Underlige objekter stortrives i Ida Marie Hedes debutbog Seancer. En by flygter og fødes så. Døde stemmer fra istiden bliver levende. Et strygejern har en mission i bogen, der tæller to gange syv prosaforløb:
»Hvis bare strygejernets spids ville komme og nu for alvor tonse ind i ørerne og brænde trommehinden af. Hvis bare spidsen ville punktere Elefantmandens blomkålshoved og glatte det ud til smokingstof. Noget sort, der klapper. Først faldskærme splattet ud over Frankrigs marker. Åndeløs krig. Så lidelse: episke bobler af fråde, der pustes ud af Hollywoodmunde. Endelig smokingen. Elefantmandshovedet, der hænger glattet på en bøjle: Strygejernet har fuldført missionen«.
En livlig fantasi kombineret med et sprog, der har taget vilde former, gør Ida Marie Hedes første bog svær at læse. Der er ikke mange steder, hvor øjnene kan hvile, siger hun selv.
»Jeg sprænger rammerne. Bogen er et eksperiment, der udspiller sig på flere niveauer. Det er et projekt, som jeg gennemfører ret ekstremt.«
Men hvad handler bogen egentlig om?
»Det er svært at svare på i én sætning. Der er ikke meget episk plot eller handling. Bogen handler om en hel masse stof, der indgår i forbindelser med hinanden. En række eksperimenter, der bliver til sproglig intensitet. Alle aktører udgør handlingen,« forklarer Ida Marie Hede, der fylder 30 år om få dage.
Hun debuterede fra Forfatterskolen i 2008 og er ved at skrive sit afsluttende speciale i kunsthistorie på Københavns Universitet.
Bogens omslag gør heller ikke læseren klogere på bogens handling. Omslaget er nemlig blankt på forsiden og illustreret med en collage på bagsiden - modsat de fleste andre bagsider, der indeholder et resumé af den pågældende bog. Også forlaget Anblik opgiver at beskrive en konkret handling i pressemeddelelsen, men skriver:
»Bogen igennem skabes der nye forbindelser mellem forskellige stofområder, fx spiritisme, arkivteori, teknikhistorie, americana, feminisme, kunsthistorie, industrialisering, apokalypse, opfindelser, aktivisme, film, hjernen, fællesskaber, hallucinationer, steder, ikkesteder, teenagere, sci-fi, tilstande og ikketilstande. Bogen vækker på den måde ellers erklæret dødt, overset eller udgrænset stof til live.«
Og det er præcis det, Ida Marie Hede gør. Vækker et strygejern til live, genopliver Elefantmanden og gør landskaber levende. Hun lader sproget foretage hastige skift mellem forskellige stofområder og forfølger afvigelser og associationer.
Hun gennemfører ikke kun én historie, for »så bliver teksten tam«.
»Hvis man skriver smukt om det, man på forhånd har bestemt sig for at skrive, så forsvinder udfordringen for mig,« fortæller Ida Marie Hede og tilføjer, at det ikke er meningen, at bogen skal skabe identifikation.
I stedet bestræber hun sig på at komme med nye muligheder og erkendelser. At få læseren til at tænke i en alternativ virkelighed og forvente det uforventelige.
»Jeg destabiliserer forventningerne,« siger hun.
For at gøre det bytter Ida Marie Hede om på de normale hierarkier, dropper alt, der har med kronologi at gøre, og foretager hele tiden skift i tid og rum i bogen, der tæller to gange syv prosaforløb. Således kommer 1900-tallet før 1800-tallet, byens flugt før byens fødsel, og personen Kate Fox optræder i tre af bogens tekster med vidt forskellige egenskaber.
»Bogen udvider forståelsesrammen for, hvad en bog skal være,« pointerer den nyudsprungne forfatter, der med sin specielle skrivestil skiller sig ud fra de fleste andre forfattere. Hun skulle da også have en vis modenhed for at begynde at skrive og havde brug for at læse meget, før hun var i stand til at læse egne tekster.
»Jeg troede, man skulle skrive som f.eks. Helle Helle, men jeg kunne slet ikke se mig selv skrive sådan,« husker hun tilbage og blev dengang også kritiseret for at mangle fokus i sine historier. Da Ida Marie Hede for alvor var blevet skrivemoden, kom teksten til Seancer ud med fuld fart, og hun tog mange risici. Forfatteren er blevet kritiseret for at skrive for lukket, men den kritik bider ikke på hende.
»Jeg forstår godt, hvis nogen ikke forstår det, jeg skriver, eller ikke kan lide det, men det bekymrer mig ikke,« fastslår hun og tilføjer, at hun nægter at tale ned til læseren.
»Jeg forestiller mig, at læseren går ind i teksten og kan rumme den. Men der er tale om smal litteratur, så jeg forventer ikke et stort og bredt publikum.«
Bogen indeholder adskillige historiske og populærkulturelle referencer. Når et strygejern f.eks. spiller en rolle i bogen, skyldes det, at det var et ikonisk objekt, der var klassisk for husmødrene i 1950’erne.
»Det repræsenterer både det hjemlige og farlige, og gør de kvindelige personer udfordrende,« tydeliggør Ida Marie Hede og henviser til en omstillingsdame, der optræder i bogen, som får mere magt som følge af den nye teknologi, der opfindes på denne tid.
»Pointen er, at når nye ting opfindes, forandres samfundet. Det kan både medføre eufori og ængstelighed,« forklarer forfatteren og angiver, at det gjaldt i 50’erne så vel som i dag.
Hvor det dengang var teknologien, der medførte en usynlig trussel, er det i dag miljø og terror, påpeger Ida Marie Hede.
»De hænger i luften som en faretruende, apokalyptisk sky,« siger hun, men bebuder samtidig, at der hverken er tale om en feministisk dagsorden eller en kritik af samfundet, men snarere en kritik af det forventelige.
»Jeg binder det sanselige og intellektuelle sammen med sproglig intensitet. Tilsammen udgør det en slags kritik af entydige forestillinger.«
Generelt hersker der en kontrast mellem flade, dybde og liv i bogen, og det er ikke kun bogens handling, der kan være svær at forklare. Det samme kan genren, men bogens forfatter gør et forsøg:
»Det er ikke en roman, for teksterne hænger ikke sammen. Det er ikke en novelle, for den er ikke psykologisk nok. Det er både prosa og lyrik. Læseren ser den nok mest som prosa, men bør læse den som lyrik. For der sker ikke noget handlingsmæssigt. Det er et digt, der fortsætter og fortsætter og fortsætter.«