestlige modernitets dominerende stilling muliggøre sand dialog mellem civilisationer?
Men så skete der noget, som ændrede forudsætningerne: Iran fik en islamisk revolution, som førte til en global fundamentalistisk vækkelse.
Pendulet svingede i Iran, for forud var gået årtier med forceret vestliggørelse under shahen. Nu var vestlige principper som lighed mellem kønnene det, som for enhver pris skulle afvises.
»Islam har altid kendt til marginale bevægelser, der totalitært har ønsket at føre bogstavelige tolkninger af Koranens love ud i livet, men først med revolutionen i 1979 og grundlæggelsen af verdens første islamiske republik fik de momentum.«
- Er pendulet ved at svinge igen?
»Jeg har sympati for de unge, som går på gaden, og jeg tror, deres oprør er ved at slå folkelige rødder. Det er sympatisk, at de ikke har nogen ledere, men er et netværk, som massemobiliseres af den nye kommunikationsteknologi. Og at det er en civil bevægelse, der har ikke voldelig karakter - Martin Luther King er blandt deres helte. Jeg tror, de har sat gang i en irreversibel udvikling.«
Shayegan deltager ikke selv i oprørsbevægelsen.
»Hvis jeg tager en skarp position, ryger jeg i spjældet med det samme,« indrømmer han.
Men hvad er man så? Er han dissident eller reformist? Han har ført frugtbare samtaler med Khatami, men de er stadig uenige om det grundlæggende:
Khatami tror, at det revolutionære projekt fra 1979 lader sig demokratisere - at islam kan finde sin egen vej til moderniteten. Det afviste Shayegan allerede i 1982 i sin bog Qu’est-ce qu’une revolution religieuse? (Hvad er en religiøs revolution egentlig?)
»Jeg tror ikke på hverken et særligt islamisk demokrati eller på særlige islamiske menneskerettigheder. Skal vi acceptere Koranens love, skal vi også acceptere slaveri og reducerede rettigheder for kvinder.«
Afvisende er Shayegan også over for multikulturalisme.
»Matematisk sidestilling mellem kulturer er et forfejlet grundlag for multikulturel sameksistens,« siger han uden dog at ville komme med et bud på en rangorden.
- Kan man føre en virkelig dialog med religiøse herskere? Forudsætter dialog ikke, at begge parter giver slip på deres visheder?
»Hør her, langt de fleste religiøse ledere, jeg kender i Iran, er intelligente mennesker, som man udmærket kan tale med. Faktisk bryder mange af dem sig ikke om den islamiske republik, som de hverken ser som islamisk eller som republik. De føler, at den udvander, skrøbeliggør og skader religionen. Ved at tage magten har præsterne korrumperet og bolsjevikiseret islam. De har gjort den til en totalitær ideologi. I det lange løb vil de tabe. De kæmper fra en arrière-garde position, for det islamiske system er trængt op i en krog. På ingen som helst niveauer fungerer det, hverken økonomisk eller socialt. 40 millioner unge mennesker i Iran ser ingen fremtid inden for dette system.«
- Og dog er Ahmadinejad populær blandt folket i de iranske gader?»Han er populist.«
- I Danmark har vi populister. De har bygget sig op på at dæmonisere vore hjemlige muslimer. I en grad så danskerne i dag er bange for islam. Er der grund til det?
»Jeg er da også bange for islam. For den radikaliserede islam vel at mærke, for ideologien islam, som miskender islams årtusindgamle åndelige traditioner, som ignorerer hele islams rige kulturelle bagage og spirituelle inderlighed.«
- Er det muligt at leve mellem kulturerne, uden forankring i en identitet?
»Vi kan blive helbredt, hvis vi tæmmer den kulturelle skizofreni. Som man tæmmer en hund. Polyfonien forsvinder ikke, men den kan blive beboelig, vi kan lære at leve i den. Ved at forsøge at forstå mig selv kom jeg også til at forstå mange ting i min omverden. Jeg har så at sige konceptualiseret mine egne erfaringer, og med tiden blev det en leg for mig, en lystig kombinatorik. En leg, hvor man hører med 20 ører og taler med 20 munde, hvor tvetydigheder er tilladt og mellemtoner påskønnes.«