De er ikke særligt sympatiske, de mange jegfortællere i Jens Peter Kaj Jensens novellesamling Kig på damen, og man har ikke indtryk af, at han - forfatteren - egentlig bryder sig om dem. I al fald er der noget sært over den måde, de igen og igen mister grebet om virkeligheden og lyver sig til nye identiteter.
Der er noget småligt over dén måde, de alle er fanget i en evig kamp for at blive anerkendt af folk, de i virkeligheden selv foragter. Det er en underlig fornøjelse at følge energien i deres manipulationer, deres totale commitment. Som om livet ikke var andet end spørgsmålet om, hvem der er alfahan på oldboys-holdet. Eller hvorvidt man kan manipulere sin kæreste til at vise, at han alligevel mest er til piger. Eller glæden ved at vende magtforholdet på hovedet i et indviklet erotisk rollespil i toget mellem Langå og Struer.
Alligevel er det den slags spørgsmål, der fylder fortællernes hoveder i Kig på damen. Eftersom de er fortællere, så fylder de også en del for læseren. Typisk er de mænd, fortællerne, og udgangspunktet Danmark i dag. Ofte fortæller de til et du, som kan være en kvinde, men også kan være en rival. I Kig på damen er kvinderne nemlig vigtige, de markerer succes.
»Kig på damen, så ved du hvad manden kan«, som StoreMogens siger i novellen af samme navn. Andre ville kigge på hende, fordi hun så sød ud, men den slags interesserer ikke rigtigt her.
Det skal også med, at der formelt set intet er at udsætte på Kig på damen. Når Jens Peter Kaj Jensen skriver bedst, er der et enormt drive fremad i hans sprog. Der er ingen døde øjeblikke, ingen pinligheder eller knirken i maskineriet. Flere gange fanges læseren i nogle virkeligt svimlende øjeblikke: Pludselig opdager man, at fortælleren har et andet køn, end man først troede, pludselig opløser en ret solid virkelighed sig for øjnene af en.
De bedste par noveller bryder igennem til virkelige særheder hinsides al rotteræs. I ‘Venner’ manipulerer fortælleren sig frem i det smalle litterære miljø. Til sidst skal han udgive sine egne digte - egentlig har han vist stjålet dem fra sin eks - som alle bare er så spændte på. Men til den store piratoplæsning får han det dårligt, hun må læse hans ting op, hans aften bliver hendes:
»Du læser Strudsen, som du nu kan læse den. Du tager den tilbage, så jeg ved, at den er din. Du gisper dig gennem vingerne, så er du scenekunstner. Du slår blusen op, du giver os alt det hvide, så har vi det at blændes af, så stor og kold bliver du, så er det det, jeg kan lide.«
Der er tryk på her, et femte gear i sproget, også selv om det ser upåfaldende og let ud. Det samme er der i den virkeligt sære ‘Tessa’. Og i den afsluttende ‘Flyveskalle mod åben dør’, som har nogle fuldstændigt vilde, smadrede festscener, fulde af karneval og selvødelæggelse:
»En flyveskalle mod en åben trædør gør ikke særlig ondt efter syv elefanter. Døren, som ikke kunne lukkes på grund af fugt, bragede op, jeg ramte ikke skiltet, men ramte efterfølgende gulvet med en svuppende lyd. Måske slog jeg tænderne her. Kim-René satte piben tilbage mellem sine og klappede, mens han nikkede anerkendende.«
Og så videre, side efter side. I de øjeblikke løfter Kig på damen sig for alvor. Ellers er den ganske vist mere velskrevet og stramt velfungerende end Jens Peter Kaj Jensens debut, romanen Sofa. Men man savner alligevel dén stemning af sommervarm idyl, som debuten også havde i sig. Man savner en kontrast til alle disse forskruede mennesker med deres alt for løse greb om virkeligheden.