Om muligt er den danske skole mere i fokus end nogensinde før. Den siddende regering har gennemført dobbelt så mange ændringer af skolelovene som den tidligere SR-regering. Den foreløbige kulmination afleverede Lars Løkke Rasmussen under nytårstalen. De danske børn har nu fået et læse-løfte. Nu debatteres der, hvordan løftet kan indfries - men vi ved det faktisk allerede!
I Danmark er vi afhængige af en god skole, men vi er skuffede over de faktiske resultater. Fra alle hjørner lyder opfordringen: Stol på lærerne - de ved bedst.
I Singapore har de knækket nøden på en anden måde (Weekendavisen 8. januar). Direktør for Singapores National Institute of Education udtaler, at succesen skyldes »meget klare læringsmål«, og modsat den danske model har elever og lærere ikke »en masse frihed til at finde ud af, hvad de vil lave i timerne«. I stedet udtaler Sing-Kong Lee: »Vi forsker meget i evidens: Hvad virker?«
I Danmark tager evalueringsrapporter og forskning ofte afsæt i, hvad herskende eksperter tror virker. Og hver gang er anbefalingerne: »Mere af det samme« ud fra logikken, når det, vi ‘ved’, ikke virker - så er det nok, fordi vi skal gøre endnu mere af det.
Dette er selvfølgelig en himmelråbende fejlslutning, som ingen bør tage alvorligt. Derfor er der altså noget, som tyder på, at vi i Danmark ikke vil vide, hvad der virker. Og hvorfor så ikke det?
Et bud er, at den danske lærerstand med held opfører sig som en klassisk profession. I samfundsvidenskab beskrives en profession som en gruppe mennesker, der ved hjælp af forskellige strategier har fået monopol på viden om, hvad der virker inden for et bestemt felt. De er blevet til eksperter på ‘deres’ område. I Danmark lever lærerne op til alle kriterierne for en profession og er først på det seneste blevet minimalt udfordret, bl.a. i kraft af meritlæreruddannelsen.
Lærernes vidensmonopol virker umiddelbart naturligt og selvindlysende - men er det ikke. Det er denne ‘ikke- naturlige’ naturlighed, som er kendetegnet for en succesfuld profession. Man tænker automatisk: Jamen, selvfølgelig ved lærerne, hvad der virker bedst i klasseværelset. Men som eksemplet fra Singapore tydeligt illustrerer, er det ikke i alle lande, at man accepterer lærernes ukrænkelige faglighed. Omvendt i Danmark! Som en lærer-ven formulerede det: »Hvem er bedst til at vurdere, hvad der virker - jeg, der har undervist i 10 år, eller en forsker, der ikke har undervist et eneste år?«
Hvorfor er faglig topstyring og begrænsning af det professionelle råderum så illegitimt, når det drejer sig om undervisning og folkeskolelærere? I langt de fleste andre jobs kan man ikke påberåbe sig en sådan fritagelse fra andres mening. Man kunne næppe heller forestille sig, at en evaluering af det nyligt afholdte COP-15 skulle tage hensyn til embedsmændenes professionelle råderum.
Hvis vi vil vide, hvad der virker, er der behov for konkurrerende evidensbaseret viden om forskellige undervisningsparadigmer. Der er kort sagt behov for en indblanding i lærernes professionelle råderum.
Men ret skal være ret. Vi ved nemlig fra amerikanske undersøgelser, at læreren har enorm indflydelse på, om eleven lærer eller ej. Men fra de samme undersøgelser ved vi desværre også, at en formel læreruddannelse ikke har nogen særlig betydning for, om den konkrete lærer er god eller dårlig. Kort sagt: Læreren er vigtig, men læreruddannelsen har ingen væsentlig betydning.
Så hvad virker? Et godt sted at starte er verdens største systematiske forskningsprojekt inden for undervisning: Det amerikanske Project Follow Through. Heri blev 80.000 børn og 17 undervisningsprogrammer sammenlignet over en 20 årig periode. Det klart mest effektive undervisningsprogram blev identificeret. Det hedder Direct Instruction, og de fleste har sikkert ikke hørt om det, fordi metoden på en eller anden måde lyder forkert. I hvert fald i de lærers ører som ønsker at bevare deres professionelle råderum.
Direct Instruction (DI) er nemlig tæt manuskriptstyret. Der er masser af interaktion mellem lærer og elev, men det meste foregår efter nøje beskrevne forløb, hvor elever f.eks i fællesskab læser højt fra en tekst, mens læreren stiller opmuntrende spørgsmål til klassen undervejs. Det er således ikke så meget læreren, men derimod det manuskript, som læreren underviser efter, der er bestemmende.
Resultatet: De klasser, der blev undervist efter DI-metoden, rangerede i Project Follow Through nr. 1 i læsning, nr. 1 i matematik, nr. 1 i stavning, og nr. 1 i sprog. Men det stoppede ikke der: DI eleverne var også bedst til højereordens-tænkning så som at gætte betydning af et ukendt ord ud fra den kontekst det indgik i. Højst overraskende var DI også godt til at booste børnenes selvtillid. Sandsynligvis fordi selvtillid kommer af stolthed over faktiske kompetencer.
DI er altså det bedst dokumenterede, mest effektive, billige og skalerbare undervisningsprogram for børn.
Hvorfor bruger vi det så ikke?
Eller som minimum undersøger det i en dansk kontekst?
Mit gæt er fordi vi ikke vil - og fordi lærerne er bange for at miste deres hårdt tilkæmpede professionsstatus og frie professionelle råderum. Ikke så underligt egentlig. I DI er sloganet: »If the child hasn’t learned, the teacher hasn’t taught«.
Det sætter selvfølgelig et vist pres på læreren.
Som lægmand er det forstemmende at iagttage folkeskolen fra sidelinjen. Ingen gør, hvad vi ved virker. I stedet bruges der enorme ressourcer på at reproducere manglende viden. Og det er en skam, når vi i stedet kunne bruge DI, der bevisligt giver gladere, klogere og mere læringstørstige børn.
Vi ved fra forskning, at den enkelte lærer er vigtig, men vi ved også, at det ikke betyder noget som helst, om læreren rent faktisk har en læreruddannelse:
Forslag 1: Lad derfor skolerne ansætte de personer de vil, i de lærerstillinger de vil. Vi ved, at Direct Instruction mere end noget andet program er gavnligt, særligt for små børn fra uddannelsesfremmede miljøer.
Forslag 2: Lad os eksperimentere med DI fra skolestart til i hvert fald 4.-5. klasse. Vi har intet at tabe - og hvis de amerikanske resultater kan overføres til Danmark, står vi med en kæmpe succes.
Allervigtigst: Lad os starte en evidensbaseret evalueringskultur hvor vi tør teste forskellige modellers effektivitet, og lad os så undervise efter de principper, som vi ved virker, uagtet hvilke de måtte være. Så er der i det mindste en vis chance for, at Lars Løkke Rasmussens nytårsløfte går i opfyldelse.
Andreas Christoffersen er evalueringskonsulent, konsulentfirmaet dzidzo