Det er en harmløs fejltagelse, der en dag placerer den pendlende forretningsmand Nakahara ombord på det forkerte tog fra Tokyo. Han opdager først sin fejltagelse, da det er for sent at vende om, og han ikke har andet valg end at køre med til den by, han voksede op i.
Kurayoshi ligger ikke mere end tre timer væk, men han har ikke været tilbage siden morens død, og nu er han tvunget til at slå et par timer ihjel der, før han igen kan vende tilbage til sine møder og forpligtigelser.
En forståelig misforståelse midt i en stresset hverdag, og alligevel får man på fornemmelsen, at det såmænd godt kunne være med vilje.
For Nakahara har om nogen brug for at starte forfra. Han befinder sig midtvejs i livet med kone og børn, som han knap nok kender, fordi hans arbejde lægger beslag på det meste af tiden, og han drikker for meget som det legale sted, hvor han kan få afløb for sine frustrationer over at leve et liv, der tilsyneladende er gået i stå eller ikke fører nogen vegne.
Men i Kurayoshi får han chancen. Han aflægger et besøg ved sin mors grav, falder i søvn på stedet og vågner igen - som sig selv, men den sommer han fylder 14 og skal til at begynde i gymnasiet.
Min fjerne barndomsby af Jiro Taniguchi er en graphic novel, men det er også en manga, altså en japansk tegneserie.
Den slags kender vi i forvejen herhjemme, hvor det er actionfyldte pocketbøger i et uendeligt antal bind for børn, som læses bagfra og sluges ivrigt af selv bogdropperne. Men manga er også uendelig meget mere end det, og i Japan findes de i alle former og størrelser, fra kiosklitteratur og pornografi til litterære eksperimenter og kunstnerisk avantgarde.
I Danmark har vi mildt sagt være bagud med hensyn til at vise såvel bredden som kvaliteten i dette utrolige litterære fænomen, men med Min fjerne barndomsby er voksen-mangaen endelig landet på dansk, og det er der al mulig grund til at fejre. Dels fordi det giver forhåbninger om, at det vil betyde begyndelsen på en oversættelse af de mange vigtige japanske romaner, der allerede findes på de øvrige europæiske hovedsprog. Og dels fordi Min fjerne barndomsby simpelthen er god.
Historien er fremragende, og det er en roman, som ikke mindst elskere af Haruki Murakami umiddelbart vil finde sig til rette i.
Som hos netop Murakami er der nemlig hos Jiro Taniguchi tale om en konkret og detaljeret realisme, som ikke desto mindre rummer fantastiske indslag, der opleves som en helt selvfølgelig del af det ellers hverdagsnære miljø.
Den midaldrende Nakahara vågner altså helt konkret og uden nogen yderligere forklaring op som 14-årig.
Men pointen er, at han har bibeholdt sin voksne bevidsthed. Han ikke bare genopdager sin barndom, men genoplever den og vænner sig som månederne går efterhånden til tanken om, at dette er hans nye liv.
Det er denne dobbelte bevidsthed, der giver historien sin melankoli og dybde. Pludselig ser verden som ungt menneske helt forandret ud.
Den voksne Nakahara sætter betydelig anderledes pris på at gå i skole, end han gjorde dengang, han virkelig var 14 år gammel, og de piger, han aldrig kunne gøre indtryk på, synes nu, at han er interessant, hvor han er så meget mere moden end de andre drenge i klassen.
Men samtidig er han belastet af sin viden om, hvordan det kommer til at gå med venner og familie. Søsteren med alle sine drømme om eventyr og spændende oplevelser ender som kedsommelig forstadsfrue, kammeraten med den nye motorcykel kører sig selv ihjel få år senere.
Og værst af alt er det ikke noget tilfældigt tidspunkt, Nakahara ankommer til sin egen barndom på. Det er nemlig lige i tide til at genopleve selve den urscene, der har formet en stor del af hans tilværelse.
En tilfældig dag, da han er 14 år gammel, forsvinder faren nemlig uden et ord til forklaring. Han forlader kone og barn og lader aldrig siden høre fra sig. Nu lever Nakahara igen under tag med faren og med sin viden om, at han vil forlade dem om meget kort tid.
På den ene side vil han mere end noget i verden forsøge at forhindre faren i det, og på den anden side kan han som voksen udmærket forstå trangen til at bryde op fra en fastslåst tilværelse og forsøge at starte forfra igen.
Det er denne tragiske bevidsthed og stræben, der får Min fjerne barndomsby til at stråle som en fantastisk fortælling, hvor alene slutningen kan give selv den mest forhærdede læser et stød i hjertekulen.